The Ecological Fallacy

Det er ekstremt vigtigt at have ordentlig, troværdig statistik på forhold af samfundsmæssig konsekvens. Statistik gør dog ikke nogen positiv forskel, hvis den ikke bliver fortolket omhyggeligt og fornuftigt. Et helt særligt problem plager ofte medierne – og visse forskere – når de forsøger at udtale sig om, hvad der foregår når noget på nationalt eller regionalt plan ændrer sig. Problemet kaldes the ecological fallacy: Når man fortolker data på makroniveau som evidens for en bestemt type adfærd på mikroniveau.

Vi giver et konkret eksempel på problemet i dag, hvor basis er data på sammenhængen mellem social tillid – dvs. tillid til andre mennesker helt generelt i ens samfund – og folks tilfredshed med deres liv. Data er fra 23 vestlige lande og 20 tidligere kommunistiske lande i Central- og Østeuropa, og kommer fra den syvende bølge af the World Values Survey. Som illustration plotter vi først den gennemsnitlige tilfredshed i de to grupper blandt individer, der stoler på de fleste mennesker versus dem, der ikke gør. For det andet plotter vi den gennemsnitlige tillid overfor den gennemsnitlige tilfredshed i de to grupper.

Ser man på de blå søjler og blå prikker, hænger de to billeder sammen. Tillidsfulde individer i vestlige samfund er typisk godt et halvt point mere tilfredse på en tipunkts-skala, og mere tillidsfulde samfund har tydeligt mere tilfredse befolkninger. Vi vender dog tilbage til de to billeder, da der er en vigtig detalje. Men foreløbig er det vigtigste billede det, de to røde søjler og de røde prikker tegner. Mens forskellen på individer med og uden tillid er en smule mindre i tidligere kommunistiske lande, findes den meget tydeligt. Ser man på tværs af de 20 lande i den anden figur, er der derimod en næsten perfekt sky – en næsten total mangel på sammenhæng.

Folk kan derfor hurtigt begå the ecological fallacy, hvis de konkluderer på basis af landesammenligningerne, at individer er anderledes i tidligere kommunistiske lande, så de enten ikke værdsætter tillid eller ikke får nogen individuel velfærd ud af at være tillidsfulde. Men når man går ned på individniveau, som i den første figur, er det meget tydeligt at de ikke er fundamentalt anderledes end borgere i vestlige samfund uden en kommunistisk fortid. En sådan konklusion på basis af nationale sammenligninger vil derfor være faktuelt forkert.

Hvis vi her mod enden vender tilbage til de blå sammenligninger, er der en ekstra detalje, der er værd at lægge mærke til. Hvis alt det der sker, er at visse individer får noget ud af at være tillidsfulde, burde forskellen på de mindst tillidsfulde lande – Cypern, Grækenland og Tyrkiet – være den individuelle tillidsgevinst gange med tillidsforskellen mellem disse lande og de mest tillidsfulde, Danmark og Norge. Med andre ord, den ville være 0,65 * 0,53 = 0,34 point, men den er i virkeligheden cirka 1,5 point. Der er således et eller andet, der foregår på nationalt plan i vestlige lande, som ikke kan spottes i individuelle forskelle.

Med andre ord ser det ud til, at man kan lave the ecological fallacy den anden vej, så at sige, ved at tro at individforskelle fortæller hele historien. En af flere effekter, der er veldokumenterede i forskningen, er således at stabilt demokratiske højtillidskulturer også udvikler langt bedre retsvæsener, der gør landet rigere og hæver folks tilfredshed uanset om de er tillidsfulde eller ej.

Bundlinjen i dagens post er således, at man skal være ekstremt påpasselig med at fortolke og konkludere på data fra ét niveau, men hvor ens forklaringer handler om adfærd på et andet niveau. Det gælder, uanset om man taler om tillidseffekter, udvikling i smittetal, eller ændringer i eksportsektoren. Vi håber derfor, at vores læsere kan spotte en mulig ecological fallacy de (mange) gange, medierne begår den.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.