Det er trediveårsdagen for Berlinmurens fald i dag, og det fortjener selvsagt at blive markeret. Det symboliserer en af de vigtigste begivenheder i Europas nyere historie. Med Berlinmuren faldt i første omgang den sovjetiske besættelse af Central- og Østeuropa – og et par år efter også Sovjetunionen selv. Den Kolde Krig blev afsluttet, da de kommunistiske regimer kollapsede under totalitær ufrihed og planøkonomisk elendighed. Det var, som om socialismen selv indgav sin konkursbegæring. Magthaverne veg tilbage for tage de nødvendige skridt til at holde det folkelige pres tilbage – modsat søsterpartiet i Kina, som slog studenteroprøret ned med hård hånd på Den Himmelske Fredsplads.

Hvordan er det gået i mellemtiden? Her nogle korte observationer i dagens anledning.

Verden blev friere de følgende 20 år. Figuren viser Freedom House’s opdeling af verdens lande i henholdsvis frie (F), delvis frie (PF) og ikke-frie (NF). Som det fremgår, var det faktisk gået fremad allerede siden begyndelsen af 1970erne. Men andelen af frie og delvis frie lande topper omkring 2007 (bortset fra et kort blip omkring Sovjets sammenbrud). De sidste ti år er det begyndt at gå tilbage igen. Det viser, at der ikke er grund til at sove på laurbærrene efter Murens fald.

De tidligere “selvstændige” kommunistiske lande i Europa havnede i kategorien frie efter Murens fald, og langt de fleste af dem klassificeres stadig sådan af Freedom House, som kortet herunder viser. Der er dog bekymrende tegn på tilbageslag i lande som Polen og Ungarn, som ellers var de to lande, der tidligst så et folkeligt opgør med kommunismen. Det kniber stadig på Balkan. Men i de fleste af de stater, som var en del af det tidligere Sovjetunionen, står det værre til. Den totalitære kommunisme er væk, men mange af de gamle magthavere har haft held til at sætte sig på den politiske magt og at røve værdierne. Det gælder bl.a. Rusland. Det er ikke så slemt som under Sovjetstyret, men Rusland er med rette stemplet som ikke-frit.

Vi har forsømt at tage et opgør med kommunismen efter Murens fald på samme måde, som der blev taget et opgør med nazismen efter Den Anden Verdenskrig. Tværtimod er der langt ind i borgerlige rækker en opfattelse af, at det er en ideologi, der kan undskyldes med sine gode hensigter. Danmarks Kommunistiske Parti – et af de mest Moskvatro i Vesteuropa – findes stadig som en del af Enhedslisten, som ikke desto mindre af mange opfattes som et normalt om end lidt yderligtgående parti. I dag opfatter nogle islamistisk terrorisme som en exceptionel trussel, der kan begrunde mere vidtgående modforanstaltningsregler end den røde terror under Den Kolde Krig – til trods for, at den repræsenterede en markant større trussel og var i ledtog med en magt, som kunne besætte Danmark i løbet af få timer. Det er en historieløshed af dimensioner.

Venstrefløjen i de vestlige lande gik efter Murens fald fra doktrinær marxisme til postmodernisme og -struktualisme – fra at tro, at den besad en videnskabelig indsigt i historiens objektive bevægelseslove, til at forkaste al viden som en social konstruktion. Klassekampen blev afløst af identitetspolitik og en mere diffus kamp mod “ulighed”. Nu er det klimaproblemet, som bliver brugt som skalkeskjul for behovet for drakoniske planøkonomiske tiltag.

Inden Murens fald var de kommunistiske regimer en konstant påmindelse af, hvilke konsekvenser det har at sætte staten før individet. Muren og regimets dødsmaskiner (automater ved grænsen der skød mod østtyskere på vej til at begå “republikflugt”) var et håndgribeligt symbol på den totalitære kollektivismes ondskab. Det eneste dårlige, der er at sige om det lykkelige Murfald, er, at vi ser borgerlige meget mere til falds for kollektivisme i form af nationalisme og populisme. Noget kan måske forklares med, at en del af dem stammer fra den gamle venstrefløj fra før, den gik af mode.