Kolonier og moderne demokrati

Et af de store spørgsmål i samfundsvidenskaberne de sidste 60 år har været, hvorfor nogle lande bliver demokratisk og særligt hvorfor nogle af dem forbliver stabilt demokratiske. Siden Seymour M. Lipsets arbejde sidst i 1950erne har samfundsforskere diskuteret – og til tider skændtes – om hvad der forklarer stabil demokratisering. Diskussionerne er ikke blevet mindre hede de sidste 20 år efter at Daron Acemoglu og James Robinson foreslog, at forhold i landes tid som kolonier er centrale for at forstå, hvordan de fungerer i dag. Ingen bryder sig om, at forhold man ikke kan ændre på, bliver ved med at være vigtige, og visse traditioner i bl.a. såkaldte postcolonial studies betragter alt, der har med kolonitiden at gøre, som af det onde.

Problemet er dog, at der er meget gode argumenter for, at kolonimagternes opførsel stadig er vigt på godt og ondt. Vi har tidligere skrevet bredere om emnet (her og her) i forbindelse med min og Martin Rodes database over regimetyper og regimetransitioner, men nu er der endelig et kort, fokuseret papir om netop den sene kolonitids betydning for, hvor demokratisk et land er i dag. Jeg skal præsentere papiret på dette års Australasian Public Choice Conference, der afholdes mandag og tirsdag i næste uge ved Queensland University of Technology i Brisbane.

I ”Late Colonial Antecedents of Modern Democracy”, som kan hentes på min hjemmeside, undersøger vi nogle af de helt centrale påstande i de nye litteratur. Det særlige greb i papiret er, at vores database giver os information om hvordan de politiske institutioner så ud tilbage til 1950. Vi ved derfor bredt set, om en koloni havde demokratiske politiske institutioner allerede før uafhængighed, og om valgene til dem var frie og fair. Vi kombinerer vores egne data med information fra en unik og overset kilde – den årlige The Statesman’s Yearbook – der i 1950erne leverede et væld af oplysninger om kolonier.

Ved at sammenligne 65 kolonier før uafhængighed, kan vi i papiret etablere, at ingen franske kolonier var fuldt demokratiske fem år før deres uafhængighed. Den rettighed fik de først formelt med la Loi Cadre, der forberedte deres uafhængighed, mens flere britiske havde været demokratiske væsentligt tidligere. Vi finder derimod ingen støtte for Acemoglu og Robinsons hypotese om, at steder med en større europæisk befolkning var mere demokratiske. Selvom argumentet om, at tilflyttere ønsker samme demokrati som de havde ’derhjemme’ er teoretisk overbevisende, ser vi ingen sammenhæng mellem størrelsen af den europæiske befolkning og graden af demokrati i den sene koloniperiode. De demokratiske kolonier var typisk britiske, ikke typisk hvide.

Den vigtigste pointe i vores relativt korte papir er dog, at de valg kolonimagten tog – eller tillod at landets indbyggere at tage – før uafhængighed, viser sig at karakterisere landene i dag. Som man ganske tydeligt kan se i Tabel 2 i papiret, som vi gengiver nedenfor, er var 25 af 75 kolonier demokratiske før uafhængighed og demokratiske i dag som selvstændige lande. 28 af dem var ikke demokratiske før uafhængighed, og er stadig ikke, mens demokratiet er bukke under i 14 kolonidemokratier (herunder bl.a. Sudan), mens 8 er blevet det på trods af at de ikke havde demokratiske institutioner før deres uafhængighed.

En del af konklusionen er således, at mange lande i dag er demokratiske, fordi de var britiske kolonier, da briterne var langt mere tilbøjelige til ikke blot at indføre repræsentative valg, men også at acceptere resultatet af dem. Det gik ikke altid lige smukt for sig – se f.eks. en af historierne i den fine A United Kingdom – men der blev ikke svindlet med valgene. I Afrika, Stillehavsområdet og dele af Asien tegner kolonitidens politiske erfaringer stadig, hvordan politik foregår. Det er, som William Faulkner skrev i Requiem for a Nun: The past is never dead. It’s not even past.

4 Kommentarer

  1. Nils G. Indahl

    4. december 2019 at 08:38

    Her går I ud fra kolonimagternes grænsedragninger – nogen anden findes sådan set ikke. Ét af de centrale spørgsmål er: ville disse lande have valgt et westfalsk statssystem uden europæisk styre? I det meste af Afrika (se f.eks. Gambia og Senegal) ville alternative statssystemer, uden at territorium var det vigtigste, måske have vist sig optimalt.

    • Christian Bjørnskov

      4. december 2019 at 11:12

      Vi er naturligvis tvungne til at bruge de grænsedragninger, der nu engang er, og som for størstedelens vedkommende blev besluttet umiddelbart efter Første Verdenskrig. Men det er vel værd at notere sig, at store dele af Asien er end med samme type statssystem som os uden en kolonitid. En del af grænsedragningerne matcher også ‘naturlige’ forhold.

  2. Er variationen ikke lidt spinkelt. Hvilke andre koloni magter end England og Frankrig er der egentligt.
    Tyskland tabte vel det hele efter første verdenskrig, og Spanien endnu tidligere. Danmark og Belgien er vel så små at vi ikke tæller.

    Ud over styreformen, så betyder kolonimagtens exit vel også noget. Frankrig var som bekendt besat under anden verdenskrig, og har givet haft svært ved at påvirke overgangen til selvstændig stat, hvorimod England formåede at skabe Common Wealth landene som en gruppe.

    • Christian Bjørnskov

      5. december 2019 at 00:36

      Der er faktisk en del variation. Der er først og fremmest mange tidligere kolonier, men også flere koloniherrer – særligt Portugal og Holland. Og koloniherrerne behandlede ikke hver koloni ens. Det er iøvrigt heller ikke rigtigt, at Frankrig var underdrejet under anden verdenskrig og det gjorde forskellen. Deres kolonier blev uafhængige fra 1958 og frem.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2020 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