Virker påbud om masker? Og hvorfor?

Der begynder så småt komme studier, hvor økonomer har set på effekten af maskepåbud. Resultaterne er interessante i forhold til den debat, der har været om masker. For virker et påbud om masker?

Diskussionen er opstået, fordi et påbud om brug af masker skal afveje to effekter.

  • På den ene side virker det til, at myndighederne er enige om, at masker – når de anvendes korrekt – kan begrænse smittespredningen (se SST’s seneste rapport om masker her).
  • På den anden side er myndighederne lige så enige om, at et påbud har utilsigtede konsekvenser. SST skriver fx, at ”Forkert brug kan øge risikoen for smittespredning” og man fratager også udsatte borgere en oplagt mulighed for at signalere til andre, at de er udsatte (jeg så et sted, at folk holdt øget afstand til personer med mundbind).

Så hvilken effekt dominerer under et eventuelt påbud?

Det har flere økonomer – der som bekendt er eksperter i at vurdere effekten af førte politikker – nu givet nogle foreløbige bud på. Og indtil videre ser det ud til, at nettoeffekten er, at de begrænser smittespredningen (selvom jeg umiddelbart spotter nogle metodemæssige problemer i studierne). Se fx her, her og her (det sidste har en sundhedsøkonom tilknyttet).

Diskussionen fortsætter dog, fordi der faktisk er mange studier, der ikke finder effekter af maskebrug (se fx her).

Jeg har bevidst fravalgt at sætte mig ind i empirien bag masker. Det stritter i alle retninger, og man kan meget nemt ende i en ”kasten med studier”-diskussion med folk, der fx ikke kender forskel på frivillighed og tvang, og hvad det betyder for biases i forskningen. Og det har jeg ikke haft tid til, og kommer ikke til at tage mig tid til.

Men. Jeg vil gerne komme med en tese, som jeg indtil videre ikke har set afvist:

Måske virker et påbud om masker, (bl.a.) fordi de gør sociale interaktioner dyrere. Masker fungerer simpelthen som en skat på sociale interaktioner.

Tesen bygger jeg indtil videre alene på min egen fornemmelse, det store fald i passagerer i den kollektive trafik efter masker blev påbudt og kommentarer på sociale medier a’la ”jeg bestiller varer online, for jeg gider ikke have maske på, når jeg køber ind”. Og tesen kan faktisk forklare mange af de ting, man er uenige om.

Fx ville tesen kunne forklare, hvorfor et påbud om masker virker, selv hvis masker i sig selv ikke virker (fordi de utilsigtede konsekvenser overstiger de tilsigtede).

Og hvis tesen er rigtig, vil det faktisk være relativt god regulering i forhold til stort set al anden regulering, vi har set, fordi man beskatter det, man reelt er interesseret i.

Hvis tesen er rigtig (og endda den primære effekt), har den i øvrigt den interessante implikation, at et krav om sølvpapirshatte ville virke ca. lige så godt. Ja, måske endda bedre, hvis der er store utilsigtede konsekvenser ved maskebrug 🙂 Som alle andre teser, er det indtil videre rene spekulation. Men det kunne være interessant, hvis nogle områder indførte påbud om sølvpapirshatte, så en nysgerrig økonom kunne få adskilt effekterne.

6 thoughts on “Virker påbud om masker? Og hvorfor?

  1. Bo

    Det er en underlig artikel. Hvorfor antager du at folk vil foelge stupide regler? Hvis de ikke foelger dem giver det jo ingen mening at analysere om de virker. Jeg bor i Texas og det er da vist 40-50% der ikke baerer masker.

    Svar
    1. Jonas Herby

      Selv hvis de ikke følger reglerne, bliver det “dyrere” (i bredeste forstand) for dem at gå ud, fordi de risikerer bøder eller konflikter.

      Svar
  2. Hans-Georg Nielsen

    Virkelig god idé med sølvpapirshatte i stedet for mund /næse bind. Dette først og fremmest af æstetiske grunde men også fordi det muligvis , jf. maskeringsforbudsargumenterne, bør kunne begrænse terrorrisikoen. Problemet er dog at, gætter jeg på, at sølvpapirshatte ikke vil begrænse interaktionen og dermed vil de blive en økonomisk belastning for samfundet, altså bortset fra for en fremvoksende sølvpapirshatteindustri. På den anden side vil et krav om at bære sølvpapirshatte kunne muntre mange op, hvilket de blå masker jo ikke ligefrem gør, og dermed vil en løftet stemning kunne sætte forbruget i vejret, gætter jeg på. Men der kan selvfølgelig også ske det direkte modsatte. Eller hvad?

    Svar
  3. Jonas Herby

    Altså. Jeg tror, at masker har en positiv effekt i sig selv (baseret på bl.a. SST og FHI’s udsagn). Men jeg vil bestemt ikke afvise, at “skatten på interaktioner” er det vigtigste. Og i så fald er det jo ligegyldigt, hvad man beder folk om at tage på.

    Og dog: Hvis søvpapirshatte ligefrem gør de sociale interaktioner bedre, så vil det jo nærmest være et subsidie. Og så vil effekten være modsat 🙂

    Svar
  4. Ove Junne

    Tak for lidt god underholdning i en tid, hvor der rent ud sagt ikke er meget at grine af.

    Hvis det er ligegyldigt, hvad vi tager på, kan vi så ikke finde noget andet end sølvpapirshatte. Folk er ikke så gode til at bortskaffe mundbind, og tanken om byer, der flyder med stanniol er næsten ubærlig.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.