Valgkampen vidnede om, at der også i Danmark blæser nogle populistiske, anti-kapitalistiske vinde. Det kan til tider godt give mindelser om 1970’erne, om end det dengang var langt værre.

Det fik mig til at tænke på historien om, hvor langt ude Sverige var i 1970’erne, og hvor galt det kunne være gået. I stedet har Sverige bevæget sig i en klart mere liberal retning.

I figuren kan man se, hvordan Sverige i 1970’erne lå langt lavere end selv Danmark, når det gjaldt graden af markedsøkonomi (målt her ved Fraser m.fl. Index of Economic Freedom). Siden 1985 har vi nogenlunde fulgtes ad. Danmark er marginalt foran, men siden 2000 har vi været svagt faldende, mens Sveriges trend har været svagt stigende.

Men i 1970’erne lå det i høj grad i kortene, at Sverige reelt kunne være på vej til at afvikle den private ejendomsret til erhvervslivet. Svensk LO fremlagde en model for Löntagarfonde, som gradvist skulle overtage ejerskabet med svenske selskaber. Fondssocialisme, slet og ret. Det gik ud på, at de lovpligtigt skulle aflevere aktier svarende til 20 pct. af overskuddet til fonde, kontrolleret af fagbevægelsen. De ville altså komme til at kontrollere en voksende andel af svensk erhvervsliv og især naturligvis den mest rentable del. Fondene ville også komme til at styre en voksende del af investeringerne. En del af begrundelsen for LO’s forslag gik eksplicit på, at de mest succesfulde virksomheder pressede de mindre succesfulde, så de havde svært ved både at udbetale de overenskomstmæssige lønninger og bevare beskæftigelsen. Men med de succesfuldes større bidrag til de centrale fonde kunne man udligne mellem virksomheder med ”over-overskud” til dem med ”under-overskud”! LO fik det magtfulde svenske Socialdemokrati med på forslaget. En del klassiske socialdemokrater var imod, men bl.a. Olof Palme var opsat på at udnytte tidens anti-kapitalistiske stemning.  

Et kontrafaktisk studie af 16 børsnoterede selskaber viser, at fondene i løbet af få år ville have været den største ejer i Handelsbanken og SE-banken. I løbet af tyve år ville f.eks. Electrolux have haft fondene som majoritetsejer, mens H&M ville have været tæt på.

Men fondssocialismen endte kun som et kontrafaktisk spøgelse. Faktisk blev opgøret med fondssocialismen et vendepunkt, som markerede bevægelsen imod et mere liberalt Sverige. Selve fondsforslaget endte med at blive vedtaget i 1983 af den nytiltrådte socialdemokratiske regering i en stærkt udvandet version, som blev endelig afskaffet, da Moderatlederen Carl Bildt blev statsminister i 1991.

Det skyldes frem for noget en håndfuld fremsynede erhvervsfolk fra den svenske arbejdsgiverforening, SAF. Allerede i slutningen af 1960erne indså SAFs kommunikationsdirektør StureEskilsson, at udfordringen fra de anti-kapitalistiske strømninger krævede et principielt, intellektuelt rodfæstet forsvar for kapitalisme og markedsøkonomi som system. Det var langt fra alle i erhvervslivet, som var enige. Nogle mente tværtimod, at det var bedre at være imødekommende over for kritikerne og ”følge med tiden”.  Appeasement-taktikken er ikke fremmed for virksomheder i politisk modvind. Virksomheder blander sig typisk i politik for at lobbye for konkrete resultater for dem selv, og de efterspørger derudover typisk politisk stabilitet. Hellere forhandle med de politiske magthavere end udfordre dem. Når det gjaldt fondssocialisme, var der endog en opfattelse hos nogle CEO’s om, at fondene ville være langt mindre besværlige ejere end de hidtidige private ejere. Private ejere stiller krav om afkast og stiller ikke kapital til rådighed uden udsigt til succes. Fagbevægelsen kunne man derimod forhandle med – og en del af formålet var jo netop at omfordele kapital fra de effektive til de mindre effektive.

Også politisk var der en tendens til at vælge appeasement, f.eks. hos Folkpartiet (som i dag tør kalde sig liberale).

