Tillid til naboer

Der er næppe mange velinformerede danskere, der ikke ved at Danmark er et af verdens mest tillidsfulde steder: Cirka 70 % af danskerne mener, at man generelt kan stole på andre mennesker. Vi deler denne status med nordmændene og – med en lille afstand – med svenskerne, og tilliden er en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor en kold afkrog af verden alligevel er rig (læs f.eks. her). Og modsat hvad statsministeren indikerede i sin tale ved Folketingets åbning, er der ingen tegn på, at tilliden er faldende eller i fare.

Alligevel møder jeg ofte mennesker, der holder fast i, at det ikke kan være rigtigt. De nævner således ofte, at mange danskere ikke stoler på deres naboer og permanent låser deres dør. Flere af dem, inklusive flere forskere udenfor Danmark, fastholder også at folks svar er ekspressive og de i virkeligheden ikke udviser nogen tillid eller ærlighed i deres faktiske adfærd. Mens den anden påstand meget klart kan afvises (se her), har vi hidtil ikke haft solide data på folks tillid til deres naboer.

Denne mangel bliver der nu rådet bod på med nye data fra the Wellcome Global Monitor 2018, der blandt andet har spurgt om netop folks tillid til deres naboer i 144 forskellige lande. WGM spørger på en skala fra 1-4, hvor kategorierne er ”ingen”, ”ikke meget”, ”nogen”, og ”meget” tillid. Som med andre tillidsspørgsmål, viser der sig at være markant forskel på lande. Som figuren nedenfor illustrerer, strækker folks tillid til deres naboer i den vestlige verden fra et gennemsnit i Montenegro på 2,7 til 3,7 i Norge (globalt er bundskraberen Gabon på 2,1).

Danskerne kommer ind på en syvendeplads med et gennemsnitssvar på 3,5 lige over hollænderne og umiddelbart efter østrigerne. Der er således ikke nogen overraskelser, og danskerne ligger også her blandt de mest tillidsfulde mennesker i den vestlige verden. På samme måde er der ingen overraskelse i at finde, at folk i tidligere kommunistiske lande (de røde pinde) i gennemsnit er markant mindre tillidsfulde end andre. Kun tre lande med en kommunistiske fortid – Slovenien, Estland og Litauen – har et tillidsniveau over det vestlige gennemsnit.

Man kan stille (mindst) to spørgsmål til disse mønstre. Det første er, hvorfor danskerne alligevel ikke ligger på linje med nordmændene, når det gælder vores tillid til naboer, og hvad østrigerne laver i toppen. Ethvert svar er naturligvis spekulativt, men helt generelt finder man altid, at folk har større tillid til mennesker, de kender personligt, interagerer jævnligt med, og har valgt frivilligt at ses med. Teknisk siger man, at partikulær, personlig tillid typisk er højere end social, generaliseret tillid. En del af forklaringen på dette første spørgsmål er således sandsynligvis, at nordmænd og østrigere er mere tilbøjelige til at kende deres naboer personligt. Denne forklaring passer således på, at Norge er en tand mindre urbaniseret end Danmark og Sverige – 82 % af nordmændene bor i byer mod 88 % i de to andre lande – og at Østrig med 59 % af befolkningen i byer er markant mindre urbaniseret end de fleste andre vestlige lande. Jo flere folk, der bor i små lokalsamfund hvor man ikke kan undgå at kende hinanden, jo større bliver forskellen på social tillid og nabotillid.

Det andet spørgsmål er, hvor stærk den generelle sammenhæng mellem tillid til folks naboer og deres sociale tillid er. Det viser vi i den anden figur i dag, hvor de røde markører er lande med en kommunistisk fortid mens de sorte er normale, vestlige lande. Figuren illustrerer først, hvordan der ikke er nogen videre sammenhæng på tværs af de 19 tidligere kommunistiske lande, hvor korrelationen mellem de to mål er 0,12. Omvendt er sammenhængen meget tydelig på tværs af de 31 vestlige lande uden en kommunistisk fortid, hvor korrelationen er hele 0,72. Om den manglende sammenhæng i den første gruppe skyldes, at folk generelt ikke kunne vælge frit, hvor de ville bo og med hvem, må forblive et åbent spørgsmål.

Den manglende sammenhæng er dog endnu en indikation på, hvor meget 40 års sovjetkommunisme ødelagde, og hvor dybe strukturer, der stadig eksisterer fra den tid. Under alle omstændigheder er de nye data fra WGM interessante, og viser mønstre på tværs af verden, der er velkendte fra andre typer undersøgelser. I den næste tid kommer vi derfor til at afsøge de andre muligheder, datasættet byder på.

4 Kommentarer

  1. Lasse Birk Olesen

    30. december 2019 at 10:04

    “Og modsat hvad statsministeren indikerede i sin tale ved Folketingets åbning, er der ingen tegn på, at tilliden er faldende eller i fare.”

    Er det ikke et faretegn, at generationer født siden 60’erne er blevet mindre tillidsfulde? Således når de nye generationer kommer til at udgøre større dele af befolkningen, så kan vi forvente et fald i tillid? Jævnfør figur 2 på side 91: https://pure.au.dk/portal/files/42042899/hvorfor_stiger_tilliden.pdf

    • Christian Bjørnskov

      30. december 2019 at 10:19

      Det er godt set og svaret er, at det kunne i princippet tolkes som et faresignal. Spørgsmålet er dog først, om der er tale om en forskel der er så tydelig, at vi med nogen statistisk sikkerhed kan sige, at den er der. For det andet ved vi stadig ikke, om det er et midlertidigt fænomen eller en permanent generationel forskel. Hvis det er nummer to, er der et problem. Hvis ikke, er det svært at påstå, at der er noget at ale om.

  2. hans andersen

    4. januar 2020 at 16:33

    Hvis et land er opsplittet i parallelsamfund kan undersøgelsen så bruges ?

    • Christian Bjørnskov

      4. januar 2020 at 18:25

      Jeg kan ikke se hvorfor den ikke skulle kunne bruges. Mens der tales meget om parallelsamfund, er de altid meget, meget små i forhold til resten af befolkningen og geografisk koncentrerede i helt bestemte områder. Så det vil være en ekstremt lille andel af os, der bor tæt nok på dem til at kunne betragte dem som ‘naboer’.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2020 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