Som trofaste læsere vil vide, bringer vi hvert år nogle empiriske overvejelser over, hvem der er de bedste danske (national)økonomer. Traditionen startede for 11 år siden med den hovedpointe, at det er forbløffende svært at opgøre, men også at meget forskellige måder at gøre det på, ofte ender med at vise relativt ens mønstre. Hvert år varierer vi derfor måden, vi opgør det på, og hvilke elementer, vi fokuserer på. Sidste års diskussion fokuserede således på aktivitet i forhold til, hvor mange år forskerne havde været aktive, mens tidligere år for eksempel har set på kvaliteten af de tidsskrifter, de typisk udgives i.

I år bruger vi en sammenvægtning af to simple forhold på tværs af alle økonomiprofessorer i Danmark. For det første har vi beregnet det gennemsnitlige antal af citationer, som vores professorgruppe har fået til forskning, de har udgivet de sidste fem år. Fokus i år er derfor på folks nyere forskning i stedet for på deres fulde karriereforløb. Vi supplerer citationstallet med en indikator, der fanger om forskerne har udgivet en artikel i et af supertidsskrifterne: De fem A+ journals i nationaløkonomi, American Economic Review, Quarterly Journal of Economics, Econometrica, Journal of Political Economy og Review of Economic Studies, samt de lige så prestigiøse American Political Science Review, American Journal of Political Science og Journal of Politics fra statskundskab og Academy of Management Review og Academy of Management Journal fra managementstudier. Grunden til at tage to områder udenfor nationaløkonomi med er, at det de senere år er blevet mere almindeligt, at økonomer publicerer udenfor deres snævert definerede område, og at det ofte er umuligt at se forskel på både emner og forskeres titel i de fineste tidsskrifter. Denne indikator får den halve vægt af citationstallet og opfanger, om forskere de sidste fem år har præsteret helt særlig kvalitet.

Vi supplerer disse mål i et alternativt indeks med folks H-score, der fanger bredden af deres citationer. H-scoren er x, hvis en forsker har x artikler der er citeret mindst x gange. Forestiller man sig for eksempel, at en forsker har en artikel med 1000 citationer, en med 3 citationer, og ingen andre citerede artikler, vil hun således kun have en H-score på 2, da nummer tre artikel har færre end tre citationer. Martin Paldam (28) og Nicolai Foss (50) er eksempler på forskere med høje H-scorer. Vores alternativ tager således højde for forskningsbredde og fanger også elementer af folks længere karriereforløb.

Resultaterne viser med al ønskelig tydelighed, at Nicolai Foss – der i sommers flyttede tilbage til CBS efter flere år på Bocconi-universitetet i Milano – er den ubestridte nummer et. Nicolai er sammen med sin CBS-kollega Lasse Heje Pedersen i særklasse, når det gælder citationer: De to har henholdsvis 23 og 25 citationer i gennemsnit til deres nye artikler de sidste fem år. Hvis man ikke synes, det er meget, skal man huske at det ofte tager et års tid eller længere at få en artikel parat og et par år før den bliver udgivet. De to bliver derfor ikke blot citeret ofte, men citeres også meget hurtigt af andre forskere. Nicolai er også blandt de forskere, der helt jævnligt udgives i supertidsskrifterne, og er en af de meget få, der på samme tid er et internationalt topnavn i managementstudier og blandt nationaløkonomer.

Ser man længere ned over listen, er diversiteten i emner et af de interessante forhold. Årets nummer 3, Peter Normann Sørensen, er specialiseret i finansiel økonomi, mens overvismanden Carl-Johan Dalgaard (4) og Thomas Barnebeck Andersen (6) tager økonomisk historie alvorligt, Niels Johannesen (8) og Claus Thustrup Kreiner (9) mest beskæftiger sig med public economics, den højest placerede kvindelige økonom, Helena Skyt Nielsen (12), er arbejdsmarkedsøkonom, og både David Dreyer Lassen (5) og undertegnede (7) primært bevæger sig i politisk økonomi og public choice.

Vores alternative mål giver, som det kan ses, ikke nogen videre forskel: Det er den præcist samme gruppe professorer, der er med på den alternative side. Det er dog også tankevækkende at notere, at Martin Paldam er på nippet til at komme ind på listen på trods af, at han har været professor emeritus de sidste syv år. En anden mulig indvending gælder det faktum, at vi i år af praktiske grunde kun har set på professorer. Begrænsningen til professorer er naturligvis en smule tilfældig, og indebærer at vi risikerer at overse lektorer, der er eller burde være på nippet til at blive professorer. Sammenholder man med tidligere års lister, drejer problemet sig dog primært om to danske lektorer: Astrid Würtz Rasmussen i Aarhus og Torben Heien Nielsen på Københavns Universitet. Med scorer på henholdsvis 0,36 og 0,34 ville de to placere sig på plads nummer 11 og 14, hvis vi inkluderede lektorerne. Det samme gælder danske økonomer i udlandet, hvor helt særligt den fremragende Toke Aidt på Cambridge ville have placeret sig som årets nummer tre med en score på 0,59, hvis han havde valgt at være på et af de (noget mindre prestigiøse) danske universiteter.

Som alle andre år er pointen igen i år, at det på ingen måde er enkelt at ’måle’ hvor dygtige forskere er, eller kvaliteten af deres arbejde. Det er dog en vigtig diskussion at tage, da mange ellers vil regne med, at de dygtigste også er dem, der interviewes i Politiken og på TV2 News. Listen her på stedet indikerer, at det bestemt ikke altid er tilfældet. Mens overvismanden Carl-Johan Dalgaard naturligvis ofte er i medierne – og gør det virkeligt godt – og Niels Johannesens forskning i skattely har været omhyggeligt dækket, er flere af forskerne på listen næppe navne de fleste kender. Her på stedet gør vi derfor gerne en indsats for både at brede diskussionen ud og at gøre nogle forskere en lille anelse mere kendte i offentligheden.