Donald Trumps forslag forleden om at købe Grønland vakte berettiget harme. Tiden er for længst løbet fra forestillingen om, at man kunne sælge folk og territorium, invadere det eller på anden måde underlægge sig det. Medmindre da man hedder Vladimir Putin eller Xi Jinping… Statsministeren reagerede på den eneste måde, hun med nogen rimelighed kunne og kaldte helt korrekt Trumps forslag for absurd.

Men, som en god (unavngiven) ven spurgte forleden dag: Hvad hvis man kunne? Hvad skulle Danmark have for Grønland? Helt særligt, hvad hvis man byttede grønlænderne med de nuværende US Virgin Islands – det tidligere Dansk Vestindien? Danmark solgte de tre vestindiske øer til USA i 1917 for knap 100 millioner kroner, eller 3,7 milliarder nutidskroner. I relative tal ville det svare til et salg i dag for cirka 25 milliarder, eller knap 3,3 % af det offentlige budget. Hvordan ser sammenligningen mellem ’Greenland’ og Dansk Vestindien ud og bytter man lige over?

Der bor lige knap 58.000 grønlændere på Grønland mod 107.000 indbyggere på de vestindiske øer. Umiddelbart er grønlænderne rigere: CIAs World Factbook vurderer det købekraftskorrigerede BNP per indbygger til 41.800 mod 37.000 PPP dollars på Jomfruøerne. Det afspejler dog ikke helt hverken levestandarderne eller den økonomiske formåen. Grønland får omtrent 25 % af sin indkomst som direkte bloktilskud (og en del indirekte støtte), mens de amerikanske tilskud til Jomfruøerne er cirka 9 % af BNP. Den totale private indkomstskabelse på Grønland er således 1,8 milliarder dollars mod 3,5 milliarder på Jomfruøerne, og en meget stor andel af Grønlands er den offentlige sektor. I 2016 indkrævedes således hele 77,4 % af BNP i skatter, afgifter og andet; den tilsvarende på Jomfruøerne var 28,9 %.

Med de velkendte problemer med at opgøre den faktiske værdi af en offentlige sektor in mente, er de vestindiske øer sandsynligvis meget mere produktive end Grønland. Ser man på sociale problemer, er der næppe heller nogen sammenligning, der falder ud til grønlandsk fordel: Landet er kendt for voldsom alkoholisme, skræmmende incest- og voldsproblemer, og verdens sandsynligvis højeste selvmordsrate (82,8 per 100.000). Umiddelbart peger det hele derfor på, at de vestindiske øer er langt mere værd end Grønland.

Der er dog to forhold, der taler for Grønland: Naturressourcer og dets strategiske placering. Det er en vis sandsynlighed for, at landet har olie, uran og sjældne jordarter under isen, og at der er økonomi i at udvinde disse ressourcer. Ingen kender værdien af dem, men den er potentielt meget stor. Det andet element er den strategiske placering, hvor Arktis er ved at blive et internationalt varmt område: Naturressourcerne kan vise sig at være der, og hvis isen trækker sig nordpå, er der mulige sejlruter gennem grønlandske farvande, som bliver meget attraktive. Oveni de forhold skal man lægge en væsentlig interesse fra amerikansk (og dansk) side for at kunne forsvare sig mod et i stigende grad aggressivt regime i Moskva. I den forbindelse er Grønland en vigtig, fremskudt post i NATO.

Så kunne man bytte Grønland for de Dansk Vestindiske Øer? Det praktiske svar er naturligvis et rungende nej. Men det er et interessant spørgsmål at tænke over, og ikke mindst som en øvelse i hvad en økonomi er ’værd’. Den understreger, at Grønlands værdi blæser en del i vinden og afhænger af både stærkt usikre klimaforandringer og usikre forekomster af visse ressourcer. Jomfruøernes økonomiske status er langt sikrere, da det er et nogenlunde almindeligt caribisk samfund. Og det ville da være meget sjovt at overveje, hvordan verden ville se ud hvis danskerne droppede turen til Pukhet og tog på ferie i Charlotte Amalie i stedet for.