Hvorfor kan man ikke stemme negativt?

Til Folketingsvalg kan man, ligesom til næsten alle andre demokratiske valg i verden, stemme på én bestemt kandidat eller ét bestemt parti. Det er meget sjældent, at valgsystemet ser anderledes ud, selvom selve måden, stemmer aggregeres kan variere. Men hvad hvis det ikke var sådan, og man i stedet kunne vælge at stemme for en kandidat eller imod en kandidat? Idéen er ikke helt ukendt, og i det nuværende politiske klima i USA kan den virke direkte attraktiv. Det er da også på den baggrund, at George Leef i The Detroit News foreslår, at man burde kunne stemme imod en kandidat i stedet for kun at kunne stemme for. Hans spørgsmål er, hvad der ville ske med det amerikanske valg, hvis folk kunne stemme direkte imod Trump uden derfor at skulle stemme for Biden.

For at se, at det faktisk kan gøre en forskel, bringer vi to eksempler nedenfor. I hvert eksempel er der fem typer vælgere med fem forskellige præferencer for to kandidater, A og B. Type 1 har for eksempel otte, der stærkt foretrækker A fremfor B og 2, der foretrækker B fremfor A. Men i gruppe B foretrækker to A, mens de er stærkt imod A og tre er ligeglade. Forskellen er, at kun 4 i denne gruppe klart foretrækker B.

Med disse præferencer blandt vælgerne vil 22 stemme for A og 17 for B under et helt almindeligt system. Hvis man også tillader vælgerne at stemme imod kandidater, der ikke kan lide, giver det samme resultat: A vinder. Men læg mærke til, hvad der sker hvis man ændrer vælgernes præferencer en smule, som vi gør i Eksempel 2. Her vinder A stadig under et almindeligt system, men hvis man også får mulighed for at stemme imod kandidater, man er stærkt imod, vinder B! Forskellen er, at i det andet eksempel er de to kandidater mere polariserende, og kandidater der ikke blot tiltrækker vælgere, men også undgår at støde andre fra sig, har større vinderchancer.

I det amerikanske tilfælde er det sandsynligt, at Trump taber under alle omstændigheder. Men givet hans enorme upopularitet hos vælgerne, er det også sandsynligt, at valgresultatet ville blive endnu klarere, hvis man kunne stemme imod ham. I det danske tilfælde er det anderledes interessant at overveje, hvad der ville ske med partisammensætningen i Folketinget: Hvor mange ville for eksempel stemme aktivt imod Dansk Folkeparti og Enhedslisten, og efter det tiltagende coronadiktatur i år, hvor mange ville stemme imod Mette Frederiksen?

Muligheden for at stemme imod en politiker eller et parti – at afgive en negativ stemme – kan derfor i visse situationer føre til meget anderledes resultater af valg, og anderledes incitamenter for dem, der er på valg. Muligheden for at stemme negativt er sjov at tænke over, og måske også en god øvelse for dem, der påtænker en karriere i politik. For dem der allerede er der, er der næppe noget håb. 

3 thoughts on “Hvorfor kan man ikke stemme negativt?

  1. kjeldflarup

    I et to partisystem som det amerikanske er det vel egentligt ligegyldigt. Med mindre der rent faktisk var en uafhængig kandidat, som kunne trække 10-20% af stemmerne.

    I et system som det danske er det tiltalende at kunne stemme imod statsministeren, men hvad med mindretalsbeskyttelsen. Der er et mindretal, som advarer imod indvandringen, men de politisk korrekte stemmer dem ud, så en gruppe på 5-10% af befolkningen måske ikke bliver hørt.

    Så må de jo ty til andre metoder!

    Svar
  2. Christian Bjørnskov

    Det er faktisk ikke rigtigt, at det er ligegyldigt i et toparti-system. Forskellen ligger i, at nogen mennesker er for én kandidat, men er relativt ligeglad med den anden, mens andre mennesker er for en kandidat, men stærkt imod den anden. Med en negativ stemme kan man derfor stemme imod én kandidat, men uden automatisk at stemme for den anden.

    Svar
    1. kjeldflarup

      Du mener vel at nogle er relativt ligeglad med en kandidat, men stærkt imod den anden.
      Det der selvfølgelig kan være, er at flere vil gå hen og stemme hvis de får muligheden for at stemme negativt.

      Det der forresten kan være pinligt, er om en præsident bliver valgt med 10% af stemmerne.

      Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.