Assar Lindbeck, 1930-2020

Forleden kom den sørgelige nyhed, at den svenske økonom Assar Lindbeck var død, 90 år gammel. Assar – manden var nærmest på fornavn med Sverige – var sin generations mest markante og indflydelsesrige nationaløkonom. Han prægede den svenske debat fra 1970erne til sin død, bidrog med meget væsentligt videnskabeligt materiale, og var med til at opdrage en række af den næste generations vigtigste økonomer.

Assar blev født i Umeå i det nordlige Sverige i 1930 og blev efter en uddannelse på universitetet i Uppsala Fil. Dr. i 1963 fra Stockholms Universitet. Han havde undervist som docent allerede fra 1962 og var fra 1971-1995 chef for det prestigiøse Institute for International Economic Studies. De sidste 25 år var Assar tilknyttet Instituttet för Näringslivsforskning i Sverige, hvor han dermed var en slags kollega for mig.

Hans karriere startede med forskning i boligmarkedet, der bl.a. resulterede i en af hans mest citérbare indsigter: At huslejekontrol er den mest effektive måde at ødelægge en by på – bortset fra direkte bombning. Assar skulle senere brede sin interesse til andre områder, som gav ham international anerkendelse.

Hans mest kendte, og nok bedste, arbejde er hans karakteristik af ’insider-outsider-problemer’ i arbejdsmarkeder. Sammen med Dennis Snower viste han i en række artikler i 1980erne, hvordan fagforeninger ikke er uselviske, samfundsbærende institutioner, men særinteresser som alle andre. Den banebrydende forskning pegede på, hvordan fagforeninger forhandler løn for insiderne – de allerede beskæftigede medlemmer – mens de forsøger at sætte hindringer i vejen for andre – outsiderne – der er på vej ind på arbejdsmarkedet, ikke er medlemmer, eller af en eller anden grund ikke har et arbejde. Modellen er blevet en af standardforklaringerne på ufrivillig arbejdsløshed og såkaldt ’hysterese’, dvs. situationen hvor en recession er ovre, men arbejdsløsheden forbliver høj. Ifølge Lindbeck-Snower-frameworket bliver mange ved med at være arbejdsløse, fordi fagforeningerne bruger den økonomiske opgang til at forhandle højere lønninger for insiderne i stedet for at skabe rum til flere ansættelser.

Mens Assar var tilhænger af velfærdsstaten, var han på ingen måde naiv i sin støtte. Både selv og sammen med Sten Nyberg og Jörgen Weibull udgav han i 1990erne en række analyser (se her og her), der pegede på hvordan en skandinavisk velfærdsstat underminerer de sociale normer og den arbejdsetik, der er nødvendig for at den kan hænge sammen. Indsigterne var dybe, men meget langt fra populære i de socialdemokratiske kredse, han oprindeligt kom fra. Men Assar blandede sig ofte i den svenske debat med omhyggelig, pædagogisk faglighed og total frygtløshed overfor politiske interesser.

Hans indædte kritik af Olof Palmes idéer om fondssocialisme – at fagforeninger skulle overtage ejerskabet af det private erhvervsliv – kostede ham venskabet med Palme. Det var et glimrende eksempel på, hvordan Assars faglighed og personlige integritet aldrig blev ofret på noget ideologisk eller partipolitisk alter. Den integritet blev vigtig da han blev udnævnt til at lede en kommission, der skulle rådgive regeringen i starten af 1990erne. Det, der hurtigt blev kendt som ’Lindbeck-kommissionen’, foreslog 113 ændringer og reformer, der kunne hjælpe Sverige ud af krisen og over mod en mere dynamisk vækstøkonomi. Disse reformer omfattede en politisk uafhængig Riksbank, stærkere fiskal disciplin, en skattereform og indførsel af en større grad af frivilligt valg. Mens der var forslag, der gik mod stort set alle svenske partiers præferencer, har svenske regeringer 25 år senere gennemført cirka halvdelen af alle forslagene.

Assar har også på andre måder præget både politik og det økonomiske miljø. Han overtalte således i slutningen af 1960erne den daværende nationalbankdirektør Per Åsbrink til at skabe en pris i Alfred Nobels minde til økonomisk forskning. De to havde således skabt det, der i dag betragtes som en af Nobelpriserne, og Assar fortsatte med at præge den som medlem af Nobelkommitteen fra 1971-1994, og som dens formand de sidste 13 år. Mens prisen stadig er omdiskuteret, har Assars insisteren på en pluralistisk pris givet til den bedste forskning – uanset felt, approach eller ideologisk vinkel – bidraget til at skabe respekt om den.

Sverige såvel som resten af de nordiske lande har mistet en af de dygtigste og mest indsigtsfulde økonomer og debattører. Det nationaløkonomiske miljø har også mistet en person, der var parat til at kritisere alt og alle, men altid konstruktivt, venligt og ydmygt. Mine egne oplevelser med ham på IFN var alle præget af to bestemte forhold: En lynende begavelse pakket ind i et genuint rart menneske. Mange andre har udtrykt det samme, som det reflekteres i nekrologer fra bl.a. Lars Calmfors, Joakim Book, SVT, og Financial Times.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.