Hvem bliver politikere?

Enhver, der har haft tilstrækkeligt at gøre med politikere ved, at de ikke ’andre mennesker’ – politikere er ikke som folk er flest. Hvorfor de ikke er det, og hvordan de er anderledes, må afhænge af selektionsprocessen ind i politik – hvorfor vælger nogle mennesker at blive politikere – og af incitamentstrukturen internt i politik – hvorfor forbliver nogle mennesker i politik. Det er derfor værd at tænke omhyggeligt over, hvem der bliver politikere og hvem af dem, der overlever i politik.

Spørger man vælgerne, ser mange af dem for eksempel det som noget positivt, at politikere er ’beslutsomme’ og ’handlekraftige’. Der lægges vægt på, at politikere kan tage beslutninger, og ’svære’ beslutninger hyldes ofte særligt. I forskningen kaldes dette træk derimod ofte for ’action bias’ og betragtes som et utvetydigt negativt fænomen (se f.eks. Patt og Zeckhauser). Hvorfor er action bias et så særligt træk ved politikere?

Man må allerførst spørge sig selv, hvorfor folk tiltrækkes af politik. Den romantiske forklaring er, at de er særlige mennesker, som gerne vil gøre godt og ændre samfundet til det bedre. Men selv hvis man køber den romantiske fortælling, bliver man nødt til at stille spørgsmålet: Hvorfor tror de, at de er bedre til at bestemme end andre mennesker, og hvorfor mener de, at de har en moralsk ret til at bestemme? Allerede et så simpelt spørgsmål trækker i retning af, at politikere er folk, der har en særlig tro på deres ret til at bestemme over andre, og måske også en særlig tro på deres egen fortræffelighed. Og hvis man ikke køber romantikken, åbner der sig en anden mulighed: Måske er politikere simpelthen folk, der har en særlig smag for at have magt over andre mennesker og derfor tiltrækkes af politik?

Disse overvejelser understøttes af forskning, der peger på at mange politikere har klare psykopatiske træk (se f.eks. her). De er oftere narcissistiske, ansvarsforflygtende, mangler empati, og mener ikke at almindelige regler og et almindeligt krav om ærlighed gælder dem. Det sidste punkt er endda et forhold, der understøttes af selektionsprocessen i politik. Som Sebastian Fehrler, Urs Fischbacher og Mark Schneider viser i et eksperimentelt studie, belønner den almindelige selektionsproces i politik – hvem, der vælges til at stille op for et parti osv. helt generel uærlighed (læs her). På samme måde giver Morris Coats, Jeremy Schwartz og Gökhan Karahan et konkret, moderne eksempel fra det døende tyrkiske demokrati. Som de formulerer det: ”Corruptible politicians become lower-cost competitors even in democracies because they do not feel there are psychic costs to breaking rules.” Eller som Hayek formulerede det i kapitel 10 af The Road to Serfdom, er problemet at “the unscrupulous and uninhibited are likely to be more successful.”

Problemet gælder naturligvis ikke alle, men de fleste politikere er sandsynligvis mennesker, vi helst ikke ville arbejde sammen med. Et særligt træk, der med jævne mellemrum ryster økonomer, er dog ikke deres personlighed, men deres klippefaste tro på egen indsigt. Reelt er mit indtryk, at mange – og måske de fleste – danske politikere lider af Dunning-Kruger Syndromet. Som Dunning og Kruger pointerede i deres oprindelige artikel, er problemet at ”Those with limited knowledge in a domain suffer a dual burden: Not only do they reach mistaken conclusions and make regrettable errors, but their incompetence robs them of the ability to realize it.” Med andre ord er de så inkompetente, at de ikke er kompetente nok til at indse deres fejl. Kombinationen af dyb inkompetence og klippefast tro på egne kompetencer er med andre ord et klassisk fænomen hos politikere, en glimrende forklaring på meget aldeles tåbelig politik, og en del af svaret på, hvorfor særinteresser ofte har så ekstremt let adgang til at påvirke visse politikere.

Dagens bundlinje er således, at mens der findes flinke, velmenende og begavede politikere, er de næppe de fleste. Begynder man at tænke over, hvorfor folk vælger et liv i politik, og hvorfor de vælger at blive der, begynder der også at komme ubehagelige indsigter i, hvem politikere er. Og skulle nogle læsere overveje, hvor præcist det billede er, kan man se på hvilke politikere der frivilligt har forladt politik i de senere år: Var folk som Jakob Axel Nielsen, Pernille Vigsø Bagge og Louise Gade ’nogensinde almindelige politikere?

3 thoughts on “Hvem bliver politikere?

  1. kjeldflarup

    Jeg plejer at sige: Vælgerne stemmer på den løgn de helst vil tro på!
    Så er vi tilbage ved det gode gamle mundheld om at vælgerne har de politikere de fortjener.

    Kan disse ting forklare kønsuligheden i politik?

    Og gælder det også for lokalpolitik?

    Svar

Leave a Reply to Jan MadsenCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.