Befolkning, klima og vækst 5: Er lave børnetal et problem?

Man hører med mellemrum politikere og eksperter erklære, at vi skal have flere børn! Som f.eks. Niels Ploug fra Danmarks Statistik har argumenteret (læs her), bør danskerne få flere børn for at ’redde velfærdsstaten’. Idéen om, at der i en eller anden forstand er en værdi af at få mange børn, deles af adskillige religioner, inklusive kristendom, der prædiker at man skal befolke jorden og få flere børn. På samme tid var den sociale norm i århundreder, at man burde få mange børn., og mange mennesker synes stadig at mene, at et liv med egne børn er det eneste moralsk forsvarlige.

Som forsker må man derimod gå til spørgsmålet med anderledes åbne øjne, når man ser på om lave børnetal er et problem. Idet spørgsmålet i denne sommerserie er, om lave børnetal er et problem i forhold til langsigtet vækst eller miljøtilstand, kan vi ser bort fra både sociale normer og religiøse værdier.

For at forstå Plougs og andres argument og se, hvordan et lavt børnetal kan true en helt speciel type samfundssystem, må man indså, at stort set alle moderne velfærdsstater er bygget op som et såkaldt ’Ponzi Scheme’ – et pyramidespil. Som et hvilket som helst andet pyramidespil hænger det kun sammen, så længe der til stadighed kommer flere betalere til, end der er modtagere. Velfærdsstaten bliver til et pyramidespil, når en del eller hele pensionen betales af de nuværende skatteydere – man betaler sine forældres pension – og mindst et af flere forhold gælder: 1) Hvis pensionsalderen ikke følger med den gennemsnitlige levealder, så folk effektivt får flere år på pension; 2) hvis pensionisterne bliver dyrere når de, for eksempel, lever flere år med dårligt helbred; og 3) hvis Wagner’s Lov gælder, så pensionisternes servicekrav stiger hurtigere end nationalproduktet.

Alle tre forhold gælder sandsynligvis i vestlige samfund, og indebærer at de offentlige finanser ikke hænger sammen medmindre der bliver stadigt flere i arbejde per pensionist. Med andre ord: Hvis den arbejdende del af befolkningen ikke bliver ved med at vokse, hænger pensions- og sundhedssystemet ikke økonomisk sammen. Det vigtige er dog at indse, at kravet om en stigende befolkning, og dermed om børnetal over 2,1 per kvinde, er skabt af et fejldesignet offentligt system. Der er således ikke noget umiddelbart objektivt argument for, at høje børnetal er positive eller nødvendige, da der er tale om en konsekvens af alvorlige regeringsfejl. Ingen af problemerne er vigtige i det tilfælde, at man har et system hvor hvert individ selv betaler ind til sin egen pension.

Omvendt er der ganske gode argumenter for, at et højt børnetal er et problem. Et af de simple og klassiske, teoretiske problemer er at familier med flere børn vil have relativt færre ressourcer per barn. De vil derfor nødvendigvis blive nødt til at prioritere, hvilket eller hvilke børn der kan få en uddannelse, da uddannelse både koster penge og tabt arbejdsfortjeneste – børnene kan jo ikke arbejde, mens de læser. Disse bider teori er derfor også centrale for Gary Beckers idé om, at jo rigere folk bliver, jo mere vægter de kvalitet over kvantitet i deres valg af, hvor mange børn de får. Mens det kan være svært at se, at det skulle være et væsentligt problem for de fleste i vestlige lande, er det et intuitivt godt argument i fattigere lande. Det skaber det fundamentale problem, at selvom uddannelse er vigtig for den langsigtede vækst og et samfunds teknologiske ’innovationskraft’, vil mange fattige og mellemindkomst-lande have et uddannelsesproblem så længe børnetallet forbliver højt. Det kan dermed være en mekanisme, der forbinder høje børnetal med lav vækst.

Der findes dog andre teoretiske argumenter, inklusive et fra den altid interessante Bryan Caplan. Hans argument for flere børn er, at jo flere folk der er, jo flere idéer får de. Det ville betyde, at en større global befolkning alt andet lige indebærer hurtigere økonomisk vækst, og kan derfor være en del af forklaringen på, hvorfor væksten var så relativt hurtig i det 20. århundrede. Et af flere argumenter imod Bryan er dog, at jo flere mennesker der er, jo sværere bliver det at spotte de store talenter. Selvom der typisk vil være flere talenter, jo flere mennesker der er, bliver de også mere usynlige. Derudover er det heller ikke givet, at de alle vil bruge deres talent innovativt i stedet for at udnytte det til effektiv rent-seeking (som William Baumol indså).

Helt overordnet er der således gode argumenter for næsten alle positioner – positiv, negativ og ligegyldig. De fleste vækstteoretikere og empiriske vækstforskere hælder dog mest i retning af, at høje børnetal er skadelige for et lands langsigtede økonomiske udvikling, ligesom de fleste miljøøkonomer ser høje børnetal som et fremtidigt problem. Og indtil videre er der ikke meget, der tyder på at lande med skrumpende befolkninger klarer sig økonomisk ringere end andre befolkninger.

Vi slutter derfor denne post i vores sommerserie med det simple, empiriske billede. I figuren nedenfor sammenholder vi vækst i købekraftsjusteret nationalindkomst per indbygger i to 20-årsperioder med befolkningstilvæksten i samme perioder (begge fra Penn World Tables). Vi har plottet indkomstvæksten i fire såkaldte kvartiler – de 25 % lande der har lavest befolkningstilvækst er 1. kvartil, de 25 % næste 2. kvartil osv. Mens det ikke tæller som hård evidens, viser figuren dog et meget klart billede: Lande med høje fødselstal har næsten altid lave langsigtede vækstrater. Høje fødselstal ser ud til at være både et økonomisk og miljømæssigt problem på lang sigt.

1 Kommentar

  1. Det er ikke første gang at interventioner fra magtmonopolet fører til mere intervention og ringere og ringere resultat – jeg tænker her på generationspyramidespillet om velfærden. Ingen kan vide hvad der er det ‘optimale’ antal børn, mennesker eller næbdyr. Det man kan konstatere er, at når der er tvang med i billedet tenderer resultatet til at blive ringere overordnet set, end hvis folk frivilligt udveksler varer og tjenester de har erhvervet sig på retmæssig vis.
    Når Loven bruges til at plyndre andre med får vi alles kamp mod alle om regeringsmagten og demokratiets fallit. Bastiat beskrev præcist og koncist dette i 1849.
    https://tunecedemalis.dk/legal-plyndring/

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