Hvad beskytter den personlige frihed?

Langt de fleste danskere både værdsætter personlig frihed og støtter, at det er noget, som de fleste borgere bør kunne nyde. Med enkelte undtagelser på den yderste venstrefløj, blandt yderligtgående nationalkonservative, og klimafantaster er der enighed om, at folk i princippet må gøre hvad de vil i deres privatliv, ligesom de har ret til frit at ytre og forsamle sig, stemme, og være beskyttet mod overgreb fra staten eller medborgere. Men man skal ikke langt syd- eller østpå, før den personlige frihed enten er under angreb eller ganske begrænset.

I den almindelige politiske (og politologiske) fortælling er den personlige frihed noget, som er sikret i et demokrati. Til tider indgår elementer af personlig frihed endda i nogle politologers definition og mål af demokrati. Spørgsmålet er blot, om man kan stole på de folkevalgte – der jo både kan være udsat for lobbyvirksomhed, være magtsyge eller blot socialiseret til en idé om, at de har et til at bestemme over almindelige mennesker – som beskyttere af den personlige frihed? Eller er det en bedre idé at lade domstolene tage sig af beskyttelsen, inklusive mod politiske begrænsninger? Det spørgsmål svarer Niclas Berggren (Institutet för Næringslivsforskning) og Jerg Gutmann (Universität Hamburg) på i et nyt arbejdspapir med titlen Securing Personal Freedom through Institutions – the Role of Electoral Democracy and Judicial Independence, der netop er udgivet af IFN i Stockholm.

Mens det a priori er uklart, om det er politiske institutioner – demokrati – eller juridiske institutioner – hvor uafhængige domstolene er – der er vigtigst for beskyttelsen af borgernes personlige frihed, tager Niclas og Jerg empirisk udgangspunkt i Vásquez og Porčniks Human Freedom Index. Som de to figurer viser, er der store forskelle på tværs af verden – illustreret i den første figur – men også internt i den vestlige verden, som i den anden figur.

Det viser sig i den omhyggelige empiriske undersøgelse, at demokrati ikke er robust forbundet med personlig frihed, mens uafhængige domstole er meget tydeligt vigtige for beskyttelsen af personligt frihed. Når de splitter Vásquez og Porčniks indeks op i dets syv underindeks, viser det sig at juridisk uafhængighed er forbundet med større personlig frihed for alle elementer. Demokrati hjælper på to områder: Forsamlingsfrihed, og ytrings- og informationsfrihed.

Et sidste spørgsmål er derfor, hvad man lærer af undersøgelsen? En af indikationerne i Niclas og Jergs studie kommer fra observationen, at juridisk uafhængighed er vigtigst for borgernes personlige frihed når der ikke er demokrati eller blot flerpartivalg. Der er således en god forklaring på, hvordan enkelte steder som Hong Kong og Singapore stadig har vestlig beskyttelse af den personlige frihed på trods af, at ingen af dem kan kaldes demokratiske. Begge steder, og i særlig grad i Hong Kong, har en essentielt britisk tradition for uafhængige domstole haft den bivirkning, at borgerne i deres privatliv har større frihed end i adskillige europæiske lande. Studiet rejser også det spørgsmål, om det primært er juridisk uafhængighed eller bredere forhold forbundet med økonomisk frihed, der påvirker borgernes personlige frihed. Det spørgsmål må besvares en anden dag med et nyt studie.

6 thoughts on “Hvad beskytter den personlige frihed?

  1. Bo Andersen

    Det er en interresant konklusion. Vel egentlig ikke overraskende heller. Jeg synes der mangler nogle vinkler som en ny undersoeglese maaske kunne se paa. Jeg rejser meget. Ogsaa meget til “ufrie” lande Min erfaring er dog at den personlige frihed er langt hoejere end i de fleste vestlige lande. Dette er ikke baseret paa lovgiving men paa empiriske forhold. I lande som Nigeria, Angola, Nicaragua og andre kan du jo i princippet goere mere eller mindre som du vil. Naar man ser bort fra at stjaele, vold og lignende. Ellers er der naesten frit spil …. sommetider bliver man noedt til at give en erkendtlighed til en politiperson. Men det rykker jo ikke ved at det er ret frit at agere som man vil. Indenfor rammerne af personlig frihed der ikke kraenker andre. Selv den erkendtelighed man kunne betale bortfalder hvis man ikke har penge med sig. Min konklusion er at love ikke beskytter den personlige frihed. Saedvane goer.

    Svar
    1. Christian Bjørnskov Forfatter

      Det særlige ved deres mål for personlige frihed er, at det ikke er de jure, men et de facto mål. Du har sikkert ret i, at man kan gøre alt muligt, men det relevante for den personlige frihed er ofte, at den er beskyttet de facto for folk, der er_langt_fra_gennemsnitlige. Og det kan i min erfaring være voldsomt svært at observere, når man rejser i andre lande.

      Svar
      1. Bo Andersen

        Ok, men min indvending er netop at de facto viser at mange af disse lande giver en langt hoejere frihedsgrad end mange vestlige lande. Desuagtet deres lovgiving de jure faktisk er strengere. Jeg bor i USA men har vaeret i andre lande qua mit arbejde i aarevis og mest i mange maaneder. Mit firma har lokale afdelinger i mange af de lande saa jeg bliver loebende konfronteret med de lokales udfordinger. Det er klart min erfaring at lokale mennesker faar den samme behandling som expats. De kan goere hvad de vil indenfor rammerne af ikke-vold, stjaele, og andre lignende kriminalitets former. Med andre ord de facto love virker for – i mangel af et bedre ord – ejendomsrettighedsbaserede kriminalitet. Min pointe er at det naevnte arbejdspapir mangler nogle vinkler for at maal personlig frihed overfor lovgiving. Lovgiving i sig selv siger ikke meget om frihed hvis den ikke haandhaeves konsekvent.

        Svar
    2. kjeldflarup

      Jeg kender det en smule fra Rusland Bo.
      Russerne er verdensmestre i bureaukrati, heldigvis er der en løsning der hedder rubler.
      Hvis de russiske regler blev håndhævet med samme nidkærhed som i Danmark, så ville landet slet ikke fungere.

      Korruption er bare noget hø, der koster enorme ressourcer.

      Svar
  2. Bo Andersen

    Ja Kjeld Rusland er ogsaa slemt. Sammen med Nigeria sikkert de to mest korrupte lande i verden. Iran er taet paa at blive det samme. Det rykker stadigvaek ikke fra at en “empirisk omhyggelig” undersoegelse ikke addresserede nogle af disse ting. Jeg tror for eksempel ikke paa at Danskere eller Amerikanere for den sags skyld har bedre ytringsfrihed eller mere saedvaneret baseret paa ejendomsret end mange andre lande. Jeg kunne skrive et langt laengere svar men jeg synes at dette studie er vaerdimaessigt langt under hvad jeg ville forvente. Der mangler saa mange paremetre. Jeg vil fastholde – baseret paa personlige erfaringer – at mange de jure totalitaere regimer de factor er mere frie end for eksempel Danmark eller USA

    Svar
    1. Christian Bjørnskov Forfatter

      Kære Bo. Det kan godt være, at du mener det, men jeg kan ikke på nogen måde være enig med dig. den omfattende korruption i Rusland betyder for eksempel, at ens ejendom overhovedet ikke er beskyttet, hvis man ikke kan (eller vil) bestikke de rigtige. Det er heller ikke i Danmark, at journalister bliver skudt for at skrive historier, som ikke passer i mafiaens eller regeringens kram,

      Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.