Er EU på ret kurs efter Brexit, eller er der en risiko for, at det bevæger sig i den gale retning: Bort fra det, der er unionens styrkeområder, ikke mindst det indre marked, og i retning af politisk centralisering på bl.a. skatte- og arbejdsmarkedsområdet? Er gammeldags industripolitik ved at komme igen?

Jeg har tidligere skrevet om det på bloggen her og i Jyllandsposten Finans sidste uge her:

Briternes farvel kan vise sig at blive en hasarderet beslutning. Men det samme kan forsøgene på at finde en ny ”folkelig” EU-dagsorden – navnlig hvis den undergraver de reelle fordele ved EU.

I dag har vor tidligere med-punditokrat Jesper Lau Hansen (Mr. Law) en forrygende kronik i Berlingske om samme emne. Han skriver bl.a.:

Man får let en fornemmelse af at stå på dækket af en kæmpe luksusliner og kigge ned på en lille redningsbåd fyldt med passagerer, der indædt ror væk midt ude på det åbne ocean. Man fyldes af ængstelse over, hvordan det dog skal gå dem. Som passager på det store skib føler man sig tryg, og opbakningen til EU har da heller ikke været større herhjemme i mange år. Men når man så hører ordren fra kaptajnen højt oppe om at sætte fuld fart fremad, og når man betragter den menige besætnings ubekymrede arrogance, ja, så får man alligevel en ubehagelig fornemmelse af at være om bord på et nyt Titanic, hvis overfladiske luksus og gigantiske størrelse skjuler skibets iboende svagheder, og at vi, der er blevet om bord, er mindst lige så udsat som den redningsbåd, vi lige har set ro hastigt væk.

Jespers diagnose er, at der ligger en designfejl til grund med de beføjelser, Parlamentet har fået, og som ikke i tilstrækkelig grad er afbalanceret af subsidiaritetsprincippet:

Denne udvikling kan blive fatal. Når man samler godt 700 virkelystne parlamentarikere af en kaliber, der ikke gør dem egnet til at blive valgt til deres nationale parlamenter, og holder dem samlet i et rum i fem år ad gangen, vil det generere en konstant strøm af ny fantasifuld lovgivning. De er nok afhængige af Kommissionen til at fremsætte disse forslag, men Parlamentet opfordrer stadigt oftere Kommissionen til at fremsætte nye forslag, og da Parlamentet skal godkende Kommissionens medlemmer og dens budget, er der en betydelig lydhørhed.

Vi bør i stedet for den stadigt kraftige regulering og harmonisering fra EU i langt højere grad lade landenes regelsæt konkurrere indbyrdes (og man bør ikke tvinge briterne til at kopiere alle EUs regler som betingelse for markedsadgang), mener han. Man kunne tilføje, at det netop var en bærende idé bag det indre marked ikke at harmonisere mere end allerhøjst nødvendigt, men kun at gennemføre det minimum af liberalisering, som tillader konkurrencen at udfolde sig.

Jesper er en af de allermest velskrivende punditokrater, vi har haft. Alene af den grund er kronikken værd at læse – men også fordi budskabet og analysen er vigtigt.