Reality-Venstre slår til igen

Venstre har i den forgangne uge holdt sommergruppemøde på Kragerup Gods. Mødet blev noget mere dramatisk end planlagt, da flere folketingsmedlemmer reagerede kraftigt på et interview i Berlingske med næstformand Kristian Jensen. Det eneste svagt kontroversielle et ellers vagt og midtsøgende interview var, at Jensen klart vurderede, at Løkkes planer under valget om en SV-regering vaf en fejl. Som han direkte siger i Berlingske: ”En SV-regering er ikke svaret, og jeg tror, der fra de andre borgerlige partier er en forventning om, at hvis vi skal stå i spidsen for det borgerlige samarbejde, så skal vi også sige det klart og tydeligt.”

Fredag kom det så vidt, at den aldrende Venstre-nestor Claus Hjort Frederiksen direkte opfordrede Jensen til at trække sig som næstformand. I et efterfølgende Facebook-opslag skrev Hjort direkte, at ”Det delte formandskabs tid er forbi” – et udsagn som DR’s Christine Cordsen vurderer er en direkte ”krigserklæring mod Kristian Jensen.” Delingen var et resultat af den uafsluttede magtkamp mellem de to fløje, der støtter henholdsvis Lars Løkke og Kristian Jensen, og som stødte direkte sammen i 2014. Fløjene eksisterer stadig, men Hjort mener øjensynligt ikke, at der længere er behov for at tage hensyn til den anden fløj. Adskillige højtsående og kendte Løkke-støtter erklærede sig enige, mens Jensens støtter primært holdt mund eller opfordrede til ro.

Det særligt pudsige i udsagnet er, at Hjort også mener, at der ikke bør være andre formænd end Løkke og at han og kun han udstikker den politiske kurs og de politiske beslutninger for partiet Venstre. Hjort har næppe forstået, i hvor høj grad han kom til at lyde som en klassisk håndlanger for autokrater som Recep Tayyip Erdoğan, Victor Órban eller Jacob Zuma. Løkkes egne handlinger bekræfter i høj grad dette indtryk, da han tydeligvis – i det mindste offentligt – mener, at han var i sin gode ret til at snigløbe sin næstformand og store dele af partiet under valgkampen, ved at opfordre til en SV-regering. Han synes heller ikke at forstå eller acceptere, at resten af blå blok har mistet al tillid til hans person og den fløj i Venstre, som han står i spidsen for.

Set i en rent politisk optik, er det svært at få Venstres positionering til at give meget mening, medmindre man regner med, at partitoppen helt og fuldstændigt har fejllæst valget og dets optakt. Er planen virkeligt at rykke Venstre endeligt ind på midten af danske politik – en bevægelse, der blev startet af Claus Hjort og Anders Fogh allerede efter det fejllæste 1998-valg – og simpelthen kæmpe med Socialdemokraterne om medianvælgerne? Eller er planen, at Venstre endeligt skal opgive at have en sammenhængende politik, men blive et rent magtparti som folk bør stemme på i mangel af bedre, eller på grund af hvad partier kan levere specifikt til dem? Ingen af delene giver ret meget mening, da S mere troværdigt kan levere nummer et, og DF allerede leverer nummer to.

Det paradoks bringer således en til at mindes om, at et parti ikke er en organisme, men et løst kollektiv af individer med individuelle præferencer, planer og projekter. Og opgiver man at se på ’partiets’ interesser, men ser på enkeltindividers egeninteresse, giver det hele pludseligt meget mere potentiel mening. I en vis forstand er Venstres problemer og den nuværende ledelses ageren nemlig en helt igennem rationel strategi for de personer, der sidder på magten i partiet.

Man kan med andre ord forstå udviklingen i Venstre med, at en større gruppe af folketingsmedlemmerne er helt ligeglade med det politiske projekt, men kører deres eget, personlige projekt for åben skærm – den faktion, jeg for nogle få år siden i Børsen kaldte ’Reality-Venstre’. Og som i ethvert andet reality-show, resulterer den slags opførsel i en situation, hvor indhold er ligegyldigt og alt relevant action er i personfnidder og intern magtpositionering. Der er – præcist som reality-tv – ikke just begavet underholdning.

Bruger man således det almindelige analytiske udgangspunkt fra public choice – metodologisk individualisme hvor hver enkelt gør det bedste for dem selv, givet deres egne interesser – giver det mening. Løkkes ageren i de sidste efterhånden adskillige år kan måske bedst karakteriseret som en stræben efter magt uden et politisk projekt, men på det personligt plan er den eminent rationel, da det for ham er en kamp om hans overlevelse i politik. Normalt ville man også skulle se på hans alternativer udenfor politik, men Løkkes store problem ligner mange andre moderne politikeres: Han har reelt ingen kompetencer, der har værdi udenfor politik. Medmindre han kan lande en lignende politisk position udenfor dansk politik – for eksempel en EU-stilling eller en ledende position i en international organisation eller NGO – er hans personlige status derfor særdeles svær. Oveni det problem skal man lægge Løkkes velkendte manglende evner, når det kommer til at styre sine personlige finanser.

