Italiens økonomiske elendighed

Italiensk politik og Italiens økonomi har igen været i de internationale overskrifter, da landets regeringsleder Matteo Salvini er på vej til at opløse regeringen. Salvini, der repræsenterer det højrepopulistiske Lega og danner regering med det venstrepopulistiske M5S, har udfordret EU ved at gennemføre et statsbudget med et alvorligt underskud. Efter forhandlinger endte budgettet lige indenfor eurozonens regler om et maksimalt, planlagt underskud på 3 %, men de facto ender det italienske minus sandsynligvis værre end det.

Udmeldingen er nu, at Salvini og Lega er klar til at sænke skatten markant, hvis de får pienei poteri – et klart flertal og dermed den ”fulde magt” som Mussolini også talte om – og at de helt vil ignorere euroreglerne. Det officielle argument er, at der skal sættes gang i de økonomiske hjul, men som økonom ved man, at den type politik i bedste fald kan give øget aktivitet i et par år. Derefter er italienerne tilbage til en situation med en statsgæld på 132 % af BNP – en del af den båret ufrivilligt af italienske banker, som dermed er udsat for væsentlig politisk risiko – og den forbløffende status quo uden egentlig økonomisk vækst. Som den altid indsigtsfulde Tyler Cowen hos Bloomberg understreger, er den næsten totale mangel på vækst det virkelige problem:

Unfortunately, a zero-growth environment cannot be stable forever. The reasons are many; structures ossify, firms and governments become less productive and dynamic, rules become more vulnerable to gaming and rent-seeking, and interest groups increase their ability to seize parts of the pie. If the pie doesn’t grow, eventually it becomes harder to sustain productive activity and a healthy politics.

Man kan næppe undervurdere, hvor alvorligt eller grundlæggende, problemet er: Sammenligner man med resten af Europa, er Italiens økonomi meget tydeligt i en sørgelig tilstand. Det ses ikke mindst i figuren nedenfor, hvor vi plotter udviklingen i total faktorproduktivitet, beregnet som et såkaldt Solow-residual, i Danmark, Sverige, Storbritannien og Italien siden 1970.

Som figuren viser, var Italien faktisk en af Europas mere produktive økonomier i 1970erne, med et gennemsnitligt Solow-residual 8 % under Tysklands og meget lig Danmarks. Til sammenligning var Storbritannien – kendt som Europas syge mand i 70erne – 16 % mindre produktivt end Tyskland og hele 29 % værre end USA. Figuren viser dog også to andre forhold: Effekterne af de massive reformer i Storbritannien omkring 1980 og Sverige efter 1990, og hvordan Italiens produktivitetsvækst aftager markant i løbet af 1980erne og fra 1998 til finanskrisens start i 2008 er praktisk taget nul. Status i det sidste år med data, 2017, er at Sverige nu er 2 % mere produktivt end Tyskland – en forskel, der er så lille at den i praksis er nul – mens Storbritannien er 6 % bagefter og Danmark er 9 % bagefter.

Produktivitetsforskellen mellem Tyskland og Italien illustrerer ganske godt omfanget af de italienske problemer: Opgjort som et Solow-residual var Italien i 2017 33 % mindre produktivt end Tysklands økonomi. Med andre ord kan tysk industri i dag i gennemsnit producere varer af 1000 euro værdi med et ressourceforbrug, der er en tredjedel lavere end det tilsvarende italienske. Tysk produktivitet bliver ydermere ved med at udvikle sig ligesom den svenske, men Italiens produktivitetsniveau i dag er tilbage på samme niveau som i midten af 1980erne. Mens landet således stadig kan ’skabe arbejdspladser’ er de derfor også i stigende grad inferiøre i forhold til alternativer i resten af Europa.

Som vi har vidst siden Robert Solow og Trevor Swans arbejde sidst i 1950erne, er produktivitetsudvikling den grundlæggende kilde til langsigtet økonomisk vækst. Den kræver i de fleste tilfælde gode, politisk uafhængige retslige institutioner, en nogenlunde stabil og forudsigelig økonomisk politik, begrænset rent-seeking og særinteresseindflydelse, en begrænset offentlig sektor, og fri iværksætteraktivitet. Italien har, sammenlignet med de fleste andre vestlige lande, ingen af delene. Støvlelandet har behov for alvorlige, gennemgribende reformer af hvordan dets samfund fungerer. Uden dem er landet dømt til at fortsætte en kurs, hvor landet falder endnu længere bagud og opbygger en endnu større statsgæld. Og som i alle andre tilfælde er der kun én slutning på den slags historie: At man går konkurs.

2 thoughts on “Italiens økonomiske elendighed

  1. Historyman

    Hvor lang tid endnu kan Tyskland og Italien have samme valuta, med baggrund i ovenstående undersøgelse?

    Kan den såkaldte fiskale union, redde euro samarbejdet, eller er det en måde hvorpå man spreder problemerne (statsgæld) fra de problematiske lande Italien, Grækenland, (frankrig?), til resten af Euroland (Tyskland, Holland, m.f.) via private banker.

    Er de to her refererede problemer, dvs. Tyskland og Italien i samme valuta og den fiskale unions omfordeling af gæld, en af årsagerne til at danske politikere er tøvende overfor den såkaldte fiskale union, på trods af EU (tysk-) pres for, at vi skal træde i i selv-samme union.

    Svar
    1. Christian Bjørnskov Forfatter

      Nogle meget korte svar er, at der sådan se ikke er noget økonomisk til hinder for, at Tyskland og Italien bliver i den samme valutazone. Som jeg ser det, kan en fiskal union_ikke_redde eurosamarbejdet – den er en del af problemet. Og skulle Danmark slutte sig til den, ville det kunne blive endda meget dyrt. Men det er så store spørgsmål, at jeg tror vi skal se om vi ikke kan få skrevet en separat post om dem!

      Svar

Leave a Reply to Christian BjørnskovCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.