Ved Filip Steffensen

Religionsfrihed er én af de helt centrale liberale frihedsrettigheder. Religionsfriheden indebærer nemlig retten til frit at bekende sig til den overbevisning, man ønsker. Den er således tæt knyttet med tolerance, som handler om at udtrykke tålsomhed overfor fænomener, man måske selv finder frastødende, umoralske eller forkerte. Tolerancen har en lang historie, og et af de første dokumenter omhandlende religiøs tolerance stammer tilbage fra 1264, hvor hertug Boleslaw udstedte et Chartret af Kalisz, der gav jøderne i Polen en række hidtil usete religiøse friheder. På daværende tidspunkt var religiøse stridigheder dybt indgroede i samfundet, og tanken om, at religiøse grupper kunne leve i fred og fordragelighed var nærmest revolutionerende.

Tolerancens hovedtænkere

Sidenhen udviklede og forfinede centrale tænkere i Oplysningstiden idealet om tolerance. Blandt andre var John Locke eksponent for en vidtgående tolerance forstået som en ikke-indgribende tålsomhed overfor andre religiøse grupper. Selvom Lockes Letter Concerning Toleration var skelsættende, strakte Lockes tolerance sig imidlertid ikke til ateister. Det er ligeledes blevet fremført, at Lockes argument i ”Letter” ikke er baseret på en umistelig samvittighedsfrihed, men derimod bekymringer om samfundets orden og stabilitet. Ifølge dette perspektiv var Lockes projekt altså at sikre fred og stabilitet, snarere end at advokere for en umistelig samvittighedsfrihed. For Locke er religiøs pluralisme et uomgængeligt faktum, så spørgsmålet er, hvordan disse grupper kan leve i sameksistens? Her er Lockes svar altså, at staten skal forholde sig neutralt. Erfaringen viser nemlig, ifølge Locke, at forsøg på omvendelse kun har bidraget til sekteriske krige og stridigheder:

“It is not the diversity of opinions (which cannot be avoided), but the refusal of toleration to those that are of different opinions (which might have been granted), that has produced all the bustles and wars that have been in the Christian world upon account of religion”  s. 40-41

Men er Lockes tese om, at en religionsneutral stat er fremmende for fred og stabilitet, sand? Det har jeg forsøgt at svare på ved at anvende PEW Research Forums datasæt omhandlende religionsfrihed og sociale konflikter.

Religionsfriheden under pres

Som skitseret ovenfor har en række centrale tænkere leveret overbevisende argumenter for religionsfrihed. Men hvordan er situationen med religionsfriheden i dag? PEW har udviklet et indeks over ”government restrictions” (GRI), og her ses det, at udviklingen peger i retning af, at flere lande indfører nye begrænsninger på religionsfriheden (se link for nærmere definition). Nedenfor har jeg vist udviklingen over tid, fordelt på regioner.

Det fremgår, at GRI indeksets gennemsnit er blevet højere i alle 6 regioner.  Forskellen på verdensplan er næsten et helt skalapoint, idet udviklingen har bevæget sig fra et verdensgennemsnit på 2.49 til 3.41 fra 2007 til 2016. Det fremgår yderligere, at Mellemøsten og Nordafrika har flest begrænsninger på religionsfriheden. Nedenfor har jeg vist udviklingen i verdensgennemsnittet over tid. Den horisontale linje angiver gennemsnittet for hele perioden 2007-2016, og indikerer dermed, at vi befinder os over gennemsnittet for perioden.

Kigger vi på udviklingen i gennemsnittet for hver region, ses det, at indekset over statslige begrænsninger på religionsfriheden ingenlunde er en sejlivet og uforanderlig størrelse. Tværtimod viser grafikken, at beskyttelsen af religionsfriheden kan svækkes markant på få år.

Lockes tese: religionsfrihed og konfliktniveau

Men hvordan er så forholdet mellem beskyttelsen af religionsfriheden og sociale konflikter? Vil man opleve mere intense sociale og religiøse konflikter i repressive stater, som kuer religionsfriheden? Er en solidt beskyttet religionsfrihed med til at sikre fred, fordragelighed og stabilitet, som Locke mente? For at undersøge dette har jeg kørt en bivariat regression med indekset over religiøse begrænsninger (GRI) som uafhængig variabel. Dertil har jeg inddraget et indeks over sociale konflikter som afhængig variabel (SHI). Indekset måler ikke statslig undertrykkelse af religiøse grupper, men inddrager i stedet 13 indikatorer på, at enkeltindivider og grupper forsøger at begrænse andre gruppers religionsfrihed (se link for nærmere definition).

Regressionen viser, at der er en sammenhæng mellem et lands statslige begrænsninger af religionsfriheden og konfliktniveauet i landet. Jo flere statslige begrænsninger, des højere konfliktniveau. Koefficienten på 0,59 er statistisk signifikant, og angiver, at når et lands statslige begrænsninger (GRI) stiger med et point, stiger konfliktniveauet med 0,59 skalapoint. Det er ikke en negligerbar effekt, da begge skalaer går fra 1-10. Det er med andre ord ikke usædvanligt, at et land implementerer statslige begrænsninger i et sådant omfang, at GRI stiger med et skalapoint. Fra 2015 til 2016 havde Gambia den største ændring i GRI, hvilket steg med hele 2,1 skalapoint. I samme periode steg konfliktniveauet (SHI) tilsvarende fra 1,8 til 3,1. På samme måde steg Etiopiens GRI fra 3,1 i 2015 til 4,7 i 2016. I samme periode steg SHI fra 2,0 til 2,5.  Nedenfor har jeg vist en model, som skitserer sammenhængen mellem statslige begrænsninger og konfliktniveauet.

Det tyder altså på, at der er en vis støtte at hente til Lockes tese om, at tolerance mindsker konfliktniveauet, da høje værdier på GRI går i hånd med høje værdier på SHI. Dog skal det bemærkes, at jeg i ovenstående ikke har kontrolleret for andre variable, som kan påvirke sammenhængen. Det er eksempelvis ikke utænkeligt, at faktorer som social tillid og indvandringsniveau vil påvirke sammenhængen. Det har imidlertid ikke været mulige at inddrage sådanne variable indenfor datasættets rammer.