Valget til Europa-Parlamentet kan udlægges som en sejr for de partier, som støtter EU. Det gælder i Danmark, hvor Folkebevægelsen røg ud for første gang. Enhedslisten kom ind i stedet, men efter at have modereret den klassiske modstand mod medlemskabet. Og det gælder for så vidt også for EU som helhed, selv om en række kritiske partier – f.eks. i Frankrig, England og Italien – fik gode valg. Men hvor stærk er EU-opbakningen, når det kommer til stykket?

Det er nærliggende at sammenligne med det britiske Brexit-flertal.

Efter folkeafstemningen har det vist sig med meget stor tydelighed, at der ikke er ét, men flere, svært forenelige Brexit’er. I den ene ende af skalaen er der de briter, som stemte for Brexit for at få et mere åbent Storbritannien med frihandel med alle lande. I den modsatte ende er der Brexittilhængere, som tværtimod ønsker et mere lukket Storbritannien, ikke mindst når det gælder arbejdskraftens frie bevægelighed. Problemet med at forene de meget forskellige Brexit-motiver er den centrale årsag til den politiske krise i Storbritannien.

For mig tyder meget på, at der blandt de EU-positive partier er ved at opstå en voksende og lignende splittelse. Tag f.eks. det danske Socialdemokrati, som gik til valg på et EU-projekt, der i høj grad er modsætningen til det eksisterende EU, ikke mindst Det Indre Marked. Partiet ønsker at begrænse den frie bevægelighed og at indføre langt mere fælles skattepolitik. I dag er skattepolitikken underkastet enstemmighedskrav netop for at forhindre en stærk føderal statsmagt i EU, og den nye skattepolitiske dagsorden er næppe realistisk uden at bryde med dette bånd. Arbejdsmarkedspolitik har også traditionelt været et nationalt anliggende, så længe landene ikke forhindrer den frie bevægelighed. Også i andre kredse kan man se en lignende bevægelse – f.eks. i retning af mere socialpolitik og gammeldags industripolitik i EU.

Der er ingen tvivl om, at der er kræfter rundt omkring i EU, som leder efter et EU-projekt med større folkelig opbakning. Kriserne – ikke mindst statsgældskrisen i Euroområdet, immigrationskrisen og de kollapsede udenrigspolitiske ambitioner i Nordafrika samt Brexit-afstemningen – har været tæt på livstruende, og de er ikke helt ovre endnu. Spørgsmålet er bare, om et mere populistisk projekt – baseret bl.a. på myter om, at uden en fælles politik på skatteområdet kan virksomhederne skalte og valte efter forgodtbefindende – ikke blot risikerer at splitte pro-europæerne? Det vil i stigende grad kunne få dem, som støtter det naturlige EU-projekt (der få steder er beskrevet så godt som her) med et indre marked og samarbejde om grænseoverskridende problemer som f.eks. klima og miljø, til at miste tiltroen til projektet. Det kan meget vel ende med at gøre EU’s eksistenskrise værre.