Er forfatningsbeskyttelse af pressefriheden effektiv?

Jeg har de sidste dage været i Pontresina i de schweiziske alper for at deltage i den årlige Silvaplana-workshop. Silvaplana er en relativt eksklusiv sammenkomst af folk i politisk økonomi og public choice, der over nogle dage mødes i Schweiz for at præsentere noget af deres bedste nye forskning og diskutere disse og andre ting om eftermiddagen på ture i bjergene. I år deltog jeg (på trods af en sportsskade) med papiret ” Is Constitutionalized Media Freedom only Window Dressing? Evidence from Terrorist Attacks”, der er fælles arbejde med min glimrende kollega Stefan Voigt fra universitetet i Hamborg.

Vores spørgsmål i papiret er, om klare grænser i forfatningen kan forhindre politikere i at fristes over evne til at censurere medierne. Mens der kan være mange politiske grunde til, at et lands medier ikke er frie og der således er begrænsninger på ytringsfriheden, ser Stefan og jeg på en helt bestemt type event: Vi bruger terrorangreb som ’stress tests’ af, hvor effektivt forfatningen forhindrer censur.

For at gøre det, må vi først få et overblik over hvad forskellige landes forfatninger faktisk tillader regeringen at gøre. Figuren nedenfor er Figur 1 fra papiret, og viser et simpelt plot over den gennemsnitlige mangel på pressefrihed på tværs af 83 vestlige lande og lande, der har vestlige institutioner. Vi har her delt landene op i fire grupper, baseret på deres forfatningsmæssige beskyttelse af presse- og ytringsfrihed: 1) lande, hvis forfatning ikke nævner det; 2) lande, hvor forfatningen er markant uklar; 3) lande, hvis forfatning ikke tillader censur; og 4) lande, hvor censur er tilladt når regeringen har erklæret nødret.

Det specielle er, at det simple billede peger på at lande med stærk forfatningsmæssig beskyttelse netop er de lande, der i gennemsnit er mindst tilbøjelige til at beskytte mediefriheden. Det er her, vi ser det første tegn på ’window dressing’.

 I efterfølgende analyser finder vi meget klart, at forfatningsbeskyttelse generelt ikke beskytter pressen. Historien er dog ikke bare, at forfatninger er irrelevante når det gælder den faktiske beskyttelse af mediernes frihed. Stefans og mine analyser peger signifikant på, at en særlig kombination er specielt problematisk: Når forfatningens nødretsprovisioner tillader censur under nødret, men ellers ikke, og domstolenes uafhængighed også er beskyttet solidt af forfatningen – dvs. i stærkt konstitutionaliserede politiske systemer – udløser terrorangreb væsentligt værre censur af medierne. Med andre ord finder vi, at når de jure beskyttelsen er stærkest, er de facto beskyttelsen svagest.

Som den næsten legendariske danske politolog Peter Nannestad formulerede det, har adskillige forfatningsjurister vurderet, at de fleste forfatningsbestemmelser er rent ’deklamatoriske’ – dvs. hensigtserklæringer uden egentlig juridisk eller politisk konsekvens. Som Peter pegede på i diskussionen efter min præsentation, viser vores papir derfor at juristerne ikke blot har ret. Situationen er værre endnu: Nogle forfatninger, der burde beskytte medierne og holde domstolene uafhængige, bruges til det præcist modsatte når terrorangreb gør fristelsen til at censurere medierne tilstrækkeligt stærk for politikerne.

3 thoughts on “Er forfatningsbeskyttelse af pressefriheden effektiv?

  1. kjeldflarup

    Danmark må formodes at falde i gruppe 3, da censur ingensinde kan indføres igen.
    Alligevel har jeg da mine tvivl om at den holder i retten.

    Svar
  2. Pingback: Grøn grundlov – er det virkelig en god idé? – Punditokraterne

  3. Pingback: Påvirker muslimer ytringsfriheden? Nej – Punditokraterne

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.