Sjov med statistik: Tillid og vintertemperaturer

Som trofaste læsere vil vide, har vi her hos punditokraterne en tilbagevendende serie om ’sjov med statistik’. Formålet er – udover at underholde – at vise, hvordan umiddelbart latterlige statistiske sammenhænge til tider kan give mening, når man tænker over dem.  

Vi har tidligere i denne serie skrevet om sammenhængen mellem tillid og hvor grimt, en nations flag er. I dag ser vi på en anden sammenhæng, der bruges jævnligt i tillidslitteraturen til at etablere kausalitet: Sammenhængen mellem graden af social tillid i et land og dets vintertemperaturer.

Figuren nedenfor illustrerer sammenhængen på tværs af Europa, hvor vi skiller lande med og uden en kommunistisk fortid. Figuren viser med al tydelig klarhed, at tillidsniveauet i lande uden en kommunistisk fortid er højt korreleret med hvor lave vintertemperaturerne kan blive.* Korrelationen er -0,72 med Danmarks tillidsniveau på 69 % som den eneste klare outlier – vi er mere tillidsfulde end vores vintervejr indikerer. Skandinavien som helhed ligger dog ret præcist, hvor man skulle tro det lå. I den anden ende ligger Cypern med en laveste almindelig vintertemperatur over 7 grader og et tillidsniveau på 13 %.

Det er her, de fleste nok vil spørge hvad i alverden vintertemperaturer har at gøre med tillid til fremmede mennesker. Umiddelbart virker sammenhængen underlig, men der er faktisk ikke blot en forklaring, men en forklaring med fornemme rødder. Som Pierre-Guillaume Méon og jeg bemærkede i en artikel for nogle år siden, giver sammenhængen fin mening i kontekst af en slags evolutionær teori, hvis hovedidé kan spores tilbage til Hippokrates,

Social tillid er relativt stabil over tid og meget forskning peger således på, at de landeforskelle vi kan se i dag har dybe historiske rødder. Teorien går på, at tillid til fremmede mennesker er vigtig for de flestes overlevelse i kolde vintre. Mens det ikke er svært at overleve en vinter i Nordafrika uden ret meget hjælp fra og interaktion med fremmede, var det voldsomt svært at bo i Norge i 1200-tallet og overleve iskolde vintre uden at kunne samarbejde bredt og måske endda handle nødvendige varer og mad. Evolutionært betyder det, at jo koldere vintrene er, i jo højere grad vil folk med stærke tillids- og samarbejdsnormer overleve. Sagt på en anden måde vil folk og familier uden tillidsnormer ganske enkelt have mindre overlevelseschancer, og befolkningen kommer derfor over lange perioder til at dele en tillidskultur.

Denne fortolkning er fuldt konsistent med dataene i figuren, og endda inklusive fraværet af en klar sammenhæng i tidligere kommunistiske lande. Det er nemlig velkendt, at de kommunistiske regimer effektivt og helt bevidst ødelagde folks tillid til hinanden. Regimerne ønskede ikke et virksomt civilsamfund, og hvis man for eksempel boede i Østtyskland i 1970erne og 80erne, ville man skulle leve sit liv i et samfund, hvor 4 % af den voksne befolkning arbejdede for det frygtede Stasi. At have generelt tillid til de fleste mennesker i den type samfund var en meget dårlig idé.

Det, vi her finder, peger således på at historiske forskelle i høj grad tegner den tillidskultur, som præger europæiske samfund i dag. Det giver dog også et fingerpeg om, hvor lande i Central- og Østeuropa måske havde været social, hvis de var endt på den rigtige side af Jerntæppet. Steder som Estland, Polen og Ukraine burde have været højtillidslande – og graver man lidt i deres historie, finder man også indikationer på, at de muligvis var før den Røde Hær marcherede ind. Sidst, men ikke mindst, indebærer sammenhængen også, at når ens tillidskultur er formet af en fælles fortids geografi og levevilkår, kan den ikke være skabt af de sidste 60 års velfærdsstat (se f.eks. her). Som William Faulkner udtrykte det i Requiem for a Nun: “The past is never dead. It’s not even past.”

* Temperaturdataene er fra Weatherbase, mens tillidsdataene er gennemsnit på tværs af alle tilgængelige kilder siden 1980erne.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.