Langt om længe er forslaget til en gennemgribende og nødvendig pensionsreform nået frem til kongressens to kamre. Desværre i en udvandet version. Oprindelig var der lagt op til besparelser på omkring 1.600 mia. BRL (ca. 400 mia. USD i dagens kurser), og reform af pensionssystemerne gældende for både privat-, statslig, delstatslig og kommunalt ansatte, hvoraf besparelsen ved en reform alene i delstater og kommuner indebar en besparelse på ca. 400 mia. BRL over de kommende 10 år.

Delstaterne og kommuner er dog pillet ud af det forslag som kongressen nu diskuterer. Angiveligt fordi medlemmerne af de to kamre ikke mener der har været tilstrækkelig opbakning til en reform fra delstaternes guvernører. Det har ikke nogen umiddelbar konsekvens for de statslige finanser, men givet den finansielle tilstand i mange delstater er omend endnu værre end på føderalt niveau, ender det nok med at blive et føderalt problem alligevel på et eller andet tidspunkt.

Lovgivning omkring pension er en del af forfatningen og i regeringens oprindelige forslag ville man løfte dele af lovgivningen ud, så fremtidige ændringer nemmere kunne gennemføres. Dette er også fjernet fra de forslag som kongressens to kamre skal debattere.

Det har ingen (beregningsmæssige) økonomiske konksekvenser, men vil besværliggøre senere (nødvendige) reformer. Ændringer i forfatningen kræver et kvalificeret flertal på 60 procent af stemmerne i de to kamre. Formentlig indebærer det også at regeringens oprindelige ønske om at lave et pensionssystem med en højere grad af selvfinansiering i modsætning til det nuværende pay-as-you-go system, ikke kan gennemføres.

Økonomien står bomstille

For første gang siden 2016 mindskedes Brasiliens økonomi i 1. kvartal, målt i forhold til kvartalet før og flere økonomer forventer nu at økonomien vil vokse med under 1 procent i indeværende år. Så sent som i januar var forventningen at økonomien ville vokse med ca. 2,2 procent i indeværende år.

Ifølge tal for 1. kvartal 2019, faldt BNP (BIP på portugisisk) med 0,2 procent i forhold til 4. kvartal 2018, se figur nedenform, mens væksten set i forhold til 1. semester året før var på 0,5 procent og den akkumulerede vækst de seneste 4 kvartaler endte på 0,9 procent.

Målt på BNP per indbygger ser det endnu værre ud. Mens BNP per indbygger har ligget fladt de seneste år, er den fortsat ca. 8 procent lavere end for 5 år siden.

En del af årsagerne til nedjusteringen af den forventede vækst i indeværende år skyldes udefrakommende faktorer, ikke mindst krisen i Argentina, men den afgørende faktor er dog den fortsatte usikkerhed omkring den helt afgørende pensionsreform, som fortsat lader vente på sig.

Pensionsreformen er lakmus testen, men det er ikke nok

En reform af Brasiliens pensionsreform har været del af den offentlige debat lige siden man vedtog en ny forfatning i 1988, som indbefattede et pensionssystem, man allerede på daværende tidspunkt var økonomisk uholdbart og der har efterfølgende været adskillige på at reformere systemet under alle præsidenter, hvor ingen desværre er lykkedes med at komme igennem med andet end mindre tilpasninger.

Resultatet er at Brasilien har verdens dyreste offentlige pensionssystem, målt i forhold til andelen af befolkningen over 64 år, når man ser på omkostninger i forhold til BNP.

Selv om andelen over 64 år er under halvdelen af Spaniens, så udgør pensionsudbetalingerne ca. det samme, nemlig næsten 12 procent af BNP, hvilket fremgår af nedenstående graf.

Det er fuldkommen uholdbart på sigt, idet også Brasilien oplever en hastig aldring af befolkningen de kommende årtier. Frem mod 2060 forventes antallet af pensionister at stige med 260 procent (med mindre der gennemføres reformer), mens den erhvervsaktive del af befolkningen forventes at falde med mellem 6 og 7 procent.

