Gæsteindlæg: Frihed, sandhed og ret

Af Andreas Paulsen, cand. mag. og Peter Bjerregaard, cand.soc., København

Fra en ussel celle i Venstre Fængsel forklarede en 24-årig kroejersøn i sit afskedsbrev i sommeren 1944, hvorfor han havde valgt at trodse overhængende livsfare og aktivt bekæmpe undertrykkelsen. ”Frihed, Sandhed og Ret”, skrev Niels Fiil til sine søstre, ”vil igen komme til at regere Danmark”.

Den unge modstandsmand satte af et ærligt hjerte ord på ikke bare modstandskampens mål om at befri Danmark fra besættelsesmagten, men på selve modernitetens projekt, der hvert år fejres den 14. juli til mindet om parisernes storm på Bastillen, borgernes symbolske oprør mod feudalisme og enevælde, i 1789.

I år er det tredive år siden, at alverdens politiske ledere samledes i Paris den 14. juli, midt i frihedsåret 1989, til fejringen af 200-året for Den Franske Revolutions udbrud, vedtagelsen af Erklæringen om Menneskets og Borgerens Rettigheder og dermed begyndelsen på den borgerlige tidsalder på vores kontinent.

I månederne forinden havde titusindvis af kinesiske studenter modsat sig det kommunistiske regimes undertrykkelse og symbolsk opført deres version af Frihedsgudinden på Den Himmelske Freds Plads i Beijing. I efteråret kollapsede de kommunistiske regimer i Øst- og Centraleuropa under folkelige krav om demokrati.

På tærsklen til 1990 opsummerede daværende statsminister, Poul Schlüter, begivenhederne i sin nytårstale: ”Når menneskerettighederne vinder større og større plads derovre. Når menneskene kan bevæge sig frit hen over den mur, der nu er ved at blive brudt ned. Så bliver vor verdensdel som genfødt”.

Schlüter definerede meget præcist det forgangne år som det vigtigste år for friheden siden 1945, og en af slutfirsernes mest ikoniske politiske tænkere, Francis Fukuyama, vovede sin håbefulde forudsigelse om, at verdenshistorien stod foran et revolutionerende paradigmeskifte. Menneskets historie kunne ende med det liberale demokratis lyksaligheder: frihed, velstand og fred mellem nationerne.

I løbet af det seneste årti har Fukuyama dog måtte revidere tesen om det liberale demokratis globale sejrsgang. Og det er ikke svært at få øje på hvorfor. Autoritære stater som Kina, Rusland og Venezuela har bevæget sig i en endnu mere autoritær retning, og selv i Europa og USA har illiberale bevægelser flere steder bragt deres lande på kollisionskurs med fundamentale borgerrettigheder og retsstatsprincipper.

De seneste 13 år er det gået tilbage for demokratiet i verden, vurderede Freedom House tidligere i år. De store fremskridt, vi oplevede i slutningen af det 20. århundrede, er stadig større end det seneste årtis tilbagegang; men tendensen er klar. Demokratiet som statslig styreform og borgerlig livsnorm er i retræte.

Der er givetvis flere forklaringer på denne tilbagegang; men sikkert er det, at forudsætningerne for det borgerlige folkestyre er ikke hverken grundindstillingen eller let forståelige for de fleste mennesker. Vores moderne eksperiment med frihed og demokrati forudsætter en aktiv deltagelse i og opbakning til bærende værdier og principper. Og det kræver en borgerlig dannelse, som vores samfund har svigtet gennem årtier.

Den væsentligste opgave for egentligt borgerlige politikere, som er ideologisk arvtagere til frihedsårene 1789, 1848 og 1989, bliver derfor at insistere på idéen om mennesket som et myndigt, rettighedsbærende fornuftsvæsen. Og dermed at personlig frihed logisk følges af ansvar. Genopdagelsen af de borgerlige værdier, der er fundamentet under vores folkestyre, ville utvivlsomt give opbyggelighed til kommende blå valgsejre, som rent faktisk vindes på borgerlige præmisser.

Det var disse værdier, der drev borgerne på tværs af Europa i det 18. og 19. århundrede til at kræve samfundsansvaret, og for blot 75 år siden understregedes af en ung danskers ubøjelige kærlighed til vores folkestyre: ”Kun med Livet som Indsats”, konkluderede Niels Fiil i sin afsked, ”kan jeg fordre den fulde Frihed”.

Glædelig 14. juli.

Peter Bjerregaard er uddannet sociolog og arbejder i energisektoren. Han har tidligere været klimaredaktør på RÆSON, chefredaktør på det internationale energi- og klimamagasin FORESIGHT og højskolelærer på Grundtvigs Højskole.

Andreas Paulsen er cand.mag. i europæiske studier, entreprenør i den private sundhedssektor og underviser i politisk filosofi. Andreas har som foredragsholder og kender af franske samfundsforhold bl.a. behandlet franskmændenes respons til de seneste års terrorangreb.

1 Kommentar

  1. Britten John Glubb skrev et lille værk “The fate of empires” http://people.uncw.edu/kozloffm/glubb.pdf
    Her analyserer han hvorfor en række imperier faldt sammen.

    De to sidste faser i disse imperies levetid er “Age of intellect” og “Age of decadense”
    Desværre er intellekt ikke nødvendigvis noget godt, fordi det fører til velfærd og dekandense.

    Kort sagt, så er vores vestlige samfund dømt til undergang.
    Med mindre vi kan lære af historien, og det er der absolut intet der tyder på lige nu. Hele den intellektuelle styrke styrer direkte mod afgrunden.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