Hvordan går det i Grækenland og Italien?

I går bragte TV2 News en reportage med Ulla Terkelsen og Miriam Zesler fra Athen. På overfladen så det ud til at gå bedre efter en række rædselsfulde kriseår, men mange af de grækere, de to journalister talte med, var ikke optimister. En sagde direkte, at intet havde ændret sig siden før krisen. På sin vis er det en meget præcis karakteristik: Mens der er gennemført alvorlige nedskæringer i de græske budgetter, er det politiske system stadig dybt dysfunktionelt, og den græske mentalitet – mange synes at mene, at det hele var tyskernes skyld og man burde slet ikke have skåret i statens udgifter – synes uændret. Politikere og mange medier skriver dog, at problemerne nu er løst. Hvor korrekt er det?

Ser man først på gældsudviklingen i Grækenland og Italien – den anden store hovedpine for EU og eurozonen – ser det ikke videre positivt ud. Nok har man bragt de græske statsfinanser nogenlunde under kontrol, men den græske statsgæld var stadig over 180 % af BNP ved udgangen af 2017. Som en ganske grov tommelfingerregel plejer økonomer at sige, at et gældsniveau over 80-100 % vil tynge landets økonomi. Rentebetalingerne begynder at blive så store, at det ar en synlig effekt på statens budget, og et så højt niveau er for det meste et symptom på politisk dysfunktionalitet – at politikerne i en længere årrække har ladet stå til og ikke taget finansielt ansvar. Som figuren nedenfor viser, er det græske niveau således cirka det dobbelte af den normale, kritiske grænse. Det italienske niveau er ikke nær det samme problem, men som figuren nedenfor illustrerer, er de gode år med nogenlunde ansvarlig politik ovre, og gælden er stigende igen. Den nuværende populistiske regering i Rom har på ingen måde gjort det bedre, men insisterer på at bruge flere penge.

På den internationale scene er et af problemerne, at det i høj grad er udenlandske stater, der ejer den græske statsgæld, mens en væsentligt større del af den italienske ejes af italienske (og udenlandske) banker. En græsk gældslettelse – dvs. en delvis græsk bankerot, selvom det ikke må hedde det – vil således skulle betales af disse stater. En stor del af gælden holdes af ECB, og hvis den lettes, må eurozonens medlemmer, der ejer ECB, rekapitalisere banken. Det er særligt de nordeuropæiske medlemmer ekstremt utilbøjelige til at ville gøre. Et yderligere problem er, at kreditorerne – EU’s regeringer, den Europæiske Centralbank og den Internationale Valutafond – også har svært ved at komme til enighed om, hvad der helt præcist bør ske. IMF, der ligesom OECD har taget et stort skridt til venstre de senere år, foretrækker en langt blidere linje overfor Athen, mens særligt dele af EU ikke er parate til at forære noget, der nærmest har lignet en failed state, flere midler.

Den eneste holdbare vej ud af kaosset for Grækenland, og det snigende gældsmareridt for Italien, er økonomisk vækst. Og her ser det, som illustreret i den anden figur nedenfor, en smule bedre ud fra grækerne end italienerne, der synes reformresistente i næsten danske omfang. Grækerne har af nød faktisk indført en række reformer af både den offentlige sektor og dele af de statslige reguleringer – om end ikke nær så dybe reformer, som regeringen har lovet – og IMF regner med, at økonomien reelt voksede 2 % i 2018 og sandsynligvis vil vokse lige så meget i år. Det er langt fra nok for en økonomi, der er sat næsten 20 år tilbage og har behov for langt højere vækstrater til at hjælpe med at betale gælden, men det er en start.

Længere mod vest ser det langt værre ud, da der stort set ingen vækst har været i den italienske økonomi i snart 20 år: Den gennemsnitlige vækstrate siden 1999 har været ½ % om året. Den nuværende regering ønsker at ’stimulere’ økonomien gennem finanspolitikken. Men som enhver, der har fulgt et introduktionskursus i makroøkonomi ved, vil finanspolitiske tiltag måske give en mindre aktivitetseffekt, men den virker næppe mere end 2-3 år, og kommer ikke til at have varig virkning på nationalindkomsten eller arbejdsløsheden. Tilbage står endnu et hul i statens finanser, fordi der ingen planer er for at dække de ekstra udgifter med ekstra skatter.

Bundlinjen er, at de to specielt finanspolitisk uansvarlige europæiske lande begge stadig er syge økonomier. Begge lider under det mentale problem, som historikeren Bernard Lewis engang opsummerede i spørgsmålet ”Who did this to us?” – at man kollektivt nægter at tage ansvaret for egne finanser og egen uansvarlighed på sig. Begge lider også under en aftagende vækstrate i det meget lange løb, som det ganske let kan ses i den anden figur i dag. Det vækstmønster er typisk for økonomier, hvor en relativt lille del af den samlede vækst kommer fra vækst i produktiviteten. Som Robert Solow slog fast for mere end 60 år siden, er produktivitetsvækst nøglen til permanent vækst. Som de sidste 20 års forskning i vækst peger på, handler det spørgsmål i høj grad om gode institutioner, der skaber incitamenter for folk til at innovere i stedet for at rent-seeke. Og ser man på netop dét aspekt af problemet, ser det i særligt grad sort ud for Grækenland og Italien. Gælden er blot et symptom på, hvor institutionelt syge de to samfund er.

2 thoughts on “Hvordan går det i Grækenland og Italien?

  1. kjeldflarup

    Netop udsigten til ægteskab med de sydeuropæiske lande var grunden til, at jeg altid har sagt nej til en møntunion. Etableringen af møntunionen var mere et udtryk for politisk ønsketænkning end et seriøst samarbejde. Alene de konvergenskrav man lagde ud med, var rent gætværk, tilpasset efter at man kunne få Sydeuropa med – og Frankrig.

    Hvad kan man gøre. Vel ikke ret meget andet end at græde.

    Svar
    1. Christian Bjørnskov Forfatter

      Jeg er ikke uenig. Men en del af problemet var, at man lod Italien og Grækenland med i euroen på trods af at de_ikke_overholdt konvergenskravene. Det var det første signal om, at kravene ikke var vigtige og kunne brydes, uden at det fik konsekvenser.

      Svar

Leave a Reply to kjeldflarupCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.