Identifikationspolitiet og værktøjsskurets fanger

Nationaløkonomi og dele af statskundskab har i årevis været plaget af det, der ofte omtales som ”identifikationspolitiet.” Politiet består af en lang række kolleger, der både til konferencer og som fagfællebedømmere stiller meget høje krav til et bestemt aspekt af forskning i samfundsfagene: At man kan vise med ekstrem sikkerhed, at det man empirisk finder, er sikkert og med stor præcision udtryk for en årsagssammenhæng. Det har fået store konsekvenser, men ikke blot for hvor omhyggelige forskerne er, men også for hvilke spørgsmål en hel generation kaster sig over. Debatten er nu opsummeret af Christopher Ruhm i et nyt NBER arbejdspapir (gated version her) og den glimrende Timothy Taylor omtaler også Ruhms arbejde på the Conversable Economist. Ikke mindre interessant diskuterer den altid interessante Niclas Berggren identifikationsproblemet i det nye nummer af Ekonomisk Debatt (som kaldes læses i sin helhed her og som altid er stærkt anbefalet).

Som Niclas med vanlig præcision formulerer dilemmaet i lederen:

“Man kan tänka sig fyra typfall: Ett där metoderna är näst intill perfekta och frågan betydelsefull; ett där metoderna är näst intill perfekta men frågan oviktig; ett där metoderna är ofullkomliga men frågan betydelsefull; och ett där metoderna är ofullkomliga och frågan oviktig. Att det första fallet är bättre än de övriga tre är helt klart, liksom att det fjärde är sämre än de övriga tre.”

Situation 1 er ideel, men ganske sjælden. Spørgsmålet, som vi har talt om adskillige gange, er derfor hvordan man vurderer situation 2 og 3? Og her opstår det problem, at mange nationaløkonomer – i helt særlig grad i arbejdsmarkedsøkonomi og adfærdsøkonomi – er endt i situation 2: Næsten perfekte metoder, men ganske marginale spørgsmål. Ender man der, og holder man fast i aldrig at se på spørgsmål, der ikke kan besvares med næsten perfekte metoder, er man i virkeligheden blevet det Niclas kalder ”værktøjsskurets fanger.”

Skal man opfylde identifikationspolitiets krav, risikerer man med andre ord i sin stræben efter perfekte svar at stille aldeles ligegyldige spørgsmål. Man bliver fange af sine egne metodekrav og ender med at gøre sig selv overflødig. En af de mest interessante diskussioner i samfundsvidenskaberne for tiden er derfor, hvor grænsen går. Der er praktisk taget umuligt at svare på store spørgsmål om f.eks. langsigtet udvikling, hvor institutionelle forskelle kommer fra – hvorfor er de britiske og danske retsvæsener så meget bedre end deres pendanter i Spanien og Argentina – eller hvorvidt ulandsbistand har politiske bivirkninger, hvis man skal bruge perfekte metoder og data. De eksisterer simpelthen ikke. Grænsen må gå et eller andet sted, men som Niclas også konkluderer i Ekonomisk Debatts leder, må den ikke afholde forskere fra at komme med uperfekte svar på vigtige spørgsmål!

7 Kommentarer

  1. Dilemmaet har måske en god forklaring. Vi lever jo i en verden hvor eksperter og forskere er vigtige. Læg mærke til de mange nyhedshistorier hvor der henvises til eksperter og forskere.

    Eksperter og forskere har tilsyneladende fået mere indflydelse og magt. Derfor bliver det også interessant at gå dem tættere på klingen.

    Lad os blot tage spørgsmålet om topskat. Skal vi afskaffe den blot fordi eksperten Otto Brøns-Petersen siger det?
    Hvis man ikke har en situation 1 argument imod afskaffelse, så kan man jo ty til en strategi om at miskreditere alle argumenter for.

