I dag er det 40 år siden, Margaret Thatcher tiltrådte som britisk premierminister i 1979. Det var et vendepunkt ikke blot for Storbritannien, men kom også til at præge den økonomisk-politiske dagsorden i resten af den vestlige verden. Thatcher forblev premierminister til 1990.

Ved regeringsskiftet havde briterne arvet titlen som “Europa syge mand”. Det var en økonomi præget af stagnation og ubalancer – ikke mindst en høj inflation. Det kom til at ændre sig.

Strukturreformer i form af bl.a. privatisering og deregulering, opbremsning i den offentlige sektors vækst, skattereformer med lavere marginalskatter, anti-inflationær pengepolitik og mindre vægt på konjunkturpolitisk aktivisme kom på dagsordnerne, bl.a. takket være Thatchers eksempel og succes med at vende den økonomiske udvikling hos briterne.

Det giver egentlig et meget godt snapshot at se på udviklingen i Fraser Institute m.fl.s Index of Economic Freedom. Indekset består af fem underindeks – alle i området 1-10, med 10 som højeste (målene bag indeksene kan diskuteres, men det overordnede billede er ikke helt skævt). Figuren viser indeksværdierne hvert femte år siden 1970.

Det samlede indeks sprang med et helt point fra 6,7 til 7,7 fra 1980 til 1985, den største stigning i de små halvtres år det er opgjort for. Den mest dramatiske stigning var i underindekset “sound money”. Det afspejler, at det lykkedes at få bugt med den høje inflation. Det skete vel at mærke ikke med indgreb i priser og lønninger, som ellers var på mode, men ved stoppe den inflationære pengepolitik. Også i USA lykkedes det at bremse inflationen med en strammere pengepolitik. Det samme kom indirekte til at ske i Danmark, efter at kronekursen blev bundet til D-marken i 1982, og Danmark kom til at føre samme pengepolitik som i Tyskland.

Men også udviklingen i underindekset for “freedom to trade internationally” steg markant. Det skete dog så hurtigt, at det allerede var sprunget i vejret i 1980. Det afspejler ikke mindst, at den nye regering stort set skrottede de hidtidige kraftige restriktioner på kapitalbevægelser. Frie kapitalbevægelser er den helt almindelige tilstand i dag, men i 1979 var det ganske uset. Mange forudså, at det ville føre til store ubalancer, men i stedet bidrog det til både økonomisk vækst og indirekte også til stabilitet. Med frie kapitalbevægelser kommer valutakursen hurtigere under pres ved en uklog økonomisk politik. Samtidig med liberaliseringen af kapitalbevægelserne kom også en tiltrængt deregulering af kreditmarkederne.

Udviklingen i underindekset for “size of goverment” steg som følge af et fald i top-marginalskatten fra 83 pct. til 40 pct. og et gradvis fald i skatte- og udgiftstrykket. Opgøret med de offentlige udgifter blev dog ikke så stort, som Thatcher lagde op til. Til gengæld blev et stort antal statsejede virksomheder privatiseret. Samtidig blev der dereguleret navnlig i anden del af hendes regeringsperiode.

Så meget for snapshottet. Der skete mange ting, som er værd at se nærmere på – af både godt og skidt. Det kan være, vi kan fejre jubilæet med et par posts om det i den kommende tid…