Demsetz, Hayek og statslig intervention

Mange mennesker hylder, at vestlige stater har taget drakoniske beslutninger og vist ’handlekraft’ de seneste måneder. Men på samme tid som de fleste stater har implementeret vidtrækkende ændringer i samfundet, har de fleste også vidst, at man fra starten næsten intet vidste om den egentlige, potentielle trussel – SARS-CoV-2-virussen – og at man under normale omstændigheder ikke bør stole på de fleste politikere. Denne noget absurde situation er velbeskrevet i den politisk-økonomiske faglitteratur, men ikke særligt bredt kendt.

Harold Demsetz beskrev allerede i 1969 et meget udbredt problem: Hvordan langt de fleste, der kritiserer den faktiskemåde, frie markeder virker, peger på statslige løsninger, men med en antagelse om at vi taler om den perfektestat. De sammenligner således faktiske markeder, med alle de fejl der kommer fra både markedsstruktur og menneskers almindelige fejlbarlighed, med ideelle stater, hvor politikere og embedsværk er alvidende, omnipotente og fuldstændigt uselviske. På trods af at denne slags sammenligning ville være indlysende absurd i andre forhold – f.eks. en sammenligning af ens ti kilo overvægtige kæreste med en Bond-pige – er den alligevel helt almindelig i politiske diskussioner. Den har siden Demsetzs arbejde været kendt som ’Nirvana-fejltagelsen’ (the Nirvana Fallacy). Den altid glimrende Stephen Davis forklarer den på pædagogisk vis i EA Magazine her. Davis understreger også, at en ikke ubetydelig del af økonomisk teori begår Nirvana-fejltagelsen – ikke mindst i public economics, hvor man helt typisk antager en benevolent, alvidende stat der ordner markedsfejl.

Mens konsekvenserne af politiske incitamenter – har beslutningstagerne overhovedet incitament til at prøve at gøre det rigtige, eller forsøger de bare at maksimere popularitet, stemmetal eller egen magt?  – er ekstremt velbeskrevne i public choice og politiske økonomi, er den anden del af Demsetzs problem, om de overhovedet har nok og tilstrækkeligt præcis viden til at ’ordne’ noget som helst. Det problem var centralt i Friedrich Hayeks arbejde, og hans Nobel-forelæsning havde netop titlen ’The Pretense of Knowledge’. Hayek understregede her en bestemt del af Demsetzs problem, idet han pegede på at der er mange ting, som politikere og centrale beslutningstagere hverken ved eller kan vide. Det er for eksempel praktisk umuligt for dem at kende forskellige virksomheders omkostningsstruktur – en pointe den senere Nobelprismodtager Jean Tirole arbejde videre med – og dermed også umuligt, at vide bare nogenlunde præcist, hvad konsekvenserne af skatte- og reguleringsændringer vil være. De kan heller ikke kende folks (i øvrigt meget forskellige) præferencer, og helt indlysende nok, er det umuligt for dem at vide, hvad der vil være ’fremtidens industrier’ eller om det er områder, som Danmark har nogen som helst kompetencer eller komparative fordele i. Som Hayek og hens mentor Ludwig von Mises understregede, gør de epistemiologiske problemer det helt umuligt for politikere at ’styre’ et lands udvikling positivt eller udvælge fremtidens industrier eller vindere.

I den nuværende situation, hvor viden om en virus dannes fra uge til uge, og ofte er relativt usikker, og hvor økonomiske nedlukninger og massiv politisk usikkerhed slår tusindvis af virksomheder og arbejdspladser ihjel, bør disse indsigter i komplekse forhold betyde, at man bør være ekstra ydmyg. Det gælder i helt særlig grad for centrale beslutningstagere! De ser i stedet ud til at være gået efter en situation, hvor de hjulpet af de fleste medier holder dele af befolkningen i panik, og dermed skaber sig selv manøvrerum til at tage ekstremt vidtgående beslutninger uden noget som helst vidensgrundlag.

Hvis man er mere interesseret i Hayeks indsigter i komplekse forhold, der er specielt relevante i dag, kan vi varmt anbefale the Institute of Economic Affairs webinar med King’s College’s fremragende professor Mark Pennington i morgen.

3 thoughts on “Demsetz, Hayek og statslig intervention

  1. Johan

    Hayek-pointen er meget relevant, men jeg vil anbefale også at kigge lidt i Law, Legislation and Liberty Vol. 1. I mine øjne er coronakrisen en serie af usikre, uforudselige dilemmaer, hvor de regler, vi styrer efter, er lige så afgørende som de kalkulationer, vi foretager. Det er jo også en Hayek-pointe: “Nomos” er overlegen i forhold til den banale utilitarisme, der totalt dominerer den offentlige debat lige nu, også her på Punditokraterne.

    Svar
    1. Christian Bjørnskov

      Jeg er sådan set ikke uenig. Et af de store problemer for tiden er dog, at reglerne netop ikke håndhæves. Den danske regering ændrede epidemiloven fra 1920 som det første, den gjorde, og undgik dermed de oprindelige begrænsninger på dens magt. På samme måde har 99 regeringer rundt omkring i verden erklæret nødret, hvilket giver dem mulighed for at bryde de regler og konstitutionelle grænser, der normalt begrænser dem. Som jeg husker Hayeks Constitution of Liberty advarer han netop om nødprovisioner, fordi de giver denne type muligheder.

      Svar
      1. Johan

        Magtkritikken er som sagt meget relevant, men min pointe skal forstås bredere. ”Nomos” er jo mere end bare paragraffer. Det er spontant opståede regler, der gælder for alle under alle omstændigheder, og som udgør et system, der intet specifikt formål har, udover at opretholde den sociale orden. Når man styrer efter disse regler, vil man således lede efter implikationerne af et system, der allerede er på plads og i værste fald blot kræver reparation. Det står i skarp kontrast til den herskende utilitarisme, der forsøger at erstatte systemet med rationelle, politiske mål.

        Det er selvfølgelig temmelig søgt at indlemme Hayeks begreb om “nomos” i en specifik diskussion om coronakrisen. Hayeks udgangspunkt var altid, hvordan friheden bliver undermineret, men han skrev også ret tydeligt, at det i katastrofesituationer kan være nødvendigt at ofre friheden på kort sigt for at bevare den på lang sigt. Det står vist også i The Constitution of Liberty. Det giver os bare ikke meget vejledning.

        Det er derfor – og det står altså for min egen regning – at jeg mener, at det er værdifuldt at ihukomme ”nomos.” Der har været en tendens til at affærdige generelle, regelbaserede overvejelser som useriøse. Kåre Mølbaks udtalelse om “fortællingen om velfærdssamfundet“ blev f.eks. latterliggjort af mange borgerlige. I den utilitaristiske kalkule er den slags ukvantificerbare hensyn da også besværlige, men hvis man nu betragter dem som input- og output-filtre, er deres funktion mere tydelig: de begrænser kalkulationerne i at blive for overmodige. Når jeg læser beregninger af, hvordan man maksimerer forbruget af intensivpladser i et forsøg på at opnå flokimmunitet ved naturlig smitte, frygter jeg lidt, at filtrene er væk. Det ligner rationel politisk planlægning. Så min henvisning til “nomos” skal altså forstås som en påmindelse om, at det ofte er vigtigere at sikre orden og forudsigelighed end det er at stræbe efter perfekt nyttemaksimering.

        Svar

Leave a Reply to Christian BjørnskovCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.