Hvorfor tvungen nedlukning koster meget mere end social distancering – flere bidrag.

Tvungen nedlukning koster mere end frivillig social distancering. Det skrev jeg om i min klumme i JP Finans her På bloggen anskueliggjorde et enkelt regnestykke, at de økonomiske omkostninger kan have været 2-3 gange så store som de svenske, fordi vi i langt højere grad end Sverige betjente os af tvungen nedlukning i første omgang.. Der er derfor også en overset gevinst ved genåbningen af dansk økonomi.

Forklaringen er den velkendte sammenhæng fra helt grundlæggende økonomisk teori, at forbrugeroverskuddet er meget større per gennemsnitsenhed end marginalt. Ved frivillig social distancering kan folk selv skære det marginale forbrug væk, som giver mindst forbrugergevinst i forhold til reduktionen i smitterisiko. Ved nedlukning af en hel branche afskæres de derimod også fra forbrug med stort overskud.

Det er en effekt, som nationalregnskabet ikke fanger. Det bygger på en forudsætning om, at priserne afspejler frit forbrugsvalg, som ikke er opfyldt under nedlukning.

I mellemtiden har flere fulgt samme tilgang.

I dette eksperimentelle studie har Ola Andersson m.fl. fra Lunds Universitet og IFN vist, at omkostningen ved at påbyde folk at blive hjemme uden for arbejdstiden indebærer en omkostning svarende til 9,1 pct. af BNP. Begge dele er ved et påbud på en måneds varighed – så tabet svarer altså til 0,8 pct. af årligt BNP per måneds påbud. Ved længerevarende påbud vokser tabet uforholdsmæssigt.

Det er altså ikke produktionstabet, man måler, fordi studiet handler om påbud om at blive hjemme i fritiden, ikke arbejdstiden.

I denne klumme i JP Finans påpeger IDA’s cheføkonom Martin Kyed en helt parallel pointe til min – og som jeg også burde have tænkt på i mit regnestykke. For de fleste er der en gevinst ved at gå på arbejde, som forsvinder, hvis man er hjemsendt eller er nødt til at arbejde hjemmefra. Det er ikke indkomst- eller produktionstabet, Martin tænker på. Det er alle gevinsterne ved at interagere med kolleger og netværk på den fysiske arbejdsplads osv.

Nogen vil så nok spørge: Antager vi ikke normalt, at der er en ulempe ved at arbejde, og at arbejdsudbuddet derfor stiger med højere løn og lavere marginalskat? Og svaret er jo – for det marginale arbejdsudbud. Men det kan sagtens være sådan, at vi har en selvstændig gevinst ved at gå på arbejde helt bortset fra lønnen, når det gælder de første timer. På helt samme måde som når det gælder forbrug er den inframarginale gevinst ved at arbejde større end den marginale, fordi vi ud over lønnen også har glæde af at være produktive og omgås kolleger osv.

I økonomi er vi vandt til at tænke marginalt, fordi forbrugere, lønmodtagere og alle andre tilpasser sig på marginalen. Hvis vi bliver fattigere, så fjerner vi det marginale forbrug, som giver mindst nytte i form af forbrugeroverskud. Men tab, vi ikke selv kan allokere til de steder, hvor de gør mindst ondt, er meget større. Og det er netop tilfældet, når man f.eks. lukker en hel branche eller arbejdsplads ned.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.