Indlysende forhold og bivirkninger 1:Nedlukning slår folk ihjel

Som faste læsere ved, har punditokraterne den tradition, at vi hvert år kører en sommerserie om et særligt emne. Emnerne har blandt omfattet handel og public choice. På trods af, at året indtil videre har været mærkeligt, er der ingen grund til at bryde med traditionen. Årets sommerserie starter derfor i dag, hvor vi kan afsløre, at emnet er ”Indlysende forhold og bivirkninger.” Vi ser med andre ord i år på de mange forhold, som helt jævnligt ignoreres i politiske og økonomiske diskussioner, men som man ved er der og er vigtige. Nogen af dem er indlysende, men ikke nødvendigvis politisk accepterede, mens andre er bivirkninger ved politik, som kan være langt vigtigere end det officielle formål med politikken. Og vores første eksempel er nedlukningen af samfund som respons på coronavirussen, og de bivirkninger, man er sikker på er forbundet med nedlukningerne.

Baggrunden er, at der pågår en vigtig diskussion om nedlukningen har været effektiv eller ej. Denne diskussion, som vi også har bidraget kritisk til her på stedet, handler om hvorvidt nedlukningen har sænket antallet af dødsfald, der er relaterede til coronavirussen. Men som altid er der tale om en trade-off mellem forskellige årsager til dødsfald og ikke en simpel diskussion mellem flere eller færre: Forsøger man at redde nogle patienter, prisgiver man andre. Det element har i høj grad manglet i den danske debat, og kun få – inklusive den altid glimrende Lone Frank – har forsøgt at bringe det ind.

Der mangler ellers ikke læger, der har oplevet problemstillingen. Mange har skrevet om tomhed på hospitalernes andre afdelinger, selvom de nye coronaafdelinger ofte slet ikke kom i brug. Nogle medier hyldede det næsten som en god nyhed, men væsentligt færre er de seneste måneder gået til læge med bl.a. luftvejs- og hjerteproblemer, og markant færre patienter med hjerteproblemer behandles for tiden. På samme måde så man i april et fald på 20 procent i behandlingen af patienter med blodpropper. Problemerne er ikke forsvundet, men bliver simpelthen ikke håndteret.

En af de måske værste bivirkninger blev bemærket af læger på OUH allerede for to måneder siden, da de observerede hvordan antallet af patienter med enten bekræftet eller mistænkt lungekræft er faldet. Det samme er set i flere andre lande, og forskere fra University College London har for eksempel vurderet på basis af tidligere erfaringer, at den britiske nedlukning kommer til at koste 20 procent flere kræftdødsfald det kommende halvandet år. Omsat til danske forhold er det cirka 3000 ekstra dødsfald pga. kræft.

Man må også huske, at folks livskvalitet kan dale så meget pga. nedlukningen, at det bliver livstruende. Udviklingen, som amerikanske forskere har beskrevet som en ’perfekt storm’ for folks mentale helbred, ser også ud til at have skabt markant større problemer med depression og selvmord i bl.a. USA. En repræsentant for die Deutsche Depressionsliga vurderede også forleden, at den faldende brug af deres hjælpelinje kan være en refleksion af, at depressions- og selvmordstruede ganske enkelt ikke har overskud til at søge hjælp for tiden. Det er for eksempel vurderet, at finanskrisen kostede 10.000 ekstra selvmord i Vesteuropa og Nordamerika, og den nuværende krise er umiddelbart langt dybere og har et indbygget element af social isolation, som tidligere kriser ikke har haft.

Det samme gælder for andre grupper i samfundet. DR skrev lørdag om, hvordan mange ældre på plejehjem decideret vansmægter uden deres normale menneskelige kontakt. Demens udvikler sig hurtigere og – som man udtrykte det i gamle dage – risikerer man at mange ældre er ved at miste livsmodet. Mange andre lider også unødvendigt, når knæ- og hofteoperationer og en lang række andre procedurer er udskudt eller aflyst. I Storbritannien, hvor man har haft en langt mere åben og livlig diskussion af problemet, regner man nu med at ventelisterne kan fordobles til ti millioner patienter i løbet af i år. Mens den danske regering nægter at tale om det, kender den tydeligvis problemet, da den meget tidligt afskaffede behandlingsgarantien og ikke vil give klar besked om, hvornår den genindføres.

