Børn udenfor ægteskabet

I Danmark er det mange år siden, vi holdt op med at mene, at der er noget galt med at få børn uden at forældrene er gift. Børn født udenfor et officielt ægteskab er helt almindeligt i dag, og nye Eurostat-tal peger faktisk på, at det er lidt mere end halvdelen af alle børn, der er født udenfor ægteskabet. Vi er således holdt op med at bruge ordet bastard – i det mindst i dets oprindelige betydning.

Sådan er det dog ikke resten af verden, hvor spændet fordeler sig mellem 3 % i Tyrkiet og 58 % i Estland. Esterne er derfor meget på linje med de tre skandinaviske lande, der alle ligger lige omkring 55 %. Til sammenligning er andelen af fødsler udenfor ægteskabet omkring 40 % i USA, som derfor ligger på cirka spansk og østrigsk niveau.

Det interessante spørgsmål er, hvad der ligger bag disse forskelle. Som det kan ses i figuren nedenfor, handler det i høj grad om den religiøse transition (læs f.eks. her; ungated version her). I takt med, at folk bliver mindre religiøse, bliver en række andre normer – er er basalt religiøse i deres oprindelse – også svagere. Og som det kan ses på figuren, er graden af religiøsitet (målt af Gallups World Poll) stærkt forbundet med andelen af børn, der fødes udenfor ægteskabet. Ser man på spørgsmålet med en smule mere avanceret statistik, viser det sig at religiøsitet trumfer andre mulige forklaringer som f.eks. økonomisk udvikling.

Man kan altid spørge, om det er udtryk for en god eller dårlig udvikling, men uanset hvad man mener, må det understreges, at andelen af børn født udenfor ægteskab ikke er det samme som andelen af børn født udenfor et stabilt parforhold! Nogle gange er det naturligvis udtryk for, at et barn er født udenfor et parforhold, men andre tider fødes børn faktisk i ustabile eller dysfunktionelle ægteskaber. Og den religiøse transition er også forbundet med andre forhold, man må regne med alle er enige i, er gode: Bedre retsvæsener, højere tillid og mere produktivitet. Så selvom man måske måtte være blandt dem, der mener at børn bør fødes af forældre der er gift, betyder det også noget, hvilket samfund de fødes ind i.

1 Kommentar

  1. kjeldflarup

    2. maj 2019 at 23:53

    At udpege faldende religiøsitet som en årsag, leder så til spørgsmålet hvorfor religiøsiteten falder.
    At der er en sammenhæng mellem børn og religion undrer mig ikke, da jeg ser religion som et redskab forældre kan bruge til at overføre værdier til deres børn. Så enten har forældre ikke nogle værdier at overføre til deres børn, eller også er der sket et værdiskred så kraftigt, at religionerne ikke kan følge med.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