Økonomisk vækst og befolkningstilvækst

For et stykke tid siden, var en gruppe klimaforskere ude med budskabet om, at der er for mange mennesker på Jorden. Klimaforskerne mente, at det primært er antallet af mennesker, der skaber de store udledninger af drivhusgasser og dermed skaber global opvarmning. Deres forslag var at begrænse fødselstallet ved at forbyde folk at få for mange børn. Med andre ord mente flere af dem, at man burde indføre internationale regler for, hvor mange børn folk må få. På samme måde hører man tit klimafolk argumentere imod øget økonomisk vækst, ofte med en illustration der viser, at vi ’bruger’ mere end en hel planets ressourcer.

Som økonom har man til tider lyst til at skrige ”skomager, bliv ved din læst!” til de mange – ofte fagligt dygtige – naturvidenskabsfolk, der gør sig kloge på hvad økonomi er og gør. Punditokraternes sommerserie i år kommer derfor til at handle om befolkningstilvækst, klima og miljøøkonomi. Det er tredje gang, vi kører en sommerserie – i 2017 var emnet public choice, og i 2018 handel og handelsteori – og som tidligere år, er vores læsere velkomne til at foreslå emner indenfor det overordnede tema.

Det første budskab i sommerserien er ganske simpelt, men ikke almindeligt forstået: Jo rigere et land bliver, jo færre børn får dets befolkning. Vi illustrerer denne sammenhæng, der ofte kaldes ’den demografiske transition – i figuren nedenfor, hvor vi har plottet det gennemsnitlige fødselstal – hvor mange børn, hver voksen kvinde får – overfor hvor rigt landet er. Rigdom måler vi som standard med det købekraftskorrigerede bruttonationalprodukt per indbygger. I plottet tager vi logaritmen til BNP per capita, da det både giver et pænere plot og giver en langt nemmere fortolkning af sammenhængen. Vi plotter den for tre år – 1990, 2003 og 2016 – så man kan få et indtryk af, om det er en stabil sammenhæng, og ekskluderer alle olielande hvor det er kendt, at sammenhængen er væsentligt svagere.

Figuren demonstrerer med al tydelig klarhed, hvordan fødselstallet daler i takt med, at et land bliver rigere. Sammenhængen er også ganske stærk: Tallene indikerer, at i 1990 var en fordobling af gennemsnitsindkomsten forbundet med 1,37 færre børn per kvinde, mens de tilsvarende tal i 2003 og 2016 var henholdsvis 1,17 og 0,95. Sammenhængen er dermed blevet en anelse (men statistisk signifikant) svagere. Det skal dog ses på baggrund af, at folk helt generelt får færre børn. De uvægtede gennemsnit af fødselstal på tværs af verdens lande uden olieproduktion var 3,93, 3,11 og 2,74 i de tre år. Med andre ord får folk i dag langt færre børn end de gjorde blot 20 år siden, og i visse dele af verden er reduktionen dramatisk. I 2016 var Bangladeshs fødselstal blot 2,1 barn per kvinde, og en række indiske stater har i dag fødselstal et godt stykke under 2.

Det interessante ved tallet 2,1 er, at det er det fødselstal, hvor befolkningen holder op med at vokse. Har man et fødselstal under 2,1, kan ens lands befolkning kun vokse gennem indvandring, og man bidrager dermed ikke længere til verdens befolkningstilvækst. Skal man permanent og uden diktatoriske midler modvirke, at Jordens befolkning bliver endnu større, er den eneste farbare vej dermed økonomisk vækst, og helst vækst i nogle af de mest folkerige lande.

Ser man grundigt på figuren, indikerer den at lande med en gennemsnitsindkomst per indbygger (ifølge Verdensbanken) over 15.000 dollars ender med et fødselstal under 2,1. Der er således intet mærkeligt i, at Afrikas største befolkning – den nigerianske – stadig vokser hurtigt med et fødselstal på 5,5. Landets gennemsnitsindkomst er i solid vækst, men er stadig kun cirka 5500 dollars per år, og man kan derfor ikke forvente, at folk pludseligt holder op med at få så mange børn. Som i de fleste andre fattige lande, får folk mange børn fordi nogle af dem dør for de bliver voksne, og fordi børn basalt set er deres forældres pensionsopsparing – man får mange børn, så nogle af dem er i stand til at passe en, når man bliver gammel. En norm om at få mange børn er således fuldstændigt rationel i meget fattige samfund, men ændrer sig når landets økonomi så at sige bliver ’moderne’.

Det er netop denne modernitet, man kan se komme med den økonomiske vækst. Kæmpelandet Indonesiens gennemsnitsindkomst er cirka 11.000 dollars, og dets fødselstal er de sidste par årtier faldet til blot 2,4. Det noget rigere naboland Malaysia har en gennemsnitsindkomst i dag omkring 26.000 dollars og et fødselstal på 2, og det fattigere, men på mange måder mere moderne Brasilien – Latinamerikas største land – er med et fødselstal på 1,7 holdt op med at vokse. Som vi kommer til at se hen over sommeren, er økonomisk vækst derfor ikke nødvendigvis et problem, men ofte en del af løsningen på nogle af de store globale udfordringer. Tror man, at økonomisk vækst bare handler om at blive flere og bruge flere ressourcer, har man et alvorligt forståelsesproblem.

4 Kommentarer

  1. Torben Mark Pedersen

    21. juni 2019 at 13:36

    Som altid god og oplysende artikel. Men kunne vi dog ikke få nogle kilde- og litteraturhenvisninger, så man selv kan læse forskningen?

  2. Først og fremmest er det dejligt at Punditokraterne tager netop klima og miljø som sommerserie, da det var et af emnerne som blå blok tabte valget på.

    Det er godt at fødselstallet falder jo rigere et land bliver. Desværre er det stadigt dystert for CO2 udledningen. Faldet i befolkningstallet slår jo først igennem en generation senere, og når folk bliver rigere udleder de mere CO2.

    Så de næste mange år vil CO2 udledningen fra udviklingslande stige, hvor vi egentligt gerne så en opbremsning hurtigst muligt. Ikke at jeg kan pege på en løsning, der er blot nogle store tal der ved at sætte sig i bevægelse.

    • Blå blok tabte ved, at det såkaldte blå parti DF sendte en masse af sine vælgere tilbage i armene på S, der har lovet stram udlændingepolitik. Godt nok betød det nogle andre vælgermæssige rokeringer inden for rød blok. Men samlet set en større rød blok.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