Problemerne ved Messerschmidts anti-individualisme

Morten Messerschmidt skrev fornylig en kronik i Berlingske, hvor han hilser en borgerlig renæssance velkommen. Men taget for pålydende bidrager den snarere til splittelse ved at stille nogle krav til borgerligheden, som kun et snævert politisk segment kan honorere. Han kræver et opgør med ”individualisme og internationalisme”. Det fortjener et par kommentarer med på vejen.

Kernen i ræsonnementet er følgende (som han også tidligere har fremført): Rettigheder og pligter eksisterer ikke løsrevet fra loven. Og nationen er lovens udspring. Derfor kan der ingen universelle rettigheder eksistere, kun hvad nationen lovgiver om. At tro det modsatte er udtryk for den kritisable individualisme.

Der er flere problemer med denne udlægning. Messerschmidt selv får det problem, at hvis loven er den eneste målestok – og intet andet eksisterer – så tillader det heller ikke ham selv at argumentere for noget, som ikke i forvejen er lov. Eller at indvende noget mod eksisterende love – så som udlændingeloven, love der udmønter internationale konventioner eller EU-forordninger. Men hvis der findes anden målestok end gældende lov, så kan den også begrunde individuelle rettigheder.

Det er således helt centralt, at når vi taler om rettigheder, så kan begrebet have (mindst) to betydninger, som hans retorik får blandet sammen. Det kan være et legalt begreb – altså et spørgsmål om gældende lovgivning – og et normativt begreb, afledt af hvad der bør eksistere legalt (hertil kommer, at rettigheder godt kan anerkendes i praksis, uden at være udtrykt som lovgivning, samt at moralske normer også kan føre til pligter). Hvordan loven bør indrettes, kan logisk set ikke afgøres (alene) af, om den eksisterer eller ej.

Messerschmidts præmis om, at nationen er altings ophav, er ligeledes en yderst problematisk antagelse. Vi har andre identiteter end den nationale – han nævner selv familietilhørsforhold – og endda nogle, som krydser grænserne. Lovgivning findes i øvrigt også på tværs af nationaliteter, og ikke alle stater er nationalstater. Selve begrebet nation bliver til mystisk abstraktion, hvis ikke den hviler på de enkeltindivider, den består af. Hvorfor er det Messerschmidt og ikke nationen selv, som skriver i Berlingske om den? Fordi nationen ikke kan agere eller eksistere uafhængigt af sine bestanddele. Derfor er individualisme uundgåeligt som analytisk, beskrivende udgangspunkt i politisk teori og filosofi.

Men man kan også gøre gældende, at individualisme er et uundgåeligt normativt udgangspunkt: I sidste ende handler normative ideer om at overbevise individer. Hvad mere fundamentalt kan man henvise til, end netop de egenskaber og vilkår, som er fælles for alle? Derfor er individuelle frihedsrettigheder typisk begrundet meta-etisk. De henviser ikke til specifikke etiske mål, vi har, men begrundes i, at de er nødvendige for alle mennesker for at nå deres individuelle mål, hvad de end måtte være. De kan så konkret variere på tværs af kulturer og alt muligt andet, uden at det rokker ved den formelle lighed i målforfølgelsen.

Det er ganske vist blevet på mode blandt visse nationalkonservative debattører at benægte eksistensen af universelle menneskelige træk og egenskaber – og i samme åndedræt foreskrive meget konkrete politiske tiltag som gode for en nationalt afgrænset gruppe af mennesker. Det har imidlertid ikke mere mening at benægte generelle, overordnede menneskelig efterstræbelse af mål end at benægte relevansen af menneskelige nyrer i lægevidenskaben med henvisning til, at de altid tilhører en konkret patient af en given nationalitet. Kendskab til den abstrakte nyre er vigtigt for at kunne kurere konkrete nyrers sygdomme. Jo mere generelle egenskaber ved en nyre, vi kan tale om, desto bredere gyldighed har en behandling. Ligesom det vigtigste ved en nyrepatient ikke er nationaliteten, er det heller ikke den vigtigste endsige eneste egenskab, der er vigtig for de politiske betingelser for et godt liv.

