Det har underlig nok vakt opsigt, at Seruminstituttets fagdirektør Mølbak peger på, at ”social afstand” kan blive langvarigt, måske et år. Det burde ikke komme som nogen stor overraskelse. Det følger af epidemiens natur og valgte strategier. Intet har tilsagt, at alting var ovre lige om lidt – bortset fra at regeringen med sine ret kortvarige nedlukningsterminer nok har skabt den forventning.

Tværtimod kan det komme til at vare længe endnu.

Jeg har tidligere gennemgået hele rækken af mulige strategier mod epidemien her. Der er kun to af dem, der giver et kortvarigt forløb. Enten at lade sygdommen rase ud fuldstændig uhindret, indtil vi opnår flokimmunitet. Det er ingen vist indstillet på. Eller at håbe på, at epidemien går i sig selv, hvis en eventuel sæsonvariation svækker den til sommer, eller der udvikles en hurtig vaccine. Det tror ingen vist rigtig på.

Hvis sygdommen skal holdes under kontrol, er der dybest set to typer af strategier. Enten at holde smittetallet midlertidigt begrænset, så sundhedsvæsenet ikke bliver overbelastet, indtil befolkningen opnår flokimmunitet. Eller at holde smittetallet nede længe nok til, at der udvikles en vaccine. Begge dele kan gøres på forskellige måder. Nedlukning, som den vi har været ude for, er én. Omfattende test og isolation af smittede er en anden. En tredje er frivillig social afstand. Der er flere, og strategierne kan selvsagt også kombineres.

Regeringen har bevæget sig fra en hård nedlukning og et fokus stort set kun på første coronabølge – og måske en forhåbning om, at det kunne være ovre derefter – til at lempe noget på nedlukningen . I stedet lægger den mere vægt på social distancering i form af begrænset fysisk kontakt og hygiejne. Det skyldes angiveligt, at netop social distancering synes at have spillet en væsentlig rolle for det overraskende store fald i smittetransmissionen. Det virker plausibelt i lyset af, at især de 70-80-årige har haft et stort fald i smitten, og det er selv om det er den generation, som har været mindst berørt af den tvungne nedlukning (de arbejder ikke, har ikke små børn, kører på mimrekort osv.).

En vaccine kan efter alt at dømme tidligst produceres om 18 måneder, hvis den overhovedet kan findes (med AIDS fandt man f.eks. aldrig én). Derfor har de tilknyttede redskaber – herunder social distancering – tilsvarende lang tidshorisont. Hvis kun få er immune, vil smittetrykket kunne stige igen, hvis distanceringen mindskes. Det burde derfor ikke have været så overraskende, at Seruminstituttet forudser behov for langvarig distancering.

En frivillig social distancering er langt at foretrække frem for en tvungen nedlukning af bestemte aktiviteter som frisører og tandlæger. Det giver langt færre menneskelige og økonomiske omkostninger og indskrænker ikke friheden. Det giver os lov at prioritere selv, hvor vi vil distancere os.

Og noget tyder som sagt på, at distanceringen har haft større effekt end nedlukningen. Det er ikke så underligt, at selve smitterisikoen i sig selv får folk til at distancere sig. Dér er de simple epidemiologiske modeller for simple ved at antage, at transmissionsraten kun kan påvirkes politisk. Selv uden nedlukning ville transmissionsraten givet være faldet betydeligt, fordi folk af egen drift har valgt at holde afstand og spritte af. Nedlukningen har dog sandsynligvis fremskyndet opmærksomheden om distancering.

Statsministeren og serumdirektøren har ikke været sene til at løfte pegefingrene og indskærpe fortsat distancering. Det helt store spørgsmål er dog, hvor effektivt det er at basere sig på at docere for befolkningen og tale risikoen op.

Det virker måske på kort sigt. Problemet på lidt længere sigt er, at smitterisikoen for den enkelte ved ikke at holde social distance vil aftage, samtidig med at omkostningerne i mange tilfælde vil stige. Derfor vil distanceringen falde, indtil smitterisici og distance igen er i (Nash-) ligevægt. For en økonom er det helt elementært, men øjensynligt ikke for statsministeren.

Er frivillig social distancering så en håbløs strategi? Nej, ikke nødvendigvis. Man skal blot ikke forvente, at folk vil distancere sig mere, end risikoen reelt tilsiger. Men de vil stadig distancere sig mere end uden epidemi, fordi de påfører sig selv og andre en risiko.

Hertil kommer, at man kan tænke sig en ny Nash-ligevægt, når det gælder normerne for social interaktion. Vi følger normer, fordi der er en fordel ved at opføre os som andre gør – bl.a. fordi afvigelser kan føre til misbilligelse og andre sociale sanktioner fra vores medmennesker. Vi gengælder f.eks. høflighed.

Man kan sagtens forestille sig, at smittefaren vil skabe en ny ligevægt med normer, der indebærer mindre fysisk kontakt. Håndtrykket kan eksempelvis forsvinde: Håndtrykket eksisterer, fordi det udtrykker venlighed og respekt, og det ville være uhøfligt ikke at tage en fremstrakt hånd. Men hvis det går af mode, og vi finder andre, mindre kontaktintensive høflighedsformer, vil de kunne bevares, selv om epidemien falder og forsvinder. På samme måde kan man forestille sig, at der bliver set strengere på dårlig hygiejne osv.

Frivillig social distancering vil altså godt kunne yde et væsentligt bidrag til at dæmpe epidemien. Man skal bare ikke være så naiv at tro, at det i længden kan lade sig gøre gennem overdrivelser og politiske moralprædikener.