Ude i de små hjem er julen ved at snige sig ind på danskerne, og punditokraternes hjem er ikke anderledes. De sidste gaver er købt (for mit vedkommende omkring klokken to i går), køleskabet er fyldt, og årets portvin er klar. En af de sidste opgaver før julen for alvor starter klokken 16 i dag, er at opsummere året på bloggen og at ønske Punditokraternes læsere en glædelig jul.

Bloggen havde et ganske godt år med knap 97.000 besøg indtil nu. Det er en lille fremgang fra sidste år, og givet hvordan andre blogs har haft det, er vi ganske godt tilfredse. Årets mest besøgte post var Niels glimrende Alt det Oxfam-Ibis ikke fortæller dig fra sidst i januar, som fik 2800 direkte besøg og et uvist antal besøg gennem forsiden. Ligesom tidligere år bliver min Sundhed i 100 år målt på højde på mærkværdig vis ved med at få besøg; i 2019 blev det til flere end 1700. To andre poster fik over 1000 besøg: Vores post om Ulighed i Danmark fra juledagene sidste år blev besøgt og forhåbentlig læst af godt 1300, og Den fejlede idé, der aldrig dør – om Kristian  Niemitzs fremragende bog om socialisme, der også fik sin egen podcast – er  blevet set af lidt flere end 1000. Ser man derimod på antal besøg per dag, posten har været publiceret, er Niels vigtige post om Hvordan beskytter det liberale demokrati sig mod sine fjender den klare topscorer. Og gælder det feedback, har folk åbenbart været tilfredse med vores sommerserie om Befolkning, Klima og Vækst, som Otto opsummerede i en julegave i går.

Udenfor bloggen er vi også stolte af, at punditokraterne en gang imellem sætter sit aftryk på debatten i Danmark. Niels har således også i år markeret sig som en af de førende Latinamerika-eksperter i Danmark, og Otto er en af de skarpeste stemmer i den hjemlige klimadebat. På alle områder har vi igen i år haft stor gavn af vores interesserede og venligt skeptiske læsere, som til tider stiller skarpe spørgsmål, der holder os til ilden. Hvis nogen skulle være i tvivl, er vi taknemmelige for dem!

De næste dage er der stille her på bloggen, ligesom der forhåbentlig er stille i det offentlige Danmark – og tænk, hvis dansk politik var lige så stille udenfor juledagene! I mellemtiden vil vi ønske alle vores faste læsere og tilfældige besøgende en Glædelig Jul og et Godt Nytår. Vi håber I alle får en lige så pragtfuld jul, som Nat King Cole udtrykte (i Mel Tormés ord).