Ligesom i det meste af det øvrige Latinamerika er fødselsraten faldet drastisk gennem det seneste halve århundrede. Fødselsraten er i Brasilien faldet fra 6 børn per kvinde i 1960 til i dag 1,7 barn per kvinde. Til sammenligning er antallet af børn per kvinde i Danmark 1,8.

Udviklingen indebærer, at uden reformer vil pensionsystemet koste svarende til ca. 25 procent af BNP i midten af det 21. århundrede.

Allerede i dag er der et underskud på pensions systemet svarende til ca. 5 procent af BNP, mens pensioner alene udgør 45 procent af det føderale budget. Når dertil lægges off. lønninger (som i lighed med pensioner er meget høje, op til 50 pct. højere end tilsvarende i den private sektor) og rentebetalinger på offentlig gæld (ca. 7 procent af BNP), levner det meget lidt plads til øvrige forpligtigelser og stort set ingen plads til f. eks. (meget) tiltrængte investeringer i infrastruktur mv.

Kilde: IBGE (2019)

Det nuværende pensionssystem

Brasiliens pensionssystem er nok svær at forstå for mange mennesker på vores breddegrader. Det er meget komplekst, økonomisk uholdbart og set med fordelingsmæssige briller vel også hvad de fleste vil opfatte som dybt uretfærdigt.

Selv om der formelt er tale om at den enkelte lønmodtager (i den formelle sektor – ved siden af eksisterer en meget stor uformel sektor, ligesom i andre latinske lande) betaler en hvis procentdel (ca. 11 procent) af sin løn ind til et pensionsystem, er der ingen sammenhæng mellem indbetalinger og efterfølgende pensionsudbetalinger. Det er i den grad tale om et “pay-as-you-go” system, hvor især pensionerne til offentligt ansatte, især statsansatte, er absurd høje. Under det nuværende system svarer pensionen til den sidste løn – og reguleres herefter i takt med den efterfølgende lønudvikling.

Offentligt ansatte er voldsomt overrepræsenterede blandt de 15 procent højeste indkomster (både beskæftigede og pensionister) og helt fraværende blandt de laveste indkomster.

Som lovgivningen er i dag, kan man gå på pension enten baseret på hvor mange år man har arbejdet eller minimumsalder. Pensionsalderen er 65 år for mænd og 60 år for kvinder i den private sektor og 60 år for mænd og 55 år for kvinder i den offentlige sektor.

Men man kan også gå på pension baseret på antal år man har “bidraget” via sin løn. Her gælder, at man skal bidrage 35 år for mænd og 30 år for kvinder. For bestemte grupper i det offentlige er der tale om færre år. Det gælder bl. a. militæret, politi, brandmænd og undervisere, hvor kvindelige lærere kan nøjes med 25 år, hvilket indebærer at de kan gå på pension, når de er i 40erne – og det med fuld løn!

Eet meget forskellige vilkår og lønniveau indebærer, at mens ca. 3 procent af samtlige pensionister kommer fra den offentlige sektor, generer de ca. 35 procent af det samlede underskud i pensionssystemet, der som nævnt udgør ca. 5 procent af BNP, med pil opad.

I gennemsnit modtager offentligt ansatte mere end 6 gange så meget i pension som privat ansatte, mens ca. 41 procent af pensionsudbetalingerne går til de 20 procent højeste indkomster. Omvendt står de 20 procent fattigste kun for ca. 3 procent af pensionsudbetalingerne.