De borgerlige nationalstater i vesten er i høj grad født af oplysningstidens individualisme. Det er det abstrakte, almene individs velfærd, som begrunder deres institutioner. Derfor er det et grundlæggende princip, at individer som udgangspunkt har ret til at handle uden nærmere begrundelse, mens staten er begrænset til veldefinerede opgaver. Den udøvende magt må kun handle, hvis den har hjemmel til det i loven, og den dømmende magt skal ligeledes basere sig på loven. Loven, magtdelingen, demokratiet og frihedsrettighederne er begrænsninger på statsmagten og skal beskytte borgernes frihed. Friheden er primær.

Det er også en central konsekvens af individualismens uundgåelighed, at alternativet til borgernes frihedsrettigheder ikke er, at “staten” bestemmer, men at de beslutningstagere, der kontrollerer staten, bestemmer.

I vesten har dette udgangspunkt i moderne tid forenet liberale og konservative i en fælles borgerlighed. Grænser for politik er både et motiv og en tradition for vestlige borgerlige institutioner og samfund. Men denne borgerlighed er udfordret af en selverklæret nationalkonservatisme, som er mere national end konservativ. Den bygger på en kollektivistisk opfattelse, som har mere til fælles med den klassiske socialismes opdeling af befolkningen i klassefællesskaber end traditionel borgerlighed; denne gang blot med udgangspunkt i national kultur i stedet for klasser. Den har samme forestilling om, at individuelle interessemodsætninger og politiske incitamenter kan ignoreres, hvis bare politikken forvaltes af de rigtige. Public choice-teoriens indsigter er fraværende. I sine populistiske versioner bliver den en ren stammetænkning, som ikke anerkender reelle individuelle forskelle, men sondrer mellem ”det sande” (ofte ”vildførte”) folk, og den for tiden regerende elite. Det er en højre-populistisk version af venstrefløjens klasse- og identitetspolitik.

Når Messerschmidt kategorisk opstiller individualismen som modsætning til borgerligheden, må man frygte, at han har ladet sig inspirere af disse strømninger. Men han er faktisk en talentfuld og tænksom politiker, og hans parti blev skabt med den eksplicitte begrundelse, at der var behov for et bedre borgerligt samarbejde, end det Fremskridtspartiet leverede. Uden Venstre og Konservatives svage modspil til den venstreorienterede kollektivisme i 1960erne og 1970erne havde DF næppe heller set dagens lys. Så man har lov at håbe, at denne bekymring er forkert.

Der er én rigtig pointe i Messerschmidts kronik. Han påpeger, at rettigheder forudsætter en pligt – nemlig pligten for andre til at respektere rettighedsbærerens ret. Det er korrekt for så vidt angår såkaldte naturrettigheder, som hviler på en korrelation mellem rettigheden og pligten. Naturrettigheden eksisterer i kraft af en pligt, som det imidlertid er vanskeligt at påvise (min artikel om dette problem kan læses her). Men rettigheder kan etableres på andre måder. De kan f.eks. følge af enighed, konsekventialisme eller kantiansk pligtetik. I denne egenskab beskriver rettigheder betingelser for et godt liv og samfund, uden at der dermed følger en direkte almen pligt til at respektere dem.

Det er her vigtigt at understrege, at rettigheder ikke får eksistens af, at nogen blot postulerer dem. De klassiske (negative) frihedsrettigheder – liv, frihed og ejendom – står i modsætning til den voksende mængde af politiske ønsker, som uden grundlæggende begrundelse forfremmes til at være rettigheder. Senest har der været forslag fremme om ”klimarettigheder”. Der er måske ikke noget at sige til, at denne skødesløse anvendelse af rettighedsbegrebet har fremkaldt en såre naturlig modvilje, men det er vigtigt at gøre sig klart, at denne ”rettighedsgørelse” i lige så høj grad er en negation af de klassiske frihedsrettigheder, som afvisningen af alle rettigheder er. 

1 thought on “Problemerne ved Messerschmidts anti-individualisme

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.