Offentlig versus privat produktivitet

Et af de mest populære politiske argumenter, som vi ikke abonnerer på her på stedet, er at den offentlige sektor ’hjælper’ den private og gør den mere produktiv. En række studier peger for eksempel på, at en større offentlig sektor er forbundet med lavere økonomisk vækst. Hvis den offentlige sektor typisk hjalp eller komplementerede den private, burde man se det modsatte, men som Magnus Henrekson og Andreas Bergh har vist i to fine oversigtsartikler (se her og her), peger evidensen i vestlige lande klart på et minus. Er man interesseret i fortsat økonomisk udvikling, er en stor offentlig sektor en klods om samfundets ben.

Mens der naturligvis er praktiske problemer forbundet med at vurdere den præcise effekt af en stor offentlig sektor – som Henrekson og Bergh afhjælper på en ganske elegant måde – er det et værre problem at måle dens produktivitet. Man kan få et rimeligt bud på, hvor produktiv arbejdskraften i den private sektor er, ved at se på dens værdiskabelse per fuldtidsansat eller per arbejdstime. Det er muligt og relativt enkelt, da private firmaers værdiskabelse, som den indgår i nationalregnskabet, vurderes ved markedspriser. Med andre ord regner man værdien af produktionen som den værdi, almindelige mennesker tillægger den, og som den afsløres i deres villighed til at betale.

Det er sværere at gøre med den offentlige sektors produktion. Da der ikke er noget frit marked for offentlige ydelser – de er ofte monopoler og man kan ikke undgå at betale for dem – kan man ikke på samme måde værdisætte det offentlige forbrug. I næsten alle nationalregnskaber gør man derfor det, at man værdisætter dem ved deres omkostninger. Hvis der er positive eksternaliteter forbundet med offentlige ydelser eller de er væsentligt bedre end tilsvarende private, undervurderer man derfor deres faktiske værdi i regnskabet. Hvis folk derimod ikke ville være villige til at betale prisen for dem, hvis de kunne undgå dem – hvis ydelserne enten er væsentligt dårlige end private eller direkte overflødige – overvurderer man således den offentlige sektors værdi. Det virker fair at antage, at værdien nok generelt er overvurderet, da man ofte ser folk vælge private ydelser, når de reelt får muligheden for det. Problemerne med bløde budgetbegrænsninger og omkostningsmaksimering i det offentlige er også veldokumenterede siden Janos Kornai og William Niskanens arbejde.  I det følgende ser den offentlige sektors produktivitet således sandsynligvis for høj ud.

Vi forsøger alligevel at give et bud i det følgende ved at kombinere data fra version 9.1. af the Penn World Tables med oplysning om andelen af arbejdsstyrken, der er ansat i det offentlige; de fleste tal er fra OECD og opsummeret på Wikipedia. Penn giver et købekraftsjusteret bruttonationalprodukt, hvor stor en andel af befolkningen der er beskæftiget, hvor stor en procentdel af nationalproduktet der ligger i den offentlige sektor, og det gennemsnitlige antal arbejdstimer per år. Det betyder, at vi kan beregne den omtrentlige værdiskabelse per arbejdstime i den offentlige og private sektor, så længe det gennemsnitlige antal arbejdstimer er cirka det samme (en antagelse man kan diskutere).

Figuren nedenfor illustrerer resultaterne for de 27 vestlige lande, som vi har alle data for, ved at plotte logaritmen til den beregnede arbejdsproduktivitet i den offentlige versus den private sektor. I gennemsnit er den private arbejdsproduktivitet 58 dollars per arbejdstime versus 48 dollars i den offentlige sektor. Accepterer man en værdifastsættelse af offentlige ydelser ved deres omkostninger – som med stor sandsynlighed er for generøst – er den private sektor således cirka 20 % mere produktiv i vores del af verden. Som man kan se i figuren, dækker det dog over store forskelle. I lande som Grækenland, Sydkorea og Tyskland er den målte produktivitet således højere i det offentlige end det private. Et godt bud på nogle af disse forskelle, kan også ses i Penn World Tables, der angiver prisniveauer for forskellige dele af økonomien. Den offentlige sektor er typisk dyrere end den private, og mens det ikke gælder alle lande, er prisniveauet for offentligt forbrug i Penn i gennemsnit 24 % højere end det private. Hvis man værdisætter offentlige ydelser til cirka samme priser som det private forbrug, falder den målte arbejdsproduktivitet til 38 dollars per time i vestlige lande.