    • Christian Bjørnskov

      27. april 2019 at 12:23

      Det er i princippet rigtigt, men der er to indvendinger mod dit argument. For det første er det noget, der drives af forsknigsmiljøet selv. Det er ikke et fænomen, der kommer fra det omkringliggende samfund. Det andet argument er, at der nok henvises til eksperter og forskere, men det er endda_meget_svært at se, at forskerne har nogen som helst faktisk indflydelse. Min erfaring er, at eksperter og forskere bruges til at retfærdiggøre politik, man alligevel ville have ført. Vi har ingen reel indflydelse.

      • Der er meget få mennesker der har reel indflydelse, men med en blog som har pænt mange læsere, invitationer fra medierne o.s.v. så har du mere indflydelse end blot en stemmeseddel.

        At kunne retfærdiggøre en politik er i høj grad også indflydelse, og man har et vist valg hvilken politik man vælger at retfærdiggøre.

        Og f.eks. Piketty, vil jeg mene har haft en stor indflydelse, og det er ikke for at Punditokraterne ikke har ageret politi overfor ham.

      • Og så glemte jeg helt at nævne tænketankene. De går målrettet efter at anvende forskning til politisk indflydelse.

        • Christian Bjørnskov

          28. april 2019 at 13:54

          Jeg definerer indflydelse som en situation, hvor vi har faktisk effekt på den førte politik, og ikke en situation, hvor vi læses og måske påvirker debatten. Og dén indflydelse ser jeg overhovedet ikke.

          • @ Christian Bjørnskov

            Du ser ikke indflydelse på hvad?
            Idag kører der kæmpe debat om grænser for ytringsfrihed og religiøs indflydelse.

            Landsdækkende medier fordrejer bevidst fakta & manipulerer trods netop deres skatteyderfinansierede opgave er at informere objektivt

            Jeg ser tydelig indflydelse og medansvar for samfundsmæssig polarisering, især fra en politisk fløj der konsekvent ignorerer fakta & dokumenterede problematiske sammenhænge.
            Min påstand finder jeg bekræftet i lodret falske overskrifter der går på følgende bevidste fordrejning: :Paludan medfører million store udgifter til samfundets beskyttelse mod vold. Ytringsfrihed er jo stadigvæk et gode nogle ønsker stækket gerne med vold eller drab.

            Er den former for overskrifter et moderne demokratisk samfund værdigt? Jeg finder det chokerende og yderst farligt.

            Er dette forklaringen?
            https://journalisten.dk/hver-tredje-danske-journalist-ville-stemme-radikalt

    • Jeg er gennem ca 50 år her i landet kommet frem til stik modsatte konklusion. Fakta og saglige argumenter tæller stadigt mindre mens holdninger er blevet alt afgørende.

      Især de medier du henviser til er også elendig til at formidle fakta og objektiv journalistik
      Jeg følger af samme grund udenlandske medier og debatter hvor særligt tysk, og tildels norsk, niveau for seriøsitet er milevidt bedre end herhjemme.

      Eksempelvis er der altid omkostninger oplyst ved ulykker i Tyskland. Herhjemme koster det tilsyneladende ikke noget at dumme sig

      Vores presse slipper alt for nemt om ved dårlig journalistik. Det er jo nemt at markedsføre en holdning mens saglighed kræver indsigt i komplekse sammenhænge og læsning af data samt højere krav til sober og faglig korrekt formidling.

      En overgang var Weekendavisen og Politiken istand til at levere dybtgående journalistik på højde med der Spiegel, Aftenposten, die Zeit, Süddeutsche eller der Standard.
      De tider er længe forbi. Hvilket selvsagt afspejles i vore offentlige debatter hvor sort hvid holdninger og gensidige haderklæringer er blevet normen.

      Vores unge er nærmest totalt ude af stand til at argumentere sagligt og automatisk henvise til statistik, beregninger eller holdningsundersøgelser som belæg for deres holdning til dette eller hint.
      Kritik er lig had Evt data anses konsekvent for irrelevant, utroværdigt eller manipuleret til gavn for bestemte holdninger. Selv akademikere har denne forkastelige indstilling trods deres uddannelse angiveligt skulle skabe eksperter i dataforståelse fremfor meningsdommere.

      En tragisk & fremmedgørende udvikling der polariserer vores samfund yderligere.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