Forventninger og tilfredshed

En af myterne om hvorfor danskerne er et af verdens lykkeligste og mest tilfredse folk er, at vi forventer meget lidt. Adskillige medier har skrevet om det over årene sinde 2006, og jeg hører også ofte argumentet til foredrag. Problemet er, at det er en af de ting som mange tror, men bare ikke passer. Eller som Mark Twain skal have sagt: ”It ain’t what you don’t know that gets you into trouble. It’s what you know for sure that just ain’t so.”

Sagen er, at folks forventninger til livet justerer sig med hvad de oplever, og særligt hvad der opleves som realistisk. Ingen bliver ved med at forvente et 7-tal, når man får 10 hele tiden, og ingen forventer at den næste kæreste ligner Keira Knightley når de eneste interesserede mere ligner en ged. Hvis ens forventninger ikke justerer sig til det realistiske, skal man måske overveje at søge hjælp.

Vi illustrerer problemet nedenfor med data fra Eurobarometeret. På y-aksen er de sidste fire års data på folks tilfredshed med livet, som undersøgelsen spørger om på en skala fra 1 til 4. Cluet i figuren er, at Eurobarometeret spørger også om, hvorvidt man forventer at næste år bliver bedre, værre eller cirka det samme som i år. Jeg har derfor beregnet et forventningsindeks som andelen af respondenter, der har positive forventninger minus andelen, der har negative forventninger. I princippet er det således fordelt mellem -1 og 1, men i praksis er yderpunkterne -0,32 (i Grækenland i foråret 2016) og 0,58 (i Albanien i slutningen af 2018). I figuren nedenfor er dette forventningsindeks plottet (på x-aksen) mod gennemsnittet af tilfredshed (på y-aksen).

Umiddelbart kan det se ud som om der er en klar sammenhæng mellem forventningerne og tilfredsheden: Korrelationen på tværs af alle datapunkterne er 0,35, og ser man bort fra Albanien – der ligge nederst i højre hjørne – er den 0,47. Som figuren illustrerer, vil det dog være en fejlfortolkning: Landenes data ligger i klumper, så de beige markører øverst i figuren er de danske observationer og de mørkegrønne umiddelbart under er Holland. Disse stabile forskelle, der skyldes en lang række andre forhold, skal man tage hensyn til. En af måderne at gøre det på, er at se på udviklingen i de to indikatorer indenfor hvert land, som indikeret af de stiplede trendlinjer. Og gør man det, falder korrelationen mellem indekset og tilfredsheden til sølle 0,11. I adskillige lande er trendlinjen flad, og den hælder endda den ’forkerte’ vej for Slovakiet.

En anden måde er at se på gennemsnittene for hvert land, som vi gør i den næste figur. Her er det ret klar, at når man ser bort fra den store outlier – det pessimistiske og utilfredse Grækenland – er der ingen sammenhæng mellem en befolknings generelle forventninger til næste år og hvor tilfreds den er. Forventningsdannelse er dynamisk og på langt sigt jævner forventninger sig derfor ud. Figuren illustrerer også, hvor store forskellen er mellem lande – fra grækernes gennemsnit på 2,3 til danskernes på 3,7. Disse forskelle skal forklares med noget helt andet end, at danskerne har lave forventninger. Det har vi ikke, og de påvirker ikke vores tilfredshed på langt sigt.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.