På Månen for 50 år siden

Søndag den 20. juli 1969 var en på mange måder almindelig søndag. Folk spiste morgenmad i ro og fred, ordnede have, besøgte familie, og lavede de hundrede ting, man typisk laver om søndagen. Det var også en dag som ingen anden før eller siden, hvor det meste af verden holdt vejret og ventede i spænding. De ventede på en begivenhed så langt hjemmefra, som noget menneske nogensinde havde været. Og om de fulgte med i radioen, i fjernsynet, eller på andre måder, var intensiteten nervepirrende. For de millioner, der hørte transmissionen direkte, kom der mod enden en lang række tekniske meddelelser, som der næppe var mange, der fuldt forstod, og som endte med ”Engine arm is off.” Efter et par sekunders venten kom beskeden fra missionens Commander Neil Armstrong, som verden havde ventet på: ”Houston. Tranquility Base here. The Eagle has landed.”

To mennesker – Armstrong og Buzz Aldrin – havde sammen med den ventende Michael Collins i kommandomodulet Columbia krydset de 385.000 kilometer tomrum mellem Jorden og Månen, og var landet sikkert på et andet himmellegeme. Om aftenen samme dag – omkring klokken halvfire om morgenen i Danmark – kravlede Armstrong ud af landingsmodulet the Eagle, gik ned ad trappen fra lugen til deres midlertidige hjem, og trådte ud på Månen. Hans ord i de sekunder, ”It’s one smal step for man, one giant leap for mankind” fangede øjeblikket og har været udødelige siden den aften. Menneskeheden havde for første gang forladt sit hjem.

Neil Armstrong udenfor the Eagle ( NASA foto As11-40-5886)

Rejsen var startet den 16. juli, da de tre astronauter blev sendt op fra NASAs platform på Cape Canaveral på toppen af en Saturn V-raket. Den enorme raket var designet af Wernher von Braun, der havde startet sin karriere som chefudvikler af Nazitysklands V2-raket. På grund af mandens indlysende enorme talent, så amerikanerne ligesom deres russiske modparter gennem fingre med von Brauns rolle i nazisternes våbenprogram, og ikke mindst brugen af KZ-fanger i produktionen af raketterne. Amerikanerne kunne bruge ham i det kommende våbenkapløb med Sovjetunionen, og som så mange andre tyskere gled han ind i det amerikanske samfund og endte i det civile arbejde hos NASA.

Von Braun var dog kun én af de tusinder af folk – ingeniører, fysikere, håndværkere og mange andre – der var involverede i det uhyrligt komplicerede arbejde med at skabe den mere end 100 meter høje tretrinsraket. Første trin bragte de tre astronauter cirka 67 kilometer op, hvorefter det blev afkoblet og andet trin bragte fartøjet i bane omkring Jorden og i position til at flyve til Månen. Efter en serie tests var Apollo 11-missonen klar og modtog den magiske besked, som kun to andre missioner havde fået: ” Apollo 11, this is Houston. You are Go for TLI.” Bag den tekniske jargon gemte sig, at TLI betød Trans-Lunar Injection, eller med andre ord den raketsekvens, der ville bringe Armstrong, Aldrin og Collins ud af deres hjemplanets tyngdefelt.

Den avancerede raketmotor viste sig at fungere lige så perfekt, som den tidligere havde på Apollo 8 og 10, og astronauterne var nu endegyldigt på vej væk fra Jorden. I al spændingen viste den gigantiske Saturn V sig dermed ikke blot at være pålidelig, men demonstrerede også – selvom kun de indviede vidste det – hvor langt foran USA var nået på blot otte år. Officielt havde Sovjetunionen stadig et konkurrerende program, der havde formået at sætte en sonde på Månen nogle måneder før amerikanerne, men uofficielt var programmet stort set dødt.

Situationen var, at på trods af de sovjetiske lederes hyldest til socialismens sejre, vidste alle på det sovjetiske hold rent privat, at den russiske pendant til Saturn V-raketten ikke kunne bringe mennesker ud af Jordens tyngdefelt. N1-raketten afspejlede simpelthen hvor langt Rusland var teknologisk bagefter. Amerikanernes gigantiske rakets første trin blev for eksempel drevet af fem enorme F1-motorer. Russerne måtte organisere en kompleks cluster af 30 mindre raketter for at opnå samme kraft, og skabte derfor anderledes problemer for sig selv: Hvis en af de 30 motorer fejlede, måtte systemet automatisk lukke en motor ned på den præcist modsatte side af raketren for at undgå, at den kom ud af balance. Det skete fire gange for russerne, den sidste gang i en så enorm eksplosion, at den ødelagde hele opsendelsesområdet.

