Tillid og syn på globalisering

Globalisering er en proces, der ofte lægges for had. For 20 år siden huserede Attac-bevægelsen i Europa, der overbeviste mange om truslen fra international handel og investeringsadfærd, men også affødte også reaktioner som det danske mod-attac (der bl.a. dengang talte Niels Westy, Martin Ågerup og undertegnede). Opfattelsen af globalisering er også et af de forhold, der i høj grad deler europæiske befolkninger og politikere, og hvor Danmark er blandt de absolut mest positive. Derimod er det ikke et spørgsmål, der deler nationaløkonomer: Vi har vidst siden Ricardos arbejde for snart 203 år siden, at frihandel og frie internationale investeringsflows er økonomisk gavnlige. Der ser også ud til at være en række positive bivirkninger (som vi sandsynligvis dækker til sommer), så hvorfor er forskellige befolkninger så uenige om emnet?

Dagens spørgsmål er, om befolkningers syn på globalisering følger deres syn på andre mennesker. Spørgsmålet er ikke taget ud af den blå luft, men er i virkeligheden ganske logisk: Globalisering indebærer flere interaktioner – mere handel og flere investeringer – med folk, der er anderledes end en selv, og som på flere plan er ’fremmede’. Har man generelt et positivt syn på andre mennesker og stoler på dem, er det svært at se, at friere handel skulle udgøre en trussel. Er man derimod misantrop og stoler kun på sine nærmeste, er næsten al interaktion – som Edward Banfield skrev så fremragende om – med andre mennesker en trussel.

Vi gør det i tre simple figurer, hvor vi bruger to af EuroBarometer-undersøgelserne. I den første figur er folk blevet spurgt, om globalisering er til gavn for virksomheder fra ens land. I nummer to er spørgsmålet, om respondenterne har gavn af import fra lande udenfor EU, og i den tredje er spørgsmålet, om folk mener at handelsaftalerne med Canada, Japan og Mexico har været til deres gavn for deres land. I alle tre figurer er de vestlige lande markeret med sort, mens de tidligere kommunistiske lande er markeret med rødt. Alle tre figurer viser sammenhængen mellem spørgsmålene og landets grad af social tillid, målt på standardmåden ved procentdelen af befolkningen, der i spørgeskemaer mener, at man kan stole på de fleste mennesker.

Det generelle billede er ganske klart. I den første figur er korrelation mellem tillidsmålet og opfattelsen af, at globalisering er til gavn 0,02 i tidligere kommunistiske lande, men hele 0,78 i resten af Europa. Måske er nulsammenhængen i Central- og Østeuropa ikke så mærkelig, når man påtænker hvad der sker, når game statslige virksomheder i kommunistiske lande kastes ud i moderne international konkurrence.

I de to andre spørgsmål er begge grupper dog relativt ens. Spørger man, om folk har gavn af import fra lande udenfor EU, er korrelationerne 0,39 og 0,77, mens de er 0,49 og 0,87 når man spørger, om folk mener at handelsaftalerne med Canada, Japan og Mexico har været til deres gavn. På tværs af spørgsmål ser man således det samme generelle billede.

Man skal naturligvis være påpasselig med at tolke simple plots fra nationale spørgeskemaundersøgelser. Mine glimrende kolleger Ina Jäkel og Marcel Smolka har for eksempel vist (læs her), hvordan præferencer for handelspolitik også drives af folks og landes komparative fordele. De tre figurer her giver dog en ganske klar indikation om, at folks præferencer for international handel og konkurrence muligvis også afhænger af deres basale menneskesyn. Den ene forklaring udelukker ikke den anden, mens forskellen i tillidskultur matcher hvad vi ved om EU-landes præferencer for, hvordan EU’s fælles handelspolitik burde se ud.

6 thoughts on “Tillid og syn på globalisering

  1. Ole Gerstrøm

    Forfatteren spørger, om om befolkningers syn på globalisering følger folks syn på andre mennesker. Men dette er næppe tilfældet. Når mange i dag er skeptiske over for globaliseringen, skyldes det da åbenbart de store mængder af muslimer, der strømmer ind over grænserne. Vi har nu flere hundrede tusinde her i landet. Undersøgelser har vist, at 75% af de ankommende mener at koranens ord bør følges hvor end man befinder sig. Den slags er i fundamental modstrid med dansk kultur. Det er islam vi ikke bryder os om.
    Vi er vel vel stort set alle er tilhængere af ordentlig og redelig frihandel. Iøvrigt betyder misogyn kvindehader.