Det hele gælder ikke mindst Danmark, hvor den private sektor er virkeligt produktiv: Den beregnede timeindkomst er 78 dollars. Det gælder ikke den offentlige sektor, der afhængig af metode ender på enten 44 eller 35 dollars. Med andre ord er det private i Danmark et sted mellem 79 og 127 % mere produktivt end det offentlige, selv når de offentlige ydelser vurderes på deres omkostninger og ikke, hvad folk faktisk ville være villige til at betale.

Når man laver denne slags sammenligninger, må man altid tage omhyggelige forbehold. Ikke mindst gælder det, at der ikke findes nogen ideelle, eller bare gode, måder at måle den offentlige sektors produktivitet på. Det skal dog ikke forhindre en i at gøre forsøget, men må blot holdes in mente når man fortolker resultaterne. For det andet må man også tage det forbehold, at vi ikke helt ved, hvorfor der er så store forskelle på tværs af lande. Der er gode forklaringer på, hvorfor det offentlige bliver meget dyrt – se f.eks. Baumols omkostningssyge – og hvorfor det private bliver nødt til at være ekstremt produktivt for at finansiere en velfærdsstat – et emne, Andreas Bergh har skrevet omfattende og vigtigt om.

Sammenligningerne rejse også spørgsmålet, hvor de store forskelle kommer fra, og hvorfor de ikke er mere ens på tværs af lande. Er den offentlige produktivitet for eksempel mindre i store velfærdsstater, er den faldet mere bagud i lande med en stærkere venstreorienteret tradition, har gabet noget med graden af handel og økonomisk globalisering at gøre, osv. Alle disse spørgsmål er virkeligt interessante fra en public choice-vinkel, ligesom de er det fra en mere traditionel public economics-vinkel, men starter med problemet, at man først må måle det offentliges produktivitet.

3 thoughts on “Offentlig versus privat produktivitet

  1. Kjeld Flarup

    Du plejer at være god til at forklare Christian, men denne gang tabte du mig.
    Som jeg læser problemet, så mangler der en markedspris på offentlig produktion for at man kan sammenligne produktiviteten.

    Så hvis en privat betaler 100 Kr. i løn og materialer, og sælger til 120 Kr., så er der en værdiskabelse på 20 Kr.

    På det offentligt er man nødt til at gætte hvad salgsprisen burde være.
    Her kan en socialist så sige at den offentlige ydelse er 200 Kr. værd, så der er en enorm værdiskabelse.
    Omvendt kan en markedsliberal påstå ydelsen kunne leveres for 50 Kr. på et frit marked.

    Svar
    1. Christian Bjørnskov

      Det er også relativt teknisk. Men ja, dit private eksempel er rigtigt. Problemet med værdifastsættelse i det offentlige er så svært, at man kan_påstå_mange ting. Teoretisk er der styr over mulighederne, og rent praktisk er det sjældent, at det offentlige kan matche private på pris og / eller kvalitet, når der politisk åbnes op for fri konkurrence. En del af problemet der er, at når der udliciteres eller åbnes for private udbydere, sker der tit med en offentlig regulering, der reelt tvinger private til at gøre, som det ‘gamle’ offentlige firma gjorde. Sammenlingningerne mellem pris/kvalitet/produktivitet i de tilfælde er derfor kunstigt biased i det offentliges favør.

      Svar
  2. Pingback: Det offentlige forbrug går kun i beskeden grad til kerneydelser – Punditokraterne

Leave a Reply to Christian BjørnskovCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.