Globalisering og populisme – ingen sammenhæng

Studiet af populisme er efterhånden en hel industri i statskundskab, sociologi og dele af nationaløkonomi. En af de centrale påstande i mange nye studier er, at populistiske partier og deres voksende stemmetal er en politisk konsekvens af og reaktion på øget globalisering.

Francis Fukuyama har for eksempel hævdet, at “the rise of populism has been triggered by globalization and the consequent massive increase in inequality.” En lignende påstand er central i Barry Eichengreens bog fra sidste år om populisme, ligesom den hollandske populismeforsker Cas Mudde har gentaget den og brugt den som forsvar for en tilbagevenden til traditionel socialdemokratisk omfordeling (som han så absolut foretrækker).

Andreas Bergh

Spørgsmålet er blot, at der indtil videre ikke har været nogen egentlig evidens for påstanden, men blot strategisk udvalgte eksempler og teoretiske argumenter. Jeg pegede på problemet i sommers i Economic Affairs, og understregede da, at selv en så dygtig forsker som Eichengreen bruger simplistisk og gammel handelsteori som et forbløffende svagt grundlag for en påstand, som han efterfølgende drager substantielle politiske implikationer fra.

Det er derfor både heldigt og meget aktuelt, at ny forskning nu ser omhyggeligt på, om der faktisk er den sammenhæng mellem globalisering og populisme, som populismeforskere synes at opfatte som en konsensus. Min gode ven Andreas Bergh (Lund og IFN, på billedet) og den unge økonom Anders Gustafsson (Örebro og IFN) viser i deres nye papir “Globalization and Populism in Europe” at det er der ikke!

Andreas og Anders bruger Timbros relativt nyudviklede populismedatasæt, der dækker 33 europæiske lande fra 1980-2016, til at se på spørgsmålet. Kombineret med det omfattende globaliseringsindeks fra KOF i Zürich tillader det de to svenskere at estimere sammenhængen over tid og på tværs af lande. Datasættet omfatter 267 populistiske partier, fra meget små til meget store og fra venstre til højre, samt deres stemmetal. Resultaterne viser ingen klar, statistisk sammenhæng, selvom den i en række sammenhænge endda bliver statistisk signifikant og negativ. I stedet finder de to, at medlemskab af EU er forbundet med en væsentlig stigning i populistiske højrefløjspartiers stemmetal. Andreas leverer flere detaljer på sin altid anbefalelsesværdige blog.

Man bør naturligvis aldrig konkludere for håndfast på basis af et enkelt studie. Det er dog sigende, at Andreas og Anders synes at være de første, der konkret tester en idé, som har været bærende for meget populismeforskning i årevis. Man kan – måske særligt når man kender til de underliggende data – fristes til at tro, at en række populismeforskere faktisk har taget et kig på dataene, og opdaget at deres konsensusidé er empirisk vrøvl. Under alle omstændigheder er der nu et omhyggeligt, veludført empirisk studie, der helt og fuldstændigt afviser, at øget globalisering skaber populistiske stemmer.

3 thoughts on “Globalisering og populisme – ingen sammenhæng

  1. Gorm Geer Pedersen

    Her et venligt skub i den rigtige retning: Populisme dækker vel her overdet som andre kender som islamkritiske partier. Og deres rasant stigende vælgerskare har måske en positiv korrelation med væksten i den muslimske befolkningsandel?

    Svar
  2. Jens

    Hej Gorm

    Et hurtigt kig på de partier, der karakteriseres som populistiske, synes jeg viser, at du tager lidt fejl.

    Se; https://populismindex.com/about/

    I Danmark regnes Enhedslisten fx i blandt, side om side med DF. I Spanien omfattes ligeledes både Podemos og Vox.

    Til gengæld kunne man måske sige, at det er lidt et semantisk tryllegreb at regne EU som ikke-globalisme, antageligvis fordi det er ‘regional’.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.