SAF-medarbejderne – som bl.a. talte Carl Johan Westholm – fik dog opbakning til linjen i arbejdsgiverforeningen, ikke mindst da Curt Nicolin fra Wallenberg-koncernen blev formand for SAF i 1976. Det skabte for det første et principielt engagement fra erhvervslivet i svensk samfundsdebat. For det andet opbyggedes en stærk infrastruktur af intellektuelle institutioner som tænketanken Timbro og forskningsinstituttet Ratio. Grundidéen var at opbygge en intellektuel kapital, en forståelse for markedsøkonomien som system. Som en af folkene efterfølgende bemærkede, gik man fra at være ”pro-business” til at være ”pro-market” (med Milton Friedmans ord).

Nils Karlson identificerer i et interessant case-study denne vending i det intellektuelle miljø som en af flere afgørende forudsætninger for, at Sverige forlod driften mod socialisme og reformerede sig i mere markedsorienteret retning. Da flere alvorlige kriser ramte Sverige i løbet af 1980erne og 1990erne var der skabt indsigt og holdninger – langt ind i Socialdemokratiet – som gjorde det muligt at løse dem med liberale reformer. Det langsigtede, vedholdende arbejde med udspring i SAF-folkenes forudseenhed gjorde, at der var en intellektuel kapital at trække på. Det gjaldt, da Sverige liberaliserede sine stærkt regulerede og aflukkede finansielle markeder, efter at de reelt var ved at bryde sammen i løbet af 1980’erne. Og det gjaldt, da bunden gik ud af statsfinanserne og kronen kom under pres i begyndelsen af 1990’erne. Sverige fik en budgetlov, sanerede udgiftspolitikken, begrænsede velfærdsstaten og skabte en uafhængig centralbank, som har evnet at føre en succesfuld pengepolitisk linje med inflationsmålsætning og flydende valutakurs.

Der var altså ikke tale om et quick fix eller forsøg på at kommunikere sine organisationspolitiske interesser bedre, men at investere i en langsigtet og helt grundlæggende holdningsændring. Resultaterne kom heller ikke med det samme, men meget gradvist. Sveriges to borgerlige regeringer i perioden 1976-82 var ikke ubetingede succeser. Men med tiden kom det til at præge dem helt afgørende. Navnlig Moderaterna tog nyliberalismen til sig. Politikere og andre meningsdannere er forsat præget af den langsigtede satsning.

Det er givet, at en del andre begivenheder var hjælpsomme over for SAF-folkenes projekt. De økonomiske kriser og succeserne med en mere markedsorienteret politik i USA og Storbritannien under så markante lederskikkelser som Ronald Reagan og Margaret Thatcher er et eksempel. Nobelpriserne i økonomi til en række liberale økonomer som F.A. Hayek i 1974 og Milton Friedman i 1976 markerede ikke blot en bevægelse i liberal retning blandt økonomer, men fik måske særlig gennemslagskraft i Sverige, fordi Nobelprisen uddeles under stor opmærksomhed i Stockholm. Den gradvise opløsning af det sovjetiske imperium i løbet af 1980’erne, kulminerende med Berlinmurens fald i 1989, bidrog også. Men sådan er det jo altid. Historien har sjældent unikausale årsager.

Kampen mod fondssocialismen var ikonisk – bl.a. i kraft af en demonstration, der samlede 100.000 i det centrale Stockholm – og et wake up-call til svensk erhvervsliv, men langt fra det eneste mål for SAF-folkene. Det var langt mere ambitiøst: Ikke blot at undgå fondene, men at ændre kursen for det svenske samfund fundamentalt. Og det er som sagt lykkedes, selv om der naturligvis fortsat er plads til markante liberale fremskridt.

Kampagnen mod löntagarfonderna er beskrevet i en serie artikler i Svensk Tidsskrift fra 2013 i anledning af 30 året for demonstrationen. De er værd at læse.

2 Kommentarer

  1. Kjeld Flarup

    7. juni 2019 at 14:33

    Lidt ligesom at læse Atlas Shrugged.

  2. Ole Gerstrøm

    10. juni 2019 at 09:39

    Vi havde jo også planerne her i landet under Anker Jørgensen. Det hed Økonomisk Demokrati eller ØD.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