Økonomiske metoder og økonomisk tænkning kan bruges alle mulige steder! Det var et hovedbudskab, da jeg i formiddags holdt oplæg for en gruppe 2g’ere fra et handelsgymnasium i Aarhus. Oplægget, som jeg har holdt en række gange, handler i princippet om brugen af matematik i økonomi, men kommer dermed også uvægerligt til at handle om brugen af formel økonomisk tænkning og metode.

Oplægget startede med en ganske simpel monopolmodel, hvor et monopol finder sin optimale produktion – for eksempel hvor mange billetter DSB skal prøve at sælge – givet hvordan forbrugerne reagerer: Udbyder man flere billetter, får man større indtægter qua det større salg, men tjener mindre per billet, da prisen falder. Man kan dermed finde monopolets optimale produktion, og dermed vise, hvad der sker på markedet, hvis der kommer én konkurrent. Det kræver blot brug af simpel differentialregning, som man lærer i gymnasiet. Jeg viste dem derefter en standard korruptionsmodel, der faktisk blot kræver brug af to uligheder – dvs. folkeskolematematik – men som man faktisk kan komme ganske langt med.

Det særlige, som jeg understregede for eleverne, er dog at denne type tænkning kan udbredes til mange andre spørgsmål. Og det særlige spørgsmål, jeg stillede dem i formiddags er, hvornår man skal slå til og prøve at score til en gymnasiefest om fredagen. Det kan også illustreres med en ganske simpel model.

Hvis Noe er på vej til gymnasiefest, har han to forhold at overveje. Det første er udbuddet af ’lækre’ – dvs. hvor mange er der, som han kunne forestille sig at score – mens det andet er sandsynligheden for at score en af dem. Noe kan derfor med fordel forestille sig, at udbuddet kan illustreres ved ligningen Q = a – b t, hvor Q er udbuddet af ’scoringsværdige’ til et hvilket som helst tidspunkt t, a er antallet fra festens start (densiteten af scoringsværdige), og b er tempoet de enten forlader festen eller scores af en anden. Jo længe man venter, jo færre er der.

Det andet element af Noes beslutning ligger i scoringssandsynligheden. Den kan illustreres med ligningen  P = l + c t, hvor P er sandsynligheden, l er en lækkerhedsparameter – jo lækrere Noe er, jo større er chancen – og c er tempoet hvormed folk bliver fulde og desperate, og dermed nemmere at score.

Noes beslutning består derfor i at maksimere P Q, dvs. hans samlede scoringsmuligheder. Ganger man de to elementer sammen, er det (a – b t)(l + c t), som man ganske enkelt differentierer og sætter lig med nul. Gør man det, får man – som alle studenter ved – ligningen a c – b l – 2 b c t = 0. Med andre ord er det rigtige tidspunkt Noe skal slå til, efter at festen har været i gang i t* = a / 2b – l / 2c.

Det morsomme i formiddags var derfor at introducere 2g’erne til måden at tænke i trade-offs, som er central for al økonomi. Og mens scoringseksemplet i dag kan synes helt absurd for mange af vores læsere, virkede det ganske brugbart for flere af de gymnasieelever, der besøgte AU i dag. Det gælder ikke mindst, når man ser fortolkningens pendanter til virkeligheden: Flere objekter, a, betyder at man kan vente længere, er man lækrere – l – scorer man hurtigere, men hvis folk forlader festen hurtigt – et stort b – eller ikke drikker ret meget – et lille c – gælder det om at slå til tidligt. Om nogle af eleverne bruger modellen aktivt, må tiden vise.