Som vores faste læsere ved, er det ved at være tiden for en af punditokraternes traditionelle, årlige diskussioner: Hvem er de bedste danske økonomer – og hvordan kan man måle det? I år er det ti år siden, vi første gang tog diskussionen, der også i flere år blev dækket af Børsen. Som læserne også ved, forsøger vi hvert år at fange kvalitet på en anden måde end tidligere år for derigennem at give et indtryk af, hvor svært spørgsmålet faktisk er.

Det særligt nye i år er, at vi har valgt at se på alle fastansatte forskere på nationaløkonomiske institutter i Danmark der har med nationaløkonomiske emner at gøre. Hvis folk ikke har noget med nationaløkonomi at gøre – hvis de for eksempel forsker i logistik, ren finansiering eller ren matematisk statistik – er de ikke med på listen. Omvendt tager vi dem med, når deres emner inkluderer ’financial economics’ eller praktisk anvendelse af økonometri.

Måden, vi måler kvalitet på i år omfatter tre forskellige forhold: Et produktivitetsmål, et prestigemål, og et interessemål. Vi måler produktivitet ved at se på, hvor mange artikler en forsker har udgivet per år han eller hun har været aktiv; antal aktive år er i næsten alle tilfælde hvor mange år siden det er, man fik sin PhD. Prestige er et mål for kvalitet, som vi fanger gennem den højeste impact-faktor blandt alle de tidsskrifter, en forsker har publiceret i. Det tredje mål, som vi kalder et interessemål, er i virkeligheden et mål for hvor ofte andre forskere citerer ens arbejde. Vi fokuserer her specifikt på, hvor mange citationer per artikel hver forsker fik i 2018. Ved at normalisere både produktivitetsmålet med antallet af år man har været aktiv og se på citationer sidste år sørger vi således i år for, at ældre og mere etablerede forskere ikke har noget særligt forspring i måden, vi måler kvalitet på.

Et problem, som vi ikke har diskuteret før, er at de tre mål er ret forskelligt fordelte. At tage et gennemsnit af de tre, er derfor potentielt problematisk. I stedet for beregner vi gennemsnitsrangeringen på de tre mål og bruger det som vores indikator: Hvis forsker Z er nummer 6 på produktivitet, nummer 18 på prestige, og nummer 12 på interessemålet, bliver han dermed nummer 13. For at give et indtryk af, hvor usikkert målet er, giver vi derudover den bedste og dårligste placering for hver forsker, når vi i stedet for beregner deres gennemsnitsrangering på baggrund af to af de tre mål. Ideelt set bør det ikke variere for meget, men reelt gør det. Variationen illustrerer dermed, hvor upræcise mål for forskningskvalitet ofte er.

Resultatet af øvelsen er, at Lasse Heje Pedersen fra CBS – præcist som sidste år – er nummer et. Lasses placering er endda meget klar, da hans værste placering, når man varierer indekset, er nummer tre. Han er også med afstand den mest citerede med 928 citationer i 2018 – 22 per artikel, med økonometrikeren Asger Lunde (396) og undertegnede (395) som fjerne nummer to og tre. Asger Lunde fra Aarhus er også overordnet nummer to, skarpt forfulgt af tre CBS-økonomer: Steffen Andersen, Morten Sørensen og Morten Lau. Nummer seks på listen er bemærkelsesværdig, da det er Københavns Universitets Torben Heien Nielsen. Torbens PhD er fra 2012 og han er den højest placerede, der (endnu) ikke er professor.

Top 10 i år afsluttes af Morten Bennedsen, undertegnede, David Lando og listens første udlænding, Marco Piovesan. Listens første kvinde – min glimrende kollega Astrid Würtz Rasmussen – er nummer 14, og de to andre kvinder på listen er også fra Aarhus. Alt i alt fordeler de 25 første sig således på ti fra Københavns Universitet, ni fra CBS, fem fra Aarhus Universitet, og en enkelt – Thomas Barnebeck Andersen – fra Syddansk.

Listen omfatter således en række gengangere fra tidligere år, men mange læsere vil sikkert spørge om andre navne, der mangler. Svaret er, at fordi vi fokuserer på sidste års citationer og artikler per år, rykker flere ældre og etablerede navne ned af listen. Det gælder for eksempel mine kolleger Martin Paldam og Nina Smith, der med henholdsvis 3,4 og 4,0 citationer per artikel er langt mere citerede end de fleste, men lider under deres meget lange karrierer. En anden mulig kritik er, at den kun omfatter forskere ved danske universiteter. Der er en rimelig indvending, og udenfor Danmark sidder imponerende danske økonomer som for Toke Aidt på Cambridge, der ville have været nummer otte på listen, og Nicolai Foss fra Bocconi i Milano, der ville være nummer ni. På den anden side ville det være synd at miste de udlændinge, der er fastansatte ved danske universiteter og tæller så dygtige folk som listens nr. 21, franske Cedric Schneider, eller tyske Philipp Schröder.

Hele pointen i år som de foregående år er, at kvaliteten af forskning – og af de forskere, der foretager den – langt fra er enkelt at gøre op, men at det bør gøres. Nogle forskere udgiver relativt meget, mens andre bruger meget lang tid og forsøger at få deres forskning publiceret i særligt prestigiøse tidsskrifter. De allerdygtigste gør begge dele, men præcist hvilken vægt man lægger på, hvor fint tidsskriftet er, hvor flittige forskerne er, og hvor ofte, andre forskere citerer dem, kan man diskutere de næste 100 år.