Forleden spurgte David Trads sine følgere på Twitter om, hvilken krise der var/er størst siden 2. verdenskrig. Var det Den Kolde Krig (1945-91), Islamisk terror (2001-), Klimakrisen (1992-) eller Coronakrisen?

Afstemningen blev vundet af klimakrisen med 41% af stemmerne (som nok viser, at Trads undersøgelse ikke er helt repræsentativ), men kan man – ved hjælp af data – svare lidt bedre på spørgsmålet? Der er mange måder at opgøre størrelsen af en krise på, og man vil sikkert få forskellige svar afhængig af hvilken parameter man måler på. Men da alle i disse dage ser ud til at gå op i antal døde, er det det tal, jeg tager udgangspunkt i nedenfor.

Mine datakilder er i første omgang antal døde pr. måned frem til marts 2020 (fra tabel BEV3A i Statistikbanken) og befolkningstal pr. 1. januar (fra tabel HISB3). Nedenstående figur viser resultatet. Bemærk at y-aksen ikke slutter i 0 (for at man bedre kan se udsvingene).

Tabellen nedenfor viser de 10 måneder med de højeste dødsrater. Særligt december 1993 og 1995 stikker ud. Jeg ved ikke med sikkerhed, hvad der skete i de måneder, men i Sverige var der i december 1993 en meget voldsom influenza, så mon ikke det også er forklaringen i Danmark. Poul Nyrup Rasmussen var i øvrigt statsminister under 7 af de 10 dødeligste måneder i Danmark siden 2. verdenskrig uden at lukke landet ned én eneste gang.

Tabel: Top-10 over dødeligste måneder siden 2. Verdenskrig

Rang	Måned	Døde pr. 100.000
1	1993M12	139
2	1995M12	135
3	1990M01	123
4	1996M01	123
5	1976M03	120
6	1994M01	113
7	1997M01	112
8	1993M01	110
9	1990M12	110
10	2000M01	109

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at Hong Kong-influenzaen i 1969, der gjorde halvdelen af danskerne sengeliggende og betød en overdødelighed på 1.300 personer, ikke rigtig kommer frem i data.

I forhold til at vurdere alvorligheden af coronakrisen er der to problemer med data. For det første går de kun frem til marts 2020, hvor epidemien ikke havde toppet. For det andet greb regeringen ind, hvilket angiveligt (om end der er usikkerhed om dette) reducerede antallet af COVID-19-dødsfald. For at løse dette problem har jeg lavet to beregningsskridt. For det første har jeg estimeret dødstallet i april og maj som henholdsvis 93% og 91% af antallet af døde i marts, hvilket er det historiske gennemsnit for perioden. For det andet har jeg lagt forskellen i antal COVID-19-døde pr. 100.000 indbyggere mellem Danmark og Sverige/Italien til. Dette er naturligvis ikke et perfekt estimat (bl.a. ville nogle af de døde være døde alligevel), men det rækker til at vise min pointe. Den bør for læseren fremgå af nedenstående figur (beklager, at de svenske og italienske tilstande er svære at se, men det er også en del af pointen).

De nye data ændrer (lidt bemærkelsesværdigt) ikke ved top-10 listen over dødelige måneder siden 2. Verdenskrigs afslutning. Ikke engang april, hvor epidemien toppede i Sverige og hvor vi har en hel måned med epidemien på fuld tryk, er i nærheden af at komme ind på top 10.

Tabel: Top-10 over dødeligste måneder siden 2. Verdenskrig (inkl. estimat for marts, april og maj 2020 under ”italienske tilstande” og ”svenske tilstande”).

Rang	Måned	Døde pr. 100.000
1	1993M12	139
2	1995M12	135
3	1990M01	123
4	1996M01	123
5	1976M03	120
6	1994M01	113
7	1997M01	112
8	1993M01	110
9	1990M12	110
10	2000M01	109
	…	…
	…	…
	…	…
72	Marts 2020 – ”Italienske tilstande”	100
	…	…
	…	…
134	April 2020 – ”Svenske tilstande”	96

Med mit estimat ville dødeligheden i Danmark have været 96 døde pr. 100.000 i april med ”Svenske tilstande”, hvilket ville betyde, at april 2020 havde placeret sig på en sølle 134.-plads over de dødeligste måneder siden afslutningen af 2. Verdenskrig (ud af 900 måneder inklusiv alle sommermånederne, der normalt har meget lav dødelighed). ”Italienske tilstande” havde placeret marts på en 72.-plads. Nu varer en pandemi jo ikke kun en måned. Men hvis man kigger på et glidende gennemsnit over de seneste tre måneder, bliver resultatet endnu ”værre” for COVID-19. Så er det med ”svenske tilstande” kun den 305. dødeligste periode siden krigen.

