Jeg oplever hvert år, at studerende, venner og familie spørger, hvad jeg skal bruge sommerferien på. De fleste af dem har den opfattelse, at når undervisningen og de sidste eksaminer er ovre, er der ikke noget at lave for professorer før september. Med andre ord tror mange mennesker, at professorer har meget lange sommerferier. Idéen er en del af den større idé, at det må være let at være professor – man skal i medierne en gang imellem, undervise et par timer om ugen, og ellers være klog for sin enorme hyre. Dagens post handler om, hvor forkert den idé er.

Mens flere af mine venner er på vej på ferie, sidder jeg på universitetet i Kiel og skriver denne post. Jeg er her til videnskabelige workshop fra torsdag til lørdag, og bruger søndagen på at rejse tilbage til Aarhus. Det betyder dog ikke, at jeg holder ferie fra næste uge. Som min gode ven og kollega Pierre-Guillaume Méon og jeg talte om i en pause i dag, er juli langt fra en feriemåned for os. Problemet er, at vi begge skal til den såkaldte Silvaplana-workshop den 21.-25. juli, og langt de fleste af deltagerne der bruger den første halvdel af juli på at gøre deres artikler og præsentationer færdige.

På samme tid har de fleste af os det særlige problem, at der er en række deadlines i løbet af august. For de af os, der skal til konference i the European Law and Economics Association i Tel Aviv i midten af september, er deadline for at sende den endelige version af ens konferencepapir i slutningen af august. Arbejdet med det ligger derfor også i juli og august. For mit eget vedkommende, har jeg en ekstra forpligtelse. Om aftenen den 4. august gør turen til London, hvor jeg blot overnatter før jeg den 5. flyver til Dallas. Der er en heldagsworkshop om økonomisk frihed den 6. august, hvorefter jeg flyver tilbage til London den 7. om eftermiddagen. Præsentationen og andet materiale til workshoppen i Dallas må nødvendigvis gøre færdigt i slutningen af juli.

Derudover bliver de fleste af os nødt til både at gøre forskningsopgaver færdige, som har ligget på skrivebordet siden foråret, hvor vi ikke havde tid til dem pga. undervisning og flere administrative opgaver. Man bruger også tid på at forberede ny forskning, som man ved skal sendes til konferencer før de typiske deadlines først i november. Når undervisningen går i gang i september fosvinder ens forskningstid ofte, og det eneste rationelle valg er derfor at bruge større dele af sommeren på forskning, som ofte først skal præsenteres i foråret.

Det er vigtigt at understrege, at formålet med denne post ikke er at søge sympati eller beklage vores situation. De fleste af os synes, at vi har meget interessante jobs det meste af tiden! Men det er ofte et problem for os, at mange – og måske de fleste – mennesker i vores omgangskredse ikke forstår, at vores job er fundamentalt anderledes struktureret end andre jobs. Vi har derfor ikke lige tid til et eller andet, selvom det er juli og alle andre holder ferie eller slapper af. Et professorjob giver godt 600.000 kroner om året og for de fleste nationaløkonomer indebærer det en typisk arbejdsuge omkring 55 arbejdstimer, og nogle der er væsentligt længere. Mange af de timer bliver nødt til at ligge når andre mennesker har sommerferie. Så hvis I undrer jer over, at vi også i sommerferien fortæller jer, at vi altså ikke lige har tid til at smide et par dage i en tur i sommerhus eller andet. De fleste af os bruger sommeren på at nå, hvad vi ikke nåede i foråret, eller vi ved vi ikke har tid til i efteråret. Det er ikke fordi vi ikke vil bruge sommeren med jer!