I denne uge bragte Ræson en artikel af Niels Westy og undertegnede, som nu kan læses gratis. Redaktionen har givet vores artikel titlen Det er de fattige, der har vundet mest på globaliseringen, som ikke er helt misvisende. Vi hylder globaliseringen og peger på en meget lang række faktuelle fejltagelser og misforståelser, som plager den danske debat om globalisering og global ulighed. Niels og jeg understreger ikke mindst at:

“Den helt afgørende triumf i de seneste tre årtier er dog den enorme reduktion i den globale fattigdom, som er uden sidestykke i menneskets historie. Økonomer på tværs af politiske skel – fra højreorienterede som Robert Barro til venstreorienterede som Branco Milanovic – har omhyggeligt dokumenteret, hvordan klodens fattigdom er styrtdykket siden 1980’erne.”

Niels og jeg peger på, hvordan dette uomstridelige faktum ofte ignoreres i debatten, og til tider direkte modsiges. Pia Olsen Dyhr påstod for eksempel i Politiken i februar at ”Det er en helt absurd sandhed, at i et Danmark, der er rigere end nogensinde før, har de fattigste oplevet reel indkomsttilbagegang.” Sagen er, at det ikke er !en sandhed”, men ren misinformation. Denne og en række andre påstande, som både politikere og skruppelløse særinteresser som Oxfam Ibis ofte gentager, hviler på en grundlæggende misforståelse af hvad absolut fattigdom er i forhold til det noget mærkelige begreb ”relativ fattigdom.”

Vi peger også på, hvordan meningsdannere ofte enten misforstår eller blot misbruger nonsens-information fra det opgørelser af ulighed i målte nettoformuer, der hvert år kommer i form af en rapport fra Credit Suisse. Sidst, men ikke mindst, peger vi på hvor dybt misvisende debatten om såkaldt ’social dumping’ er.

Alle disse forhold mener vi danske journalister burde vide, og fange/konfrontere politikere og særinteresser med. At vi her snart 16 år efter vores første fælles artikel om emnet skal gentage pointerne, peger dog på at det (mildt sagt) ikke er noget, journalister lærer af sig selv. Vi håber derfor i denne omgang, at de fleste af dem læser Ræson.