Min personlige erfaring er, at folk og særligt politikere hader denne type trade-offs, og specielt hader at blive mindet om dem. Det får dem dog ikke til at forsvinde eller at blive mindre vigtige, og som årtiers forskning i public choice viser, er svære trade-offs politisk problematiske. Politikere fokuserer på det umiddelbart synlige, og har stort set intet incitament til at gøre noget ved problemer, som vælgerne ikke forstår eller ser, eller som først bliver synlige efter næste valg. De har heller ingen incitamenter og ingen kompetence til at se de andre dødsfald eller andre bivirkninger, som de kun bliver opmærksomme på, hvis de åbent og omhyggeligt tager imod ekspertrådgivning. Det sker sjældent, og ligger bestemt ikke til den nuværende regering.

Og heri ligger grunden til, at beslutningsautoriteten under epidemier bør ligge suverænt hos sundhedsmyndighederne. Den gamle epidemilov var begavet på den måde, at den anerkendte at politikere hverken har kompetence eller incitamenter til at tage svære trade-offs i betragtning i nødsituationer som epidemier. De vil af strukturelle grunde derfor næsten altid tage objektivt forkerte beslutninger, og loven lagde således – årtier før denne slags indsigter blev klare i forskning i bl.a. forfatningsøkonomi – beslutningsgrundlaget hos en politisk uafhængig sundhedsmyndighed. For forskningen viser at politikere vil gøre præcist som den danske regering har gjort: Som om nedlukningen af det danske samfund ingen bivirkninger vil få, og at man uden varige skader kan åbne op efter forgodtbefindende. Men at føre politik som om intet andet end Covid-19 kan dræbe, og intet andet er vigtigt, er ikke blot inkompetent. Det er foragteligt.

9 thoughts on “Indlysende forhold og bivirkninger 1:Nedlukning slår folk ihjel

  1. Allan Holm Nielsen

    Dertil skal lægges, at måden man har “bekæmpet” virussen på har efterladt samfundet præcis lige så sårbart nu som dengang tilbage i februar/marts, hvor det hele startede. For der er så få der har været smittet, at immuniteten langt fra er nok til at bremse bølge 2 – og en vaccine er stadig langt væk.

    Så reelt kan de “sparede” dødsfald nå at komme til vinter – med mindre man laver en ny vild nedlukning, der denne gang vil sende endnu flere virksomheder i konkurs da de nu er stærkt svækkede økonomisk.

    Svar
    1. Christian Bjørnskov

      Det er helt rigtigt. Det rejser bare spørgsmålet om, hvor mange dødsfald man har ‘sparet’. Det har vi vel at mærke skrevet om tidligere, og endda estimeret i forhold til Sydsverige. For mit vedkommende har jeg svært ved at se, at nedlukningerne har sparet nogen liv overhovedet.

      Svar
    2. Ramon Harud (@ScorkCrew)

      Der er et langt større testberedskab og kendskab til forholdsregler i befolkningen end i februar/marts, så helt så sårbare er vi ikke.

      De store dele af Sverige, hvor kun en lille andel har været smittet, står i øvrigt over for en ligeså stor genopblusningstrussel. Men netop de områder har jo vist, at det kan lade sig gøre at holde smitteudbredelsen på et tåleligt niveau uden hård nedlukning.

      De seneste svenske antistofresultater er i øvrigt nedslående for tanken om at komme gennem epidemien ved naturlig smitte. Det bliver mere og mere sandsynligt, at vaccine kommer til at spille en rolle, eller at inddæmning lykkes.

      Svar
  2. Kurt Dejgaard

    Citat:
    “Men som altid er der tale om en trade-off mellem forskellige årsager til dødsfald og ikke en simpel diskussion mellem flere eller færre: Forsøger man at redde nogle patienter, prisgiver man andre.”

    Kommentar:
    Jeg ved ikke hvem der fandt på at medicinsk behandling er et nulsumsspil, men det er en forkert antagelse.

    Citat:
    “På samme måde så man i april et fald på 20 procent i behandlingen af patienter med blodpropper. Problemerne er ikke forsvundet, men bliver simpelthen ikke håndteret.”

