Forfatningsstridige præsidenter

Forleden skrev vi om Bolivia, og særligt om de voldsomme begivenheder, der stadig udspiller sig i landet, efter at den siddende præsident Evo Morales havde stillet op til en fjerde præsidentperiode. Morales-regimet havde åbenlyst fået den bolivianske valgkommission til at svindle med valget, hvilket førte til store demonstrationer, som politiet nægtede at styre, og en militærchef der meddelte ligeud, at Morales burde gå af.

Et af de særlige elementer i Morales-miseren er, at den forfatning, han selv fik gennemført i 2009, begrænser enhver person til kun at kunne sidde i to præsidentperioder af fire år. Da han stillede op til præsidentvalget i 2014, var hans argument, at det var lovligt fordi hans første præsidentperiode havde været under den gamle forfatning, og han derfor stillede op for anden gang under de nye regler. Det gik mange modvilligt med til, men da Morales i februar 2016 forsøgte at ændre forfatningen, så han kunne stille op for fjerde gang, tabte han den nødvendige folkeafstemning. I stedet gjorde han, som andre autokrater før ham, og tvang højesteret – som han selv havde pakket med sine tilhængere – til at erklære, at der ikke måtte være periodebegrænsninger på offentlige embeder. Beslutningen var i blatant strid med forfatningen, men betød, at Morales kunne påstå, at han lovligt stillede op til præsidentvalget.

Både internationale kommentatorer og almindelige bolivianere har været forargede over den nu tidligere præsidents totale mangel på respekt for forfatningen. Et aspekt, mediedækningen dog har overset, er at Morales-regimets forfatningsstridige adfærd ikke er uset i resten af verden. Det er for eksempel denne adfærd, der har tilladt Paul Biya at have siddet som præsident i Cameroon siden 1982, selvom landets forfatning tydeligt kun tillader ét genvalg. I Uganda har Yoweri Museveni formået at sidde som præsident siden 1986 ved at tvinge en forfatningsændring igennem. Landets forfatning fra 1995 tillod kun præsidenten af sidde to femårs-perioder, men under store protester lavede Museveni ganske enkelt forfatningen om. Den samme proces er Tajikistans Emomali Rahmon og Djiboutis Ismaïl Guelleh gået gennem, så de i dag sidder på henholdsvis 28. og 20. år. Congos Denis Sassou Nguesso gennemførte på samme måde en helt ny forfatning i 2015 for at komme udenom reglerne, og har dermed formået at sidde uafbrudt i embedet siden 1997. Det måske værste eksempel er Nicaragua, hvor Daniel Ortega har brugt begge metoder – i 2009 ved at få højesteret til at erklære forfatningens begrænsning på præsidentens embedsperiode for inapplikabel, og i 2014 ved at tvinge parlamentet til helt at afskaffe den.

Som Bolivia er et tydeligt eksempel på, går den ikke altid. I Burkina Faso forsøgte landets præsident Blaise Compaoré – der var kommet til magten i 1987 ved et kup mod sin ven Thomas Sankara – i 2014 at ændre landets forfatning, så han kunne blive siddende. Det udløste så voldsomme uroligheder, der bl.a. indebar at parlamentet brændte ned, at Compaoré flygtede til Côte d’Ivoire, og militæret måtte stabilisere situationen og overleve et kupforsøg i 2015. Landet er på ingen måde demokratisk, men har været rimeligt roligt siden Roch Marc Christian Kaboré blev indsat i slutningen af 2015. Det samme ser ud til at være tilfældet i Zimbabwe, hvor Emerson Mnangagwa i 2017 ved et kup afsluttede Robert Mugabes 37 år som diktatorisk leder af landet.

Som eksemplerne ovenfor illustrerer, er Morales-regimets adfærd på ingen måde unik. Igennem det 20. århundrede og indtil i dag har adskillige præsidenter enten ignoreret deres forfatningers begrænsninger på, hvor lang tid de må sidde ved magten, eller presset og svindlet sig til ændringer af forfatningen. Hvor almindeligt det end er, er det dog stadig forfatningsstridigt og et alvorligt politisk problem. Man kan kun begræde, at det hverken har den helt store internationale bevågenhed, eller har været genstand for nogen særlig videnskabelig interesse. Det burde der – som Stefan Voigt og jeg ofte har talt om – snart laves om på.

1 thought on “Forfatningsstridige præsidenter

  1. kjeldflarup

    Lidt apropos, så er Putin på vej mod 25 år. Ganske vist overlod han formelt posten til Medvedev i 4 år, men kun proforma. Det siger så et eller andet om at magten i Rusland ikke ligger i selve præsidentposten.

    Og mens Medvedev passede posten, så udvidede Putin lige valgperioden fra 4-6 år. Det bliver så spændende hvad der sker i 2024, machomanden er jo trods alt kun 72 år.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.