Pensionsreform

Kort fortalt går regeringens forslag bl.a. ud på at der indføres en generel minimumsalder på 65 år for mænd og 62 år for kvinder ( med få undtagelser), mens man ikke længere kan gå på pension baseret på hvor længe man har bidraget. dog har antal år man har bidraget betydning for hvor høj en pension man kan modtage. At man fastholder differentieret pensionsalder på baggrund af køn er forøvrigt ikke økonomiminister Paulo Guedes ide. Han ønskede ens alder (65 år)

Det forslag der nu behandles i kongressens to kamre indebærer herefter en række modifikationer, hvoraf nogle har stor økonomisk betydning, mens andre ikke umiddelbart ændrer på den forventede besparelse de kommende 10 år.

Pensionssystemet vil således fortsat være bestemt ved forfatningen, ligesom bl.a regeringens planer om at gå fra et “pay as you go” mod et system, hvor pensionen i højere grad afhænger af den enkeltes opsparing. Der vil fortsat være forskel mellem offentlig og privat ansatte, og vilkårene for visse grupper, som bl. a. det føderale politi og militæret vil fortsat være meget favorable.

Ifølge regeringens oprindelige beregninger vil reformen indebære en statslig besparelse på ca. 1200 mia. BRL (svarende til ca. 310 mia. USD i dagens kurser) over de kommende 10 år – ca. 1600 BRL, hvis man regnede delstater og kommuner med.

Den besparelse var allerede langt fra en endelig løsning. Alene i 2018 var underskuddet i pensionssystemet små 200 mia. BRL.

Kilde: Økonomiministeriet, Brasilien (2019)

Ovenstående estimater fra økonomiministeriet er baseret på det oprindelige forslag, og derfor allerede forældede. Ikke kun fordi det nuværende forslag indebærer en væsentlig lavere besparelse over de kommende år, men også fordi de indbyggede forventninger til den økonomiske vækst i både indeværende og kommende år siden hen er revideret betydeligt ned.

Den forventede vækst for i år, da man lavede beregningerne var over 2 procent, mens den forventede vækst i BNP nu er nede på 1 procent – med risiko for at den bliver endnu lavere.

Vi kan således allerede nu konstatere, at både vækst og besparelse bliver betydeligt lavere end oprindeligt forventet.

Mens det oprindelige forslag indebar en forventet besparelse på ca. 1.200 mia. BRL på de føderale budgetter over de kommende 10 år, forventes der med de reviderede forslag kun at være tale om en besparelse på ca. 870 mia. BRL, svarende til et fald på ca. 30 procent.

Som tidligere nævnt er delstater og kommuner samtidig pillet ud (for nuværende), hvorved den samlede besparelse over de kommende 10 år er 45 procent mindre end ved regeringens oprindelige forslag.

Det skal holdes op mod, at de forventede underskud (uden reform) over de kommende 10 år er på ca. 2.000 mia. BRL.

Væsentligste årsager til den lavere besparelse er at foreslåede ændringer for førtidspensionister samt såkaldte “aposentadoria rural” (særlig kategori for personer i bestemte primære erhverv) bliver mindre end oprindeligt foreslået. I modsætning til regeringens oprindelige forslag fastholdes en lavere aldersgrænse. Desuden havde regeringen foreslået at afskaffe den såkaldte “Abono salarial”. Det reviderede forslag bibeholder dette system.

“Abono Salarial” er en ydelse man kan modtage hvis man tjener under to minimumslønninger i gennemsnit om mdr. og kan dokumentere at man har været i arbejde i minimum 5 år (hvilket udelukker de lavest lønnede, da de typisk er ansat i den uformelle sektor og derfor ikke har den fornødne dokumentation).

Selv om det oprindelige forslag indeholdt, at bl.a. undervisere – både privat og off. ansat havde en lavere pensionsalder end den generelle på 65 år for mænd og 62 år for kvinder – indeholder det nye forslag en endnu lavere pensionsalder for kvinder på 57 år i modsætning til de foreslåede 60 år, mens mænd også i det nye forslag tidligst kan gå på pension som 60-årige.

