Langt de fleste danskere både værdsætter personlig frihed og støtter, at det er noget, som de fleste borgere bør kunne nyde. Med enkelte undtagelser på den yderste venstrefløj, blandt yderligtgående nationalkonservative, og klimafantaster er der enighed om, at folk i princippet må gøre hvad de vil i deres privatliv, ligesom de har ret til frit at ytre og forsamle sig, stemme, og være beskyttet mod overgreb fra staten eller medborgere. Men man skal ikke langt syd- eller østpå, før den personlige frihed enten er under angreb eller ganske begrænset.

I den almindelige politiske (og politologiske) fortælling er den personlige frihed noget, som er sikret i et demokrati. Til tider indgår elementer af personlig frihed endda i nogle politologers definition og mål af demokrati. Spørgsmålet er blot, om man kan stole på de folkevalgte – der jo både kan være udsat for lobbyvirksomhed, være magtsyge eller blot socialiseret til en idé om, at de har et til at bestemme over almindelige mennesker – som beskyttere af den personlige frihed? Eller er det en bedre idé at lade domstolene tage sig af beskyttelsen, inklusive mod politiske begrænsninger? Det spørgsmål svarer Niclas Berggren (Institutet för Næringslivsforskning) og Jerg Gutmann (Universität Hamburg) på i et nyt arbejdspapir med titlen Securing Personal Freedom through Institutions – the Role of Electoral Democracy and Judicial Independence, der netop er udgivet af IFN i Stockholm.

Mens det a priori er uklart, om det er politiske institutioner – demokrati – eller juridiske institutioner – hvor uafhængige domstolene er – der er vigtigst for beskyttelsen af borgernes personlige frihed, tager Niclas og Jerg empirisk udgangspunkt i Vásquez og Porčniks Human Freedom Index. Som de to figurer viser, er der store forskelle på tværs af verden – illustreret i den første figur – men også internt i den vestlige verden, som i den anden figur.

Det viser sig i den omhyggelige empiriske undersøgelse, at demokrati ikke er robust forbundet med personlig frihed, mens uafhængige domstole er meget tydeligt vigtige for beskyttelsen af personligt frihed. Når de splitter Vásquez og Porčniks indeks op i dets syv underindeks, viser det sig at juridisk uafhængighed er forbundet med større personlig frihed for alle elementer. Demokrati hjælper på to områder: Forsamlingsfrihed, og ytrings- og informationsfrihed.

Et sidste spørgsmål er derfor, hvad man lærer af undersøgelsen? En af indikationerne i Niclas og Jergs studie kommer fra observationen, at juridisk uafhængighed er vigtigst for borgernes personlige frihed når der ikke er demokrati eller blot flerpartivalg. Der er således en god forklaring på, hvordan enkelte steder som Hong Kong og Singapore stadig har vestlig beskyttelse af den personlige frihed på trods af, at ingen af dem kan kaldes demokratiske. Begge steder, og i særlig grad i Hong Kong, har en essentielt britisk tradition for uafhængige domstole haft den bivirkning, at borgerne i deres privatliv har større frihed end i adskillige europæiske lande. Studiet rejser også det spørgsmål, om det primært er juridisk uafhængighed eller bredere forhold forbundet med økonomisk frihed, der påvirker borgernes personlige frihed. Det spørgsmål må besvares en anden dag med et nyt studie.