    Svar
  2. Villi John Petersen

    Der er et par skyklapper, der slører udsynet i den argumentation. Som sex er sundt, så må voldtægt også være det! Ja, frihandel og frie investeringer er et gode for de nationale økonomier. Men det er ophævelsen af grænser ikke (også de moralske). Migration fra især islamiske stater er ikke en økonomisk fordel, tværtimod. Overstatsligt samarbejde, som ophæver det nationale demokrati – EU og FN – er heller ikke positivt. EU er bureaukratisk, ineffektivt og udemokratisk (eurokrisen, migration mm) og med bl.a. toldmure en hinder for effektiv handel og udvikling, som brexiteers har opdaget. FN har indført et – antividenskabeligt – klimadiktatur, der hurtigt vil suge al saft og kraft ud af de vestlige, (endnu) demokratiske stater. Så vidt har globaliseringens positive sider ikke opvejet de negative.

    Svar
    1. Christian Bjørnskov

      Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at se, hvad de to kommentarer har med indlægget at gøre. Mit indlæg handler om_økonomisk_globalisering, og har absolut intet med indvandring eller politisk globalisering at gøre. De spørgsmål, der er brugt fra EuroBarometeret, er også udelukkende om økonomisk globalisering. Så indvendingerne fra Ole Gestrøm og Villi John Petersen er en smule goddaw mand økseskaft for mig – de har overhovedet ikke noget med indlæggets indhold at gøre.
      Derudover må jeg understrege, at vi ikke alle er tilhængere af frihandel. De nordiske lande er unikke i den forstand, at vi ikke har populistiske partier med en anti-globaliseringsdagsorden. Det eksisterer i stort set alle andre europæiske lande, og i begge de amerikanske partier.

      Svar
      1. Villi John Petersen

        “Globalisering er en proces, der ofte lægges for had”. Det var din indledende sætning! Men globalisering er ikke udelukkende økonomisk globalisering, det er også multikulturalisme og (principielt) åbne grænser. Desuden er globalisering eo ipso modstand mod nationalstaten. Du taler om økonomi, når du bruger begrebet globalisering, og ignorerer politisk globalisering; men det er jo absurd og verdensfjernt. Modstanden mod globalisering er ikke primært hængt op på mistillid til andre mennesker; men viden om at folk og folkestyre – demokrati – er uadskillelige. Derfor mener jeg, at påstanden om dine fiktive skyklapper, holder ret godt!

        Svar
  3. Kjeld Flarup

    Jeg vil give Villi lidt ret.
    I 1986 blev vi medlem af EF’s indre marked, som handlede om økonomisk frihandel.
    6 år senere fik vi serveret en politisk traktat, med den begrundelse at det var en konsekvens af det indre marked.

    Fri bevægelse af arbejdskraft var også en del af det indre marked og det er også godt økonomisk, men med EU og egen dumhed, er det blevet til fri bevægelighed fra hele verden til Europa uanset om det er reel arbejdskraft eller ej.

    Dog så ser det ud til at UK godt kan adskille disse ting. Den frie bevægelighed var en af grundene til Brexit. Omvendt så kommer Brexit til at betyde en øget globalisering i UK.

    Kontroversen ligger nok mest i hvad betyder ordet “globalisering”.
    Er migration en del af globaliseringen?

    Svar
    1. Villi John Petersen

      Jeg tror nærmere, at kontroversen står mellem nationalister og internationalister. Internationalister håber ultimativt på en verdenregering og er indstillet på at afgive politisk magt til internationale institutioner, som EU og FN. Nationalister tager udgangspunkt i nationalstaten og ønsker at beholde den demokratiske suverænitet. (ikke en absolut suverænitet, som selv ikke USA har; men en relativ, som måske kan sammenlignes med individets ret til selv at vælge tøj efter vejrliget; men som ikke har indflydelse på vejret.) Man ønsker mest mulig samarbejde på mange områder: økonomi, handel, forsvar, migration, forskning osv. osv., men forbeholder sig ret til at afgøre arten af deltagelse i det nationale parlament. Det har været formlen for NATO-samarbejdet, EF, OECD, samarbejdet i Norden, og flere af FN´s underorganisationer: Unicef, FAO, UNDP mv. Det har tilsyneladende virket tilfredsstillende i en politisk sammensat verden. Men efter murens fald har en del ændret sig i globalistisk (internationalistisk) retning: EF er blevet til EU og FN har fået klimaorganisationen IPCC, hvilket fjerner magten fra demokratierne og placerer den hos internationale, bureaukratiske strukturer, der ikke er afhængige af genvalg.

      Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.