    Kommentar:
    Det billede kan jeg ikke genkende. Et nærtstående familimedlem er een af de der blev ramt af en blodprop (i hjernen) i april. Hun blev behandlet med det samme og er godt igang med fysioterapi for at genoptræne den delvis lammede side af kroppen. Det har fungeret upåklageligt og den eneste bagside har været at besøg på hospitalet var umuligt p.g.a. Covid-19 smittefaren.

    Citat:
    “Det er for eksempel vurderet, at finanskrisen kostede 10.000 ekstra selvmord i Vesteuropa og Nordamerika, og den nuværende krise er umiddelbart langt dybere og har et indbygget element af social isolation, som tidligere kriser ikke har haft. […] Det samme gælder for andre grupper i samfundet. DR skrev lørdag om, hvordan mange ældre på plejehjem decideret vansmægter uden deres normale menneskelige kontakt.”

    Kommentar:
    Det har imidlertid ikke noget med nedlukningen at gøre, men derimod den sociale isolation – “social distancing” – som skribenten selv gentagende har agiteret for var den eneste rigtige løsning på Covid-19 epidemien.

    Svar
  3. kjeldflarup

    “Omsat til danske forhold er det cirka 3000 ekstra dødsfald pga. kræft.”
    Det er faktisk mange.

    Nu kommer så det slemme spørgsmål, hvor mange statistiske liv koster det?
    Og hvis vi sammenligner Covid-19 dødsfald med f.eks. Sverige, hvor mange statistiske liv har vi sparet.

    Men inden vi laver den øvelse, hvis sundhedssystemet var brudt sammen, ville det så ikke også have kostet mindst lige så mange ekstra dødsfald. Hvis der altså eksisterer end definition på hvad bryde sammen betyder.

    Kan man lave den konklusion, at man undgik at sundhedssystemet brød sammen, men reelt så fik vi skaden alligevel fordi vi tvang systemet til at bryde sammen.

    Svar
    1. Christian Bjørnskov

      Hvis man siger, at et sammenbrud er at sygehusvæsenet når sin kapacitet – dvs. at der er over 1000 coronarelaterede patienter i respirator – kan man begynde at regne på det. Stigningen i antallet af patienter på respirator var meget fint lineær fra 16. marts til toppen den 1. april, så hvis man fortsætter kurven, når man kapacitetsgrænsen omkring den 24. juli. Resultatet er naturligvis nonsens, men illustrerer dermed også hvor vanvittig en påstand det er, at man nogensinde ville have nået kapacitetsgrænsen.
      Mht. reddede liv er vores bud her på stedet, at det er tæt på nul. Se f.eks. vores indlæg fra 4. og 8. juni.

      Svar
  4. Ramon Harud (@ScorkCrew)

    Håndteringen af faldet i antal lægebesøg kan afgjort diskuteres, men det vil være en en stramning at påstå, at det er blevet ignoreret. Som du skriver, blev der råbt op fra læger forskellige steder i systemet, og problemet har løbende været vendt i medierne. I øvrigt også i medier der når bredere ud end WA.

    Sundhedsstyrelsens reagerede i slutningen af marts, hvor de kaldte det “stærkt bekymrende” i deres statusrapport om COVID-19 og var ude med kraftige opfordringer til, at folk fortsat skulle søge læge. Emnet indgik også i de store pressemøder i april – det var nærmest hovedtemaet den 14. april, som netop handlede om en tilbagevenden til mere normale tilstande i sundhedsvæsenet.
    https://www.stm.dk/_p_14943.html

    Regeringen bærer et stort ansvar for, at folk stoppede med at gå til lægen. Det er givetvis en utilsigtet konsekvens af den alvorstunge kommunikation og billedet af et sundhedsvæsen under pres. Beskeden om at man ikke skulle møde op hos lægen uden aftale har sikkert også bidraget. Men ved nedlukningen midt i marts var der reel forventning om, at mange ville blive smittet hurtigt, at sundhedsvæsenet ville blive presset, og at læger ville være særligt udsatte for smitte. Det er jo en central del af historien. Desværre ser jeg en tendens i kritikken af nedlukningen, at man tager udgangspunkt i det forløb, vi siden har set, og ikke i risikobilledet da beslutningerne blev taget.

    Svar
  5. Pingback: Adskillelse af skole og stat – Tu Ne Cede Malis

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.