Udover en række forvirrede venstreekstremister og enkelte nationalkonservative, er der bred opbakning til den grundlovssikrede ytringsfrihed i Danmark. I påsken forsvarede den altid glimrende Peter Kurrild-Klitgaard for eksempel ytringsfriheden i Berlingske Tidende, og både Berlingske og JP har bragt fine ledere om emnet. Opbakningen til fuld presse- og ytringsfrihed er heldigvis massiv, og selv hvis den ikke havde været solid på Christiansborg, kunne Folketinget stadig næppe gøre meget uden at ignorere Grundloven.

Det samme gælder ikke i resten af Europa, hvor Orbán-regimet i Ungarn er på vej mod at blive et mini-Rusland og Tyrkiet igen anholder folk for at fornærme staten. Man må derfor spørge, hvor robust presse- og ytringsfrihed er mere generelt. Når man først en gang har indført en grad af frihed, hvor svært er det da at rulle den tilbage?

Det spørgsmål kan besvares ved at se på, i hvor høj grad pressefrihed beskyttes i samme grad fra år til år. Vi illustrerer derfor den generelle sammenhæng over tid i figuren nedenfor, der viser sammenhængen mellem pressefrihed i 1993 og 2017 på tværs af 41 europæiske lande. Indekset er fra Freedom House og rangerer mellem 0 (perfekt frihed) og 100 (ingen pressefrihed). Korrelationen i figuren er 0,76, og matcher således den tilsvarende korrelation på 0,79 på tværs knap 140 andre lande i af resten af verden. Ydermere er det smarte ved denne type graf, at lande med stabil pressefrihed ligger langs den orange 45 graders-linje, mens lande under den har forbedret pressefriheden i de 25 år og lande over har forværret den.

De seks lande, der har forbedret sig klart mest, viser sig at være Serbien (-37), Slovakiet (-21), Bosnien (-19), Rumænien (-17), Slovenien (-17) og Kroatien (-15). med en score på 49 er pressefriheden i Serbien ikke imponerende, og ligner den i Albanien og Bosnien (51), men det er et massiv skridt fremad. Omvendt er Slovakiet og Slovenien nu på højde med det meste af Nordeuropa. Undertrykkelsen i den del af verden har derfor vist sig ikke at være videre persistent.

Omvendt viser de seks lande, der er gået mest tilbage, hvor skrøbelig presse- og ytringsfrihed kan være, når den udsættes for politisk pres. Både Tyrkiet og Hviderusland er gået 17 point frem på indekset og dermed tilbage i frihed – og i Tyrkiet ser udviklingen ud til at fortsætte – mens lande som Moldova (+15), Ungarn (+14), Grækenland (+14) og Spanien (+14) markant har svækket pressefriheden. Ungarn har været diskuteret flittigt de senere år, og med god grund, men svækkelsen i Grækenland og særligt i Spanien er gået medierne forbi. Det rejser to spørgsmål: Fra en forskningsmæssig vinkel er spørgsmålet, hvorfor pressefriheden er så skrøbelig i nogle lande og om forfatningen de facto beskytter pressen (noget som Stefan Voigt og jeg har set på i endnu uudgivet forskning), mens spørgsmålet fra en praktisk-politisk vinkel er, om ’man’ kan gøre noget som helst ved det? Det sidste spørgsmål lader vi hænge til læserne.