Nedenstående figur viser dødeligheden for 16 udvalgte måneder/perioder:

Havde vi haft svenske eller italienske tilstande, ville dødeligheden have været lidt højere end for gennemsnittet for hele perioden. Men ikke noget i sammenligning med influenzaepidemien i 1993 (og de andre måneder med høj dødelighed, hvor jeg ikke helt ved, hvad der skete – men mon ikke det også er influenza?).

Man skal selvfølgelig være opmærksom på, at en krise ikke kun består af antallet af døde, men også af hvad man gør for at undgå at dø. Det svenske samfund har været relativt åbent, men det har ikke betydet, at der ikke har været TV-indslag i Sverige med psykologer, som udtalte sig om problemerne ved at være isoleret osv. Omkostningerne ved at isolere sig er betydelige (hvilket bl.a. dette studie fra svenske forskere peger på).

Men det er alligevel tankevækkende, at vi ikke har bemærket, at næsten 50% flere døde i december 1993, da influenzaepidemien hærgede, end i april 2020, hvis COVID-19 havde fået lov til at ”hærge under svenske tilstande”. Og hvad skete der egentlig i december 1995 og januar 1990, hvor henholdsvis 40% og 30% flere døde?

Men hvorfor så denne frygt og hårde nedlukning? Vi har jo alle set billederne fra hospitalerne, hvor folk ligger og dør på gangene. Hvorfor reagerer vi anderledes denne gang?

Jeg har fire teser, som potentielt kan forklare forskellen (jeg modtager gerne andre bud). De fire teser er:

• Mobilkameraer, sociale medier mv. har gjort folk uden for hospitalerne meget mere op-mærksomme på, hvad der sker. I 1993 fandtes disse ting ikke, så da det væltede ind med syge, kom billederne af grædende læger ikke ud til offentligheden. I stedet tog ældre og mere5 / 5erfarne læger fat i dem og forklarede, at sådan var det altså en gang imellem i influenza-sæ-sonerne (se også punkt 4 her).
• COVID-19 er ikke influenza, og pleje- og sundhedssektor har derfor reageret anderledes denne gang end tidligere. Influenzasymptomer er velkendte og da influenzaen raserede på plejehjemmene i 1993 kaldte man familien ind, som holdt den syge i hånden til han/hun ån-dede ud. Sådan dør mange, og gevinsten ved at leve nogle måneder ekstra på hospitalet kan være lille i forhold til at ånde ud sammen med hele familien. Hvis COVID-19 er anderledes og har fået folk til i højere grad at sende de ramte på hospitalerne, er hospitalerne blevet over-svømmet i en grad, der ikke er set tidligere. I stedet for at dø hjemme og på plejehjemmene (decentralt) er de døde på hospitalerne (centralt), hvilket i Italien førte til billeder af lastbiler, der kørte væk fra hospitalerne med lig på ladet.
• COVID-19 var ukendt, og mange var alvorligt bange for følgerne af sygdommen. Det gjaldt ikke i så høj grad Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut, som de seneste mediehistorier har vist anbefalede en mere svensk tilgang, men for alle os lægmænd var det skræmmende. Og det fik os til — i hvert fald i begyndelsen — at billige nedlukningen på det daværende (of-fentligt tilgængelige) vidensgrundlag.
• Vi overså 1993-epidemien. 1993 havde ikke 1. og 2. ovenfor, og derfor døde mange menne-sker, uden at vi gjorde noget. Vi overså epidemien og missede muligheden for at redde masser af mennesker. Jeg har svært ved at forestille mig, at nogen i Danmark vil mene, at vi skulle have lukket landet ned i 1993, men man kan sagtens forestille sig, at vi dagligt burde have testet plejepersonalet for influenza og have brugt håndsprit og værnemidler i langt større omfang i 1993, end vi gjorde. Det er måske en af læringerne, vi trods alt kan tage med fra COVID-19-pandemien.

Ovenstående er teser, og jeg har ikke undersøgt dem endnu. Jeg har ikke engang kvalificeret dem, og hører meget gerne jeres bud på, hvad der er gået galt…

PS: I ovenstående har jeg ikke taget højde for den gennemsnitlige dødelighed. Som man kan se af figurerne, så svinger den lidt over tid, og ser man på et 5-års gennemsnit, går den fra et gennemsnit på 74 til et gennemsnit på 99. Men selv hvis man justerer for denne forskel, kommer COVID-19 med ”svenske tilstande” eller ”italienske tilstande” ikke i nærheden af influenzaepidemierne i 1993 og 1995. Faktisk kommer ”svenske tilstande” ikke engang i top-10, mens ”italienske tilstande” ville ende på 9.-pladsen. December 1993 og december 1995 er – selv når man korrigerer for den gennemsnitlige dødelighed – stadig de dødeligste måneder siden krigen. Så COVID-19 er altså en dræber, men næppe i nærheden af noget, der kan forsvare den massive nedlukning, som Mette Frederiksen har indført. Her virker Poul Nyrups håndtering af epidemierne i 1993 og 1995 meget mere velovervejet.