Memento mori, Peltzman effekten og Hayeks fødselsdag

Med magthavernes håndtering af corona pandemien har centralplanlægning endnu engang ført til uciviliseret adfærd og en fordrejning af sproget. Først det sproglige.
”Ethvert dødsfald er en tragedie” har statsministerens udtalt. Hertil er svaret ”nej, det er det ikke”. Ethvert dødsfald medfører sorg og savn hos de pårørende, men det er ikke en tragedie når en gammel mor eller far, mormor eller farfar, svigerfar dør, så er der sorg i familien, der vil været et savn hos de pårørende, resten af deres liv. For den man holder af, har en plads i ens erindring, lige så længe man lever. Det kalder vi også kærlighed. Det gælder også for dem der rammes af en tragedie, hvilket er noget, vi ikke kan forlige os med, men både sorg, savn, fortvivlelse og glæde er en del af tilværelsen. Den tragiske død er barnet, den unge, den for tidlige død. Døden er en del af tilværelsen. Men det moderne menneske kan ikke tale om døden. Nu har Covid-19 tvunget alle til at tale om døden, men kun det at dø af en bestemt årsag. Der er daglige dødsstatistikker. Og politikerne med statsministeren i spidsen taler om det tragiske i dødsfald. Men det er altså ikke tragisk, når en på 80 går bort, eller en på 90. Ved at ophøje ethvert dødsfald til en tragedie, tabes perspektivet i det at leve og dø – men ved at ophøje et covid-19 dødsfald til noget særligt, retfærdiggøres de drakoniske tiltag, myndighederne har lagt ned over landet.
Socialstatens stormtropper vil fjerne ethvert problem, de forarges over ethvert problem, forarges over enhver modgang, der rammer det enkelte menneske. De vil ikke acceptere det forhold, at livet og tilværelsen indeholder sorg, savn, glæde og ind imellem også fortvivlelse. De vil gøre godt. Det skriver Thomas Sowell så fremragende om i ”The Vision of the Anointed” (køb den: https://www.amazon.co.uk/Vision-Anointed-Self-Congratulation-Social-Policy/dp/046508995X/ref=sr_1_1?dchild=1&keywords=the+vision+of+the+anointed&qid=1588959610&sr=8-1). Dem, der vil gøre godt, bliver altid forargede på dem, der blot vil have ansvaret selv og ikke ser noget godt i at blive dirigeret af ”de gode og velmenende”. I Danmark har vi en statsminister, der er valgt for at skabe tryghed, hun vil gøre alt for at skabe illusionen om, at hun beskytter danskerne og gør godt for nationen ved at gøre covid-19 til samfundsproblemet over alle andre, så alt som i absolut alt skal sættes til side for dette ene onde.


Denne ensidige fokus på et onde, gør at vi tillader uciviliseret og ondskabsfuld opførsel. F.eks. hustruen, der ikke må besøge sin kræftsyge mand på Herlev Hospital (Se Berlingske her: https://www.berlingske.dk/samfund/hospital-naegtede-hustru-at-besoege-doeende-mand-han-kunne-ikke-faa-besoeg). Manden er terminalt syg, men han har mere end 48 timer at leve i, så derfor må hun ikke få adgang. Det er ondt. Det er hjerteskærende ondskabsfuldt. Det er kun et totalitært tænkende menneske, der kan se det som en acceptabel adfærd. Eller den demente plejehjemsbeboer, der dagligt har fået besøg af sin friske og raske hustru, men når de skal fejre diamantbryllup måtte hun stå med børn og børnebørn og vinke med flag på græsplænen op til sin livsledsager på 1.sal. Hvad er mest ondskabsfuldt? At dø omgivet af sine kære, gammel mæt af dage eller dø alene, ensom og forladt – alene fordi der er noget, der hedder corona.


”Memento mori” hviskede slaven i øret på Roms kejser, når han kørte i triumftog. For at minde ham om, at selv midt i hans triumf, skulle han huske, at han var dødelig. ”Memento mori” sagde man i oldkirken, for at huske på livets korthed, så man derfor var aktiv i livet og i den verden, vi nu lever i. Men ved at ophøje et problem til det afgørende problem, så skabes der utallige andre. Hvorfor beslutningstagere burde huske økonomen Peltzman, der i sin artikel fra 1975 påpegede (https://www.journals.uchicago.edu/doi/abs/10.1086/260352?mobileUi=0&), at når der reguleres for at undgå et onde, så skabes der ofte flere onder end det ene, der søges løst ved regulering. Det burde der i det mindste være en respekt for, når de forskellige landes magthavere vælger at sende verdensøkonomien ud i et frit fald pga. et problem.


Frederich August von Hayek, der har fødselsdag i dag den 8. maj, fremhævede hele sit lange liv, at central planlægning ikke er muligt, at ingen planlæggere ved tilstrækkeligt til at kunne planlægge hele samfundet, hele økonomien. Planlægge hvad der er rigtigt og forkert for den enkelte virksomhed, for det enkelte individ, planlægge hvad prisen på den enkelte vare skal være. Lige nu har vi det problem, at den centrale planlægningsvej er valgt som den eneste farbare løsning. Det vil så være første gang i verdenshistorien at centralisme har ført til noget godt.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.