Nyt om Covid, modeller og nedlukning

Mens statsministeren bliver ved med at flytte mållinjen og endda er begyndt at true danskerne med nye nedlukninger, kommer der stadig mere viden om Sars-CoV-2-virussen. Det gælder både ny viden fra samfundsforskere om, hvor ineffektive nedlukninger er, som den fremragende Lone Frank beskrev i Weekendavisen i går. Lone starter sin artikel med at notere – som avisen gjorde allerede i juni – hvor horribelt forkerte, de epidemiologiske modeller er. Modellerne, som epidemiologer har baseret deres anbefalinger på siden februar, har overvurderet dødstallene og virusrisikoen med en noget der ligner en faktor 10-20, og har dermed bidraget til at skabe panik. Neil Fergusons model fra Imperial College i London har således forudset, at Sverige ville have 60.000 dødsfald indtil juni, hvis landet lukkede benhårdt ned. Virkeligheden er 5800 indtil videre uden en nedlukning, og det tal er endda påvirket voldsomt af landets fundamentalt anderledes, strukturelle forhold.

Et af de store spørgsmål er derfor, hvordan de epidemiologiske modeller kan være så næsten latterligt forkerte.

I en ny artikel med titlen ”Public health lessons learned from biases in coronavirus mortality overestimation” dokumenterer Ronald Brown, hvordan centrale forskere og ledere af sundhedsagenturer siden først på året har forvekslet to mål og været tydeligt begrebsforvirrede. En leder i februar i det prestigiøse New England Journal of Medicine, skrevet af ledere fra de amerikanske National Institute of Allergy and Infectious Diseases og Centers for Disease Control and Prevention, vurderede at konsekvenserne af Covid-19 i sidste ende kan vise sig at være sammenlignelige med en alvorlig influenzaepidemi, men de ved det ikke. I en parentes i lederen, skriver de at influenza har en ”case fatality rate of approximately 0.1%.” Det er bare ikke rigtigt: Influenza har en infection fatality rate på 0,1 % og forskerne – som også omfatter chefen for det amerikanske CDC, Anthony Fauci – forveksler case og infection fatality.

Som Brown forklarer: ”A case fatality rate (CFR) is defined as the proportion of deaths among confirmed cases of the disease. CFRs indicate the disease severity, while an infection fatality rate (IFR) is defined as the proportion of deaths relative to the prevalence of infections within a population.” Det glemte epidemiologerne, som misklassificerede deres mål ved at forveksle CFR og IFR, og endda gentog fejlen i en høring i den amerikanske kongres. Som Brown opsummerer situationen: ”A comparison of coronavirus and seasonal influenza CFRs may have been intended during Congressional testimony, but due to misclassifying an infection fatality rate as a case fatality rate, the comparison turned out to be between an adjusted coronavirus CFR of 1% and an influenza IFR of 0.1%.”

De amerikanske politikere – og resten af verden – modtog således rådgivning baseret på en sammenligning mellem to tal, der ikke kan sammenlignes. Groft sagt er den relevante CFR cirka ti gange så stor som samme virus IFR. Det ser således også ud til at være dette forkerte tal, som endte i Imperial Colleges modeller, der lidt senere skulle indgå i de fleste politikere og meningsdanneres beslutninger.

Forvirringen er pinlig, ikke mindst fordi der har vist sig at mangle enhver faktakontrol hos sundhedsmyndigheder de fleste steder i verden. Fejlen blev først opdaget og offentliggjort, da en forsker fra University of Waterloo slog alarm. Så hvad skal man tro og hvad skal man forvente sig af udviklingen? Er man interesseret, er den irske bioingeniør og forfatter Ivor Cummins absolut værd at følge. Her er hans sidste corona-update, hvor han omhyggeligt gennemgår dataene og bl.a. viser, hvordan pandemien basalt set er overstået de fleste steder i verden.

3 thoughts on “Nyt om Covid, modeller og nedlukning

  1. Kurt Dejgaard

    CFR er ikke nogen troværdig måleenhed, for så vidt som at forskellige lande bruger forskellige strategier for testning og iøvrigt har ændret strategi indtil flere gange undervejs i forløbet.

    De der fulgte med i udviklingen i den tidlige sommer vil måske huske at men det gik vaerst for sig i New York og New Jersey, var henved halvdelen af alle tests, positive. Det foreslår et anseeligt mørketal af syge som aldrig fik stillet diagnosen.

    Samme må man sige i retrospekt for f.eks. den canadiske provins Quebec, hvor 65000 cases har resulteret i 5780 døde – altså en CFR på tæt på 10%. Det er der næppe nogen der tror på afspejler virkeligheden på ret meget andet end dødstallet.

    Så hvad kan man så bruge til at vurdere Covid-19s farlighed?

    Man kan f.eks. vurdere dens relative farlighed i forhold til dødelighed i absolutte tal under influenza epidemier.

    Eksempel: I USA vil man indenfor de næste par dage runde 200.0000 Covid-19 dødsfald. Et tal som vil fortsætte med at stige i de næste måneder.

    Til sammenligning er her USAs samlede tab til influenza epidemier i de seneste år:
    2018-19: 34.000
    2017-18: 61.000
    2016-17: 38.000
    2015-16: 23.000
    2014-15: 51.000

    Det fortæller os – uden noget mål for IFR – at Covid-19 er væsentligt farligere end influenza.

    Svar
    1. Christian Bjørnskov

      Jeg er helt enig i, at CFR ikke er et brugbart mål. Men sagen er – som Brown viser – at adskillige forskere og agenturer sammenlignede de første CFR’er for Sars-CoV-2 på 1 % med en IFR for influenza, som er 0,05-0,1 %. De forvekslede ganske enkelt CFR og IFR, og sammenligningen var derfor nonsens.
      Derudover er det værd at understrege, at de amerikanske tal er tvivlsomme. Brown viser, hvordan man under vejs har ændret definitionen, så de amerikanske corona-tal også inkluderer tilfælde, hvor læger har vurderet det som ‘probable’ eller ‘likely’ at en person er død med Covid-19, men hvor man ikke har testet personen. Kombinerer man den ændring med det faktum (som bl.a. Michael Levitt har lagt vægt på), at sygehusene får en højere sats fra sygeforsikringerne nå det gælder et corona-dødsfald end andre dødsfald, er det let at se hvordan de amerikanske data nok er overvurderede. Hvor meget er et åbent spørgsmål.

      Svar
      1. Kurt Dejgaard

        Det kan spekulere på om de amerikanske tal er overvurderede.
        Jeg tillod mig lige at gå ind på DCDs hjemmeside for at se på overdødelighed i 2020, uge for uge, og tælle dem sammen.
        https://www.cdc.gov/nchs/nvss/vsrr/covid19/excess_deaths.htm

        Den sum endte sjov nok på 197.000 ved udgangen af august. -En overdødelighed som svarer meget præcist til de faktisk registrerede Covid-19 dødsfald i USA.

        Så helt galt på den er de nok ikke.

        Til gengæld hører jeg at tal for Covid-19 dødsfald, andre steder i verden ofte nok er undervurderede, når man netop holder dem op imod overdødeligheden i samme lande i samme periode.

        Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.