Dansk økonomi – flere detaljer

Som vi har skrevet om flere gange, går det ikke særligt godt for dansk økonomi (læs f.eks. her og i Børsen). Dansk velstand følger ikke med naboerne, og slet ikke med Sveriges. Som jeg viste i Børsen forleden, har den svenske vækstrate per indbygger været mere end dobbelt så høj som Danmarks siden 2000. Problemet har ikke været diskuteret i valgkampen – det virker i høj grad som om, at det er et emne, som toppolitikere har interesse i at ignorere – og er ikke almindeligt kendt.

Formålet med posten i dag er, at komme lidt tættere på problemet, hvilket vi gør gennem tre figurer. Den første figur illustrerer udviklingen i værdiskabelse per arbejdstime, mens de næste viser udviklingen i antal arbejdstimer per fuldtidsansat og beskæftigelsesfrekvensen i antal fuldtidsbeskæftigede i forhold til befolkningens størrelse. I alle tre figurer viser de blå linjer den danske udvikling, de røde gennemsnittet af vores naboers, og de stiplede sorte linjer ratioen mellem de to udviklingslinjer.

Som den første figur viser, plejede Danmark at følge med nabolandenes udvikling indtil første halvdel af 90erne. Der er et lille bump omkring 1990-92, hvor det gik godt i Danmark, mens flere af vores naboer havde problemer med valutakrise (Storbritannien og Sverige i 1992-93) og genforening (Tyskland fra 1990). De 20 år før 1995 voksede BNP per arbejdstime 51,7 %, mens den voksede 49,4 % i vores nabolande; i de næste 20 år voksede den danske arbejdsproduktivitet 21,3 %, mens den voksede 25,2 % i vores nabolande. Forskellene er endnu større til Sverige – det mest sammenlignelige land – hvor vækstraterne var henholdsvis 28,1 % og 36,0 %.

Det interessante kommer, når man sammenligner udviklingen i BNP per arbejdstime med udviklingen i det gennemsnitlige antal arbejdstimer. Det er tydeligt i den anden figur nedenfor, at det danske arbejdsudbud, målt på timeantal, faldt støt fra 1970 indtil midten af 90erne. Derefter er det også tydeligt, at Nyrup-regeringernes arbejdsmarkedsreformer rettede op på problemet: Efter at have nået en bund, hvor en gennemsnitlig fuldtidsansat dansker kun leverede 90 % af de timer, vores naboer arbejdede, steg antallet til 96 %. Siden starten af 00’erne er antallet af arbejdstimer dog faldet igen til vi nu er tilbage på det absolutte antal, vi leverede i starten af 90erne. Det store spørgsmål, der rejser sig i en sammenligning mellem den første og anden figur er derfor, hvordan BNP per arbejdstime kan stige mens antallet af arbejdstimer falder igen?

En del af svaret kan ses i den tredje figur, og en del kommer fra en applikation af økonomisk teori. Figuren viser hvordan de samlede arbejdsudbud, i form af antal fuldtidsansatte, steg tydeligt efter Schlüter-regeringernes reformer efter 1982, faldt igen, og steg med Nyrup-regeringernes reformer indtil en peak under boomet 2005-2008. Derefter er det styrtdykket med cirka fire procentpoint, så den danske beskæftigelsesfrekvens er en smule lavere end hos vores naboer. Dette dyk er værd at bemærke, da det som man kan se af både nabokurven og den stiplede kurve ikke er sket i vores nabolande.

Overordnet er udviklingen således, at BNP per arbejdstime faldt markant i forhold til vores naboer i starten af 90erne. En hel del af denne udvikling kan tilskrives de flere mennesker på arbejdsmarkedet og i særlig grad det forøgede antal arbejdstimer per ansat. Den sidste arbejdstime er i sagens natur ikke lige så produktiv som den første, og når man forøger antallet af arbejdstimer, sænker man derfor hvad man i gennemsnit får ud af arbejdstiden. Et andet element er, at de ekstra folk i arbejdsstyrken kom fra den ’tynde ende’ af fordelingen. Med andre ord fik man i 90erne flere mennesker på arbejdsmarkedet, men mange af dem var ikke specielt produktive. Et andet forhold er, at der i perioden fra midt-90erne og godt ti år frem blev ansat flere i den offentlige sektor, hvis beskæftigelse steg omtrent fem procent. Disse beskæftigede bidrog heller ikke med at gøre Danmark mere produktivt.

Sidst, men ikke mindst, skal det med at siden 2007 har relativt mange danskere helt forladt arbejdsmarkedet og de tilbageværende arbejder færre timer. Det har derfor helt mekanisk forøget BNP per arbejdstime, men ikke hjulpet på den danske velstand. Danmark har stadig et produktivitetsproblem, og som det burde være klart, har arbejdsmarkedsreformerne de sidste 25 år ikke hjulpet på det.

2 Kommentarer

  1. kjeldflarup

    31. maj 2019 at 00:23

    Hvis det går bedre for svenskerne, hvorfor falder den svenske krone så?

    • Christian Bjørnskov

      31. maj 2019 at 09:23

      Det er vel primært en konsekvens af Sveriges rentepolitik. Og den har vel at mærke intet med langsigtet vækst at gøre.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