Hvordan den endelige reform kommer til at se ud, er ikke godt at vide. Det kan sagtens ende med yderligere udhuling. “Markedets forventning” (baseret på diverse spørgeundersøgelser i foråret blandt analytikere o.a.) tyder på at markedet forventer en reform som medfører besparelser for ca. 6-700 mia. BRL. Hvilket er alt for lidt og kun køber (lidt) tid.

Pensionsreform er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig, forudsætning

Hvis det nuværende forslag vedtages er det trods alt bedre end markedet forventer og bedre end det forslag den tidligere regering ikke kunne få igennem. Det ligger også over hvad økonomiminister Paulo Guedes har angivet som “smertegrænsen” (han har sagt, at han træder tilbage, hvis den forventede besparelse for de kommende 10 år kommer under 800 mia. BRL). Men en pensionsreform er i sig selv langt fra tilstrækkeligt. Heller ikke planlagte privatiseringer – som i indeværende år gerne skulle bidrage med ca. 20 mia. BRL er tilstrækkelig, hvis man for alvor skal øge væksten de kommende år.

Nedenstående er et estimat for fremtidige vækst ved gennemførelse af en ambitiøs reformplan (der er ikke taget højde for en pensionsreform), se også noter til figur.

Problemet er grundlæggende, at nok kan regeringen gøre en del uden at gå til kongressen – det gjorde man også i den tidligere regering – men alle væsentlige ændringer kræver kongressens samtykke, og ofte også ændringer i forfatningen, hvilket indebærer at der skal være 3/5 flertal i kongressens to kamre.

Og udfordringerne er enorme. F. eks. har Brasilien formentlig verdens mest komplicerede skattesystem, ligesom der er forskelle fra delstat til delstat. Skatterne er generelt meget høje, mens der eksisterer et hav af undtagelser for udvalgte sektorer.

Det er mere end 60 år siden, at det økonomiske team bestående af Gustavo Bulhões og (Brasiliens fremmeste økonom gennem tiderne), Roberto Campos, mislykkedes med at gennemføre reformer, som kunne sikre en mere effektiv og markedsbaseret kreditgivning, baseret på private aktører. Mindre end 10 procent af Langfristede kredit/låntagning (løbetid over et år) kommer fra private aktører. Bl. a. et resultat af den førte pengepolitik og et meget højt renteniveau koblet med udbredt brug af subsidieret kreditgivning til udvalgte sektorer (og virksomheder). Skulle det endelig lykkes at etablere et mere moderne og markedsbaseret finansielt system (Guedes ønsker bl. a. at privatisere de store statsejede aktører i den finansielle sektor), vil det have stor positiv betydning for den interne ressourceallokering. MEn men men. Det er prøvet før og det er aldrig lykkedes, men måske denne gang?

Magten ligger i kongressen

Mens Paulo Guedes og hans team nok har de rigtige ideer, står det mere sløjt til med regeringens evne til at skabe flertal for sine reformer i kongressens to kamre.

Brasiliens præsident har en relativt begrænset magt. Alle væsentlige ændringer kræver kongressens ( og højesterets) opbakning. Ligesom i bl. a. USA har præsidenten godt nok muligheden for i et vist omfang at udstede dekreter. De kan dog – og bliver ofte – efterfølgende afvist af enten kongressen eller højesteret.

Indtil videre har præsident Bolsonaro vist sig som både uvillig til (og groft sagt inkompetent) at sikre sig en solid opbakning i kongressens to kamre, som ellers efter det seneste valg er relativt højreorienteret efter brasilianske forhold.

Med 17 partier i senatet og 26 partier i deputeretkammeret er det bestemt heller ikke nogen let opgave. Præsidentens eget (og seneste) parti, PSL, som han blev medlem af så sent som i 2017, sidder kun på 4 ud af Senatets 81 pladser og 55 ud af Deputeretkammerets 513 pladser.

Bolsonaro’s tilgang har bestemt heller ikke hjulpet. Således har han i flere tilfælde i stedet for at forhandle med kongressen, satset på at mobilisere opbakning i befolkningen. En taktik vi har set tidligere i Brasiliens historie – og som plejer at ende galt for den siddende præsident.

