Er de Radikale blevet kulturfascister?

Forleden luftede de Radikale, som en del af deres finanslovsudspil, et forslag om en skat på streaming. Deres idé er, at staten skal beskatte alle abonnementer på streamingtjenester, og bruge skatteprovenuet til at subsidiere ”danskproduceret tv-fiktion.” Forslaget er således, præcist som en tilsvarende fransk streamingskat, rettet mod udenlandsk streaming som f.eks. Netflix, HBO og Amazon Prime. Jeg bemærkede i Børsen i torsdags, at forslaget således har konsekvenser præcist som en told på import af streamet udenlandsk tv, da man betaler ’skatten’ af alle tjenester, men kun de danske – de eneste, der producerer dansksproget tv-fiktion – bliver kompenseret. Uanset at de Radikale kalder forslaget en skat, er det således i praksis en told, med alle de kendte stærkt negative konsekvenser som handelsbarrierer altid har.

Allerede dagen efter affødte mit indlæg et vredt, men indholdsmæssigt også temmelig meningsløst svar fra Jens Rohde. Hovedpointen var, at jeg tog fejl og at vi da alle bør betale til det fælles public service-tv. Rohde – eller de studentermedhjælpere, der nok har skrevet svaret – virkede særligt ophidset over min pointe, at forslaget i høj grad omfordeler fra unge, fattigere til ældre, rigere tv-forbrugere. Streaming af f.eks. Netflix og HBO er langt mere udbredt blandt yngre forbrugere, mens det i særligt grad er ældre forbrugere, der ser dansksproget tv-fiktion som flow-tv. Forslaget har således social slagside, hvilket det radikale svar ikke engang klart benægtede.

Det særligt bekymrende i det radikale forslag er dog den idémæssige baggrund. Som jeg skrev i Børsen: ”Lægger man en told på udenlandsk streaming vil den de facto øge den politiske kontrol og styring af danskernes tv-forbrug. Den slags politik hører ikke hjemme i det 21. århundrede.” Med andre ord er intentionen, at dirigere danskernes tv-forbrug i en bestemt retning. Det er samme idébaggrund, der ligger til grund for Zenia Stampes forslag om at udlevere to bøger til danskerne – vel at mærke valgt fra politisk hold – hvert år. Min umiddelbare reaktion på begge forslag var den samme: Hvad fanden bilder de sig ind. Med hvilken ret mener de Radikale politikere, at de kan bestemme, hvilket kulturforbrug danskerne bør have?

Det er næsten umuligt at forestille sig, at forslagenes retning og baggrund ikke gør ondt langt ind i hjertet på klassiske radikale vælgere og politikere. Partiet har en lang tradition for netop at være socialliberalt, og forsvare borgernes ret til at vælge og udtrykke egen seksualitet, egne politiske holdninger, og egen identitet. Østergaard og Stampes udspil afspejler, at partiledelsen åbenbart ikke længere mener, at egne kulturpræferencer eller smag er blandt de forhold og personlige valg, som man kan eller bør overlade til det enkelte menneske. Med andre ord står der larmende mellem linjerne i den nye radikale politik: Når det gælder kultur, ved vi bedre!

Det er et særtræk ved alle velfungerende demokratiske samfund, at borgerne har fuld frihed til at ytre sig på skrift, i tale, og i billeder. Den frihed gælder også en frihed til at se, læse eller høre hvad de vil – man forsøger ikke at styre borgernes tanker eller forestillingsverden. Det er derimod et særtræk ved fascistiske og totalitære regimer, at de også ønsker at detailregulere og styre borgernes privatliv og private begrebsverden. Det er dén verden, de Radikale tager de første (og forhåbentlig sidste) skridt ind i med deres nye udspil, der indebærer politiske styring af bog- og tv-forbrug. Det er dybt uværdigt for et parti, der ellers altid har haft beskyttelsen af alle individers værdighed som en del af dets politiske kerne.

1 thought on “Er de Radikale blevet kulturfascister?

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.