Hvis man som Løkke, Elleman, og mange andre politikere i både Venstre og de fleste andre partier, er vokset op i ungdomspolitik og gået direkte ind i almindelig politik, er man i overhængende risiko for ar være i Løkkes sko: Man har reelt investeret et halvt liv i nogle kompetencer, som er aldeles ubrugelige i det samfund, de andre 5½ millioner danskere lever i. Man er socialiseret ind i et system, hvor personfnidder er helt centralt for ens karriere, og hvor respekt for fakta, indsigt i hvordan ting fungerer, og selv det andre opfatter som almindelig anstændighed overfor andre mennesker, er komparative ulemper. At tabe magten er derfor en trussel mod ens hele eksistens, fordi man reelt ikke kan andet end politik. Nogle politikere ser det ikke sådan, men de mere begavede af slagsen kan næppe undgå at være klar over, at de ville få det endda meget svært, hvis de skulle forlade politik. Undrer man sig over miseren i Venstre, hvor umiddelbart tåbeligt partiets slingrekurs og totale mangel på ideologisk kompas virker, er det værd at mindes om, at politikerne først og fremmest er rationelle enkeltindivider, der ofte er helt blottet for de kompetencer, vi andres økonomiske og sociale liv hviler på.

6 Kommentarer

  1. Jeg bemærker mig at først kørte man Inger Støjberg ud på et sidespor.
    Da troede alle og sikkert også Kristian Jensen at nu var vejen banet for ham, men nu føler han sig nok misbrugt af københavner fløjen i Venstre.

    Hans store problem var at han fik markant færre stemmer end Støjberg i Vestjyllands storkreds hvor de begge er opstillet. Altså han var markant svækket længe før det famøse interview.

    Det er nu ikke fordi de to har større kompetencer udenfor Christiansborg heller, men en af de to er næsten nødt til at udfordre Løkke. Her er Støjberg nok det bedste bud da kun netop har fremført holdninger. Statsminister tror jeg dog aldrig hun bliver. Hun vil kunne lave et kanon valg for Venstre, men det bliver en Uffe Ellerman hun laver. Og så kan hun aflevere et stærkt Venstre til partiets næste statsminister.

  2. Det sidste afsnit gælder i virkeligheden også for mange i specialiserede erhverv. Bl.a. forskere. Problemet for politikere er, at de kan være nødt til at agere dybest set utroværdigt, hvis de vil sikre deres fortsatte politiske liv. Det er i hvert fald den løsning, mange politikere vælger. Og desværre har vi et politisk kommentatori, der hylder de politikere, der forstår at navigere i folkestemninger – de er de dygtige politikere, må vi forstå.

    Når det kommer til Lars Løkke Rasmussen, har jeg dog stadig en lille tro på, at det ikke kun handler om hans egen taburet, men også hvordan han – og tildels Venstre – kan få størst mulig politisk indflydelse. Og at der bag det trods alt ligger et ønske om at få gennemført traditionel Venstre-politik. Meget er ganske givet stræben efter magt, men noget kan også forstås som politisk pragmatisme.

  3. Godt, man ikke er Venstre-mand.

  4. På hvilket grundlag baserer du dit udsagn: “Hvis man som […] Elleman[n] […] er vokset op i ungdomspolitik og gået direkte ind i almindelig politik […]”? Mig bekendt har den politiske ordfører ikke været forbi ungdomspolitik, ej heller er han gået direkte ind i almindelig politik.

    • Christian Bjørnskov

      16. august 2019 at 16:47

      Beklager, du har ret. Jeg ville have skrevet Troels Lund Poulsen – Ellemann har været i militæret. Hovedpointen er dog stadig, at der er forbløffende mange politikere fra de fleste partier, der er vokset op i ungdomdspolitik og ikke har haft meget kontakt med et ikke-politisk civilsamfund eller almindelige, private arbejdspladser.

      • Jeg vil blot indskyde, at Ellemann-Jensen har mere end været i militæret. Bliver han statsminister skal vi et pænt antal tilbage i rækken for at finde en med længere historik uden for det politiske system.

        Jeg er enig i, at det er forbløffende, at så få folketingspolitikere har tilsvarende erfaring. Selvom forklaringerne nok ligger forholdsvist ligefor.

        Koncernjurist, GN Store Nord A/S, 2007-2011.
        Afdelingschef, IBM Danmark A/S, 2005-2007.
        Jurist, IBM Danmark A/S, 2002-2005.
        Juridisk rådgiver, PwC Consulting A/S, 2000-2002.
        Officer af Reserven fra 2000.
        Kaptajn, Den danske Bataljon i Bosnien-Hercegovina, 1999-2000.
        Premierløjtnant af reserven, Den internationale Brigade, 1996-1999.
        Løjtnant, Sjællandske Livregiment, 1994-1996.
        Værnepligtig menig og sergent, Den Kongelige Livgarde, 1992-1994.

        https://www.ft.dk/medlemmer/mf/j/jakob-ellemann-jensen

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