Russerne vidste på den anden side også, at de ikke kunne gøre som amerikanerne og lave få, enorme motorer. De blev nødt til at lave flere, mindre motorer, fordi den sovjetiske industri ganske enkelt ikke formåede at lave teknologi med tilstrækkelig kvalitet til, at ingen af motorerne lukkede ned. På samme måde tillod deres teknologi heller ikke, at de byggede raketter, der som Saturn V’s andet og tredje trin brugte flydende brint som brændstof. Da månekapløbet var kommet så langt, at amerikanerne omkring julen 1968 sendte astronauter i kredsløb i Apollo 8 for at teste deres udstyr til måneflyvningerne, havde den russiske teknologi effektivt nået sin grænse. De kunne lande en sonde på Månen, men kunne – til kosmonauten Aleksey Leonovs store lettelse – ikke have sendt mennesker derop.

På samme måde kunne Sovjetunionen næppe have klaret omkostningerne ved måneprogrammet, der mellem 1960 og 1973 kostede 288 milliarder dollars i nutidens priser. Nogle estimater finder således, at NASA da programmet var mest intensivt, brugte fire procent af det amerikanske BNP, og at anstrengelserne omfattede næsten 400.000 mennesker i alle mulige jobs (inklusive specialiserede syersker der lavede astronauternes dragter). Selvom Sovjetunionens befolkning på 230 millioner mennesker var cirka 35 millioner større end USA’s, var den samlede amerikanske økonomi dobbelt så stor som den sovjetiske. Nogle estimater sætter også de samlede sovjetiske militærudgifter til cirka 20 procent af økonomien, mens de amerikanske var omkring fem procent på trods af Vietnamkrigen. Med en halvt så stor økonomi, der var tynget af dobbelt så store militærudgifter, var der ikke meget civilt overskud at tage af, og det der var, var ofte forbløffende uproduktivt.

Armstrong og Aldrins månelanding, deres vandring deroppe, og ikke mindst de grynede TV-billeder, der blev sendt derfra, samlede for en kort stund mennesker i hele verden om et fælles vidunder. Der var en dyb, amerikanske stolthed over projektet, men også forbløffende lidt nationalistisk jingoisme der kunne have delt de politiske vande. De tre astronauter repræsenterede også tre forskellige typer, fra den udadvendte, joviale og let brovtende Aldrin til den dybt private Armstrong. Alle tre måtte, da de den 24. juli landede planmæssigt i Stillehavet, alligevel vænne sig til at være berømte som få andre. De var taget ud som repræsentanter for verdens mest magtfulde økonomi, havde ’showcased’, hvad den frie verden var i stand til, og var vendt tilbage som en hel verdens helte. Og mens andre udviklinger i den frie verden som f.eks. Boeings 747-flyet på samme tidspunkt var på nippet til at bringe mere jordnære rejser til millioner af almindelige mennesker, blev Apollo 11 ikonet for, hvad vi kan.

Da de tre astronauter var tilbage på Jorden, blev de blandt andet mødt af fire millioner tilskuere i New York, af Dronning Elizabeth II i London, og af store menneskemængder i så fremmed et sted som Congo. Neil Armstrongs navn nævnes i dag sammen med andre opdagelsesrejsende som Columbus, Magellan og Cook. Hans, Aldrins og Collins præstation for 50 år siden er værd at mindes om, hvis man tvivler på, hvad frie mennesker også er i stand til.

4 thoughts on “På Månen for 50 år siden

  1. kjeldflarup

    Det mest fascinerende ved månelandingen og sådanset også anden verdenskrig, er den hastighed hvormed den frie verden kan agere. Fra at være totalt bagud kan man på få år gå totalt i front.

    Svar
  2. Thomas Jon Jensen

    Jeg synes måske det er tage munden lidt for fuld at kalde et grotesk dyrt, offentligt program finansieret via tvangsinddrevne midler for en demonstration af hvad ‘frie mennesker’ kan! Ingen tvivl om at produktiviteten i et samfund hvor markedet er mindre hæmmet (= frivillig udvekslinger og fri prisdannelse) er markant! højere end i et samfund hvor dette ikke er tilfældet. Ludwig von Mises beskrev dette allerede i ’20’erne i værket Socialism.
    Hvad frie mennesker kunne have have bedrevet med alle de ressourcer der er blevet hældt i måneprogrammet og andre offentlige programmer er svært at bedømme – men man kan starte med at få øjnene op for alternativomkostningerne hos Bastiat (Det knuste vindue) eller Henry Hazlitt (Economics in ONe Lesson).
    Økonomien er netop ikke et rumskib der kan dirigeres rundt af en alvidende kaptajn.
    https://tunecedemalis.dk/oekonomien-er-ikke-et-rumskib/

    Svar
  3. Hans Henrik Hansen

    “På grund af mandens indlysende enorme talent, så amerikanerne ligesom deres russiske modparter gennem fingre med von Brauns rolle i nazisternes våbenprogram, og ikke mindst brugen af KZ-fanger i produktionen af raketterne”- von Braun tog faktisk afstand fra det sidste (og var i en kortere periode under arrest). Dette er beskrevet i bogen “V2 – der Schuss ins Weltall”:

    https://www.amazon.de/V2-Schuss-Weltall-Geschichte-Erfindung/dp/B00GW36WOM

    Svar

Leave a Reply to kjeldflarupCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.