Den reelle magt ligger i en gruppe af centrum-højre partier (Núcleo duro), under ledelse af Deputeretkammerets magtfulde præsident, Rodrigo Maia, fra partiet DEM, som har rødder tilbage til Arena, som blev dannet i militærstyrets (naive) forsøg på at skabe et to-parti system, hvor Arena var på regimets side og MDP repræsenterede opposition.

Disse partier sidder på 149 af kammerets 513 pladser, og regner man mulige allierede partier med, 279 pladser. Heri er IKKE medregnet Bolsonaros parti PSL. (ja det er kompliceret).

Uden støtte fra Maia og rækken af centrum-højre partier, er Bolsonaros regeringstid dømt til fiasko (på det væsentligste område, nemlig økonomien). Og det er der en meget reel risiko for bliver resultatet.

Dermed er risikoen for at Brasilien fortsætter sin ringe økonomiske udvikling overhængende. Som det fremgår af nedenstående figur, har Brasilien siden begyndelsen af 1980erne været karakteriseret ved lav økonomisk vækst. Fra en gennemsnitlig vækst på 3, 6 procent per indbygger i perioden 1964-1985, har den siden 1989, kun været 1,2 procent om året.

Før nogen nu får den ide, at man ville være bedre stillet, hvis man afskaffede demokratiet og genindførte militærdiktatur – og det er der (desværre) en mindre del af den brasilianske befolkning som mener (inkl. præsident Bolsonaro) – så skal man være opmærksom på (mindst) to forhold:

1. Det er i høj grad både den økonomiske model (importsubstitution, statslig ejede virksomheder og manglende frie markeder) og det håbløse politiske system, hvor hver delstat er en valgkreds, , som er årsagen til den efterfølgende ringe udvikling.

2. Den økonomiske vækst som man oplevede op gennem 1970erne var i stigende grad baseret på ekstern finansiering (låntagning), og brød sammen i begyndelsen af 1980erne, samtidig med at inflationen steg markant.

Det skal også medtages at med demokratiets genindførelse fulgte også absolut nødvendige reformer, økonomi blev mere åben (oemnd den fortsat er relativt lukket), der gennemførtes privatisering i et vist omfang og ikke mindst medførte “plano Real” i 1994, at det lykkedes at komme den meget høje inflation til livs.

Desværre var man bedre til at øge skatteprovenuet end til at få styr på de offentlige udgifter, som ikke mindst steg kraftigt under råvarer-boomet i nullerne, hvor Brasilien meget fejlagtigt blev fremhævet for dets økonomiske udvikling.

Det er kun Venezuela som har haft en ringere økonomisk udvikling siden årtusindeskiftet i Sydamerika, og sammenligner man med resten af regionen var der intet spektakulært ved de sociale fremskridt som blev berømmet dengang i medier over hele verden. Andre lande i regionen klarede sig væsentligt bedre på bl. a. reduktion af fattigdom osv. Og et endda mens man rent faktisk investerede i at sikre den fremtidige produktionskapacitet – hvilket man fuldkommen negligerede under den populære præsident Lula, hvorfor den meget ringe økonomiske vækst i indeværende årti – og den største økonomiske krise i 100 år fra 2014 til 2017, i høj grad skyldes den førte politik i årtiet før.

Måske er den bedste illustrition af Brasiliens realative deroute gennem de seneste 30 år, at sammenligne med Chile, Peru og Colombia (de tre mest markedsorienterede Sydamerikanske økonomier)

Som det fremgår var Brasilien, målt på BNP per indbygger den rigeste af de 4 for 30 år siden. I dag er Chile markant rigere, mens både Colombia og Peru haler ind på Brasilien. Fortsætter den nuværende udvikling i blot få år endnu, vil Brasilien være det fattigste af de 4 lande.

Desværre et meget sandsynlig scenarie